38. gang et folketingsvalg falder på en tirsdag
Der har været talt og skrevet om, hvornår et kommende folketingsvalg ville blive udskrevet, og nu er dagen kommet, hvor vi ikke skal vente længere. Tirsdag d. 1. november 2022 inviteres stemmeberettigede i Danmark til stemmeurnerne for at sætte deres kryds ud for den kandidat eller det parti, de gerne vil se ved magten i den kommende regeringsperiode. Det bliver det 71. folketingsvalg i Danmark, og det er langt fra første gang, det bliver på en tirsdag, viser en sammenfatning på Folketingets hjemmeside.
”Tirsdag er den mest populære dag for afholdelse af folketingsvalg. I alt har 37 af de 70 folketingsvalg, vi har haft gennem tiden, været afholdt på en tirsdag. Også vores allerførste folketingsvalg i 1849 fandt sted på en tirsdag,” siger Dorthe Larsen, afdelingsleder i Danmarks Statistik.
Fem folketingsvalg er blevet afholdt på en mandag, 11 på en onsdag, fem på en torsdag, 11 på en fredag og et enkelt på en lørdag i 1853. Der har aldrig været et folketingsvalg på en søndag. Nu modtager stemmeberettigede borgere altså snart en stemmeseddel til det 71. folketingsvalg på en tirsdag for 38. gang.
Afholdte samt kommende folketingsvalg fordelt på ugedage, 1849 til kommende folketingsvalg
For at se dette indhold fra www.dst.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Kilde: Folketinget
Når det kommer til måneder for afholdelse af folketingsvalg, har april historisk set været den hyppigste. I denne måned er 11 folketingsvalg blevet afholdt. Også i september, maj og juni er stemmeberettigede ofte draget mod valgsteder med henholdsvis 10, 9 og 9 folketingsvalg. De mindst hyppige måneder er februar, marts, juli og august. Kun et enkelt valg har været afholdt i august, og det var i 1852.
Der har været afholdt seks folketingsvalg i november gennem tiden, og dette bliver dermed det syvende folketingsvalg i november.
Kortere valgkampe
Nu er valgkampen officielt skudt i gang og kommer til at vare 27 dage. Ved det seneste folketingsvalg i 2019 havde kandidaterne 29 dage til at føre valgkamp inden afholdelse af valget på Grundlovsdag d. 5. juni.
Antal dage mellem valgets udskrivelse og afholdelse for de seneste 24 valg samt det kommende folketingsvalg
For at se dette indhold fra www.dst.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Kilde: Folketinget
Stemmeprocent
Siden 1953 har valgdeltagelsen ligget mellem 80 og 90 pct. af de stemmeberettigede. Den laveste valgdeltagelse ved folketingsvalg i denne periode var i 1953, hvor 80,6 pct. af vælgerne stemte.
I 1968 toppede valgdeltagelsen med 89,3 pct. Ved seneste valg i 2019 stemte 84,6 pct. af de stemmeberettigede, hvilket var et fald fra 85,9 pct. ved valget forinden i 2015.
Der var i alt 4.219.537 stemmeberettigede ved valget i 2019. Af dem satte 3.531.720 et gyldigt kryds, mens 37.801 stemmer af den ene eller anden grund blev dømt ugyldige. Se nærmere detaljer om ugyldige stemmer i statistikbanken.
Valgretsalderen har været meget højere
Skal man have mulighed for at stemme til folketingsvalg i Danmark, er en af forudsætningerne, at man skal være fyldt 18 år senest på valgdagen. Det var dog først i 1978, at 18-årige fik mulighed for at få indflydelse på det politiske landskab i Danmark ved at stemme til folketingsvalg. Indtil da skulle man være 20 år.
I 1849, da det første valg til Folketinget blev afholdt, skulle man være 30 år for at stemme. Da man bl.a. også skulle være mand for at stemme, betød det, at kun 15 pct. af befolkningen var stemmeberettiget. I 1953, da vores nuværende grundlov blev vedtaget, skulle man være 23 for at kunne sætte sit kryds.
I 1915 fik kvinder valgret, og valgretsalderen blev nedsat til 25 år ved afstemning til Folketinget. Med tiden er den gradvist sænket til nu at være på de 18 år, vi kender i dag.
Tallene i artiklen stammer primært fra sammenfatninger på Folketingets hjemmeside og enkelte tal er fra Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik har publikationer for samtlige afholdte folketingsvalg fra 1849 til 2007 samt de seneste valg i 2011, 2015 og her for 2019.
Nøgleord
Kontakter
Har du spørgsmål til valgresultater, er du velkommen til at kontakte Dorthe Larsen på tlf. 3917 3307 eller på dla@dst.dk.
Information om Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Syv procent af danske familier har sommerhus15.4.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De 224.000 familier, der har sommerhus, har højere løn og længere uddannelse end gennemsnittet. Også på andre områder skiller sommerhusejerne sig ud ift. gennemsnittet: Flere har bil, ejer også deres helårsbolig og har et toplederjob.
Fædre holder længere barselsorlov11.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fædre holdt længere barselsorlov i 2023 end i 2021. Den gennemsnitlige barselsorlov for fædre steg fra cirka 5½ uge i 2021 til 10 uger i 2023. Forskellen mellem brancher er også mindsket.
175 år med statistik om og for det danske samfund7.4.2025 10:01:43 CEST | Pressemeddelelse
I 175 år har Danmarks Statistik leveret statistik om den danske befolkning og om Danmark. Det markerer vi blandt andet med ny temaside om statistik gennem tiden.
Knap hver tiende ejerlejlighed i Aarhus og København er forældrekøb4.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forældrekøb udgjorde i 2023 knap en tiendedel af ejerlejlighederne i de største kommuner. Ny analyse fra Danmarks Statistik ser nærmere på, hvad der kendetegner forældrekøbsboligerne, beboerne og deres forældre.
Ny analyse giver unikt indblik i befolkningens kulturvaner gennem 60 år6.3.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Befolkningens kulturforbrug har på nogle områder ændret sig siden 1964. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som ser på befolkningens kulturvaner igennem 60 år. Den viser også, at personer, der voksede op med kulturaktiviteter i barndomshjemmet, oftere deltager i kulturaktiviteter som voksen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum