Ny direktør i Fugleværnsfonden
Thomas Færgeman bliver Fugleværnsfondens nye direktør. Han skal stå i spidsen for fondens 23 reservater, ligesom han bliver leder af fondens sekretariat, der holder til i Fuglenes Hus på Vesterbrogade i hovedstaden - og ikke mindst de godt 250 frivillige, som er tilknyttet reservaterne.
’Vi er utroligt glade for, at Thomas skal føre Fugleværnsfondens arbejde videre’, siger Martin Iversen, der er formand for fondens bestyrelse.
’Vi er sikre på, at vi har fundet den rette til at sikre både drift og fremdrift, så fonden fortsat vil være i toppen blandt landets naturforvaltere med særligt fokus på fuglesagen. Vi byder Thomas hjerteligt velkommen og ser frem til et tillidsfuldt og godt samarbejde’, udtaler Martin Iversen.
Thomas Færgeman kommer fra stillingen som forstander på Skovskolen under Københavns Universitet (KU) – et job, han har varetaget siden 2017. Han vil også være kendt som den første direktør for Tænketanken CONCITO, ligesom han i en årrække var afdelingsleder/vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening (DN), herunder i en periode konstitueret direktør.
Som uddannet cand. agro. fra Landbohøjskolen – nu en del af KU - og fagjournalist og med mere end 30 års arbejde inden for natur-, miljø- og klimaområdet får Fugleværnsfonden en meget kvalificeret chef, der brænder for naturen, fuglesagen, klima og biodiversitet.
Thomas Færgeman glæder sig til den tætte kontakt med både naturforvaltning og -formidling.
’Netop de opgaver finder jeg i Fugleværnsfonden. Her har man ”hands on” på naturen, og her når man fine resultater med at skabe et rigere fugleliv, som alle med kærlighed til naturen har glæde af’, udtaler Thomas Færgeman.
’Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at arbejde tæt sammen med både bestyrelse, de frivillige og ikke mindst medarbejderne i sekretariatet om den konkrete forvaltning og om udvikling af fondens virke’, udtaler den nye direktør.
Thomas Færgeman tiltræder 1. november 2022.
Kontakter
Martin Iversen (formand) – 30 49 49 36
Thomas Færgeman (direktør) – 31 65 31 00
Billeder
Information om Fugleværnsfonden
Fugleværnsfonden er en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål: at værne om fuglelivet i Danmark og gennemføre naturformidling fra fondens naturreservater. Fonden er stiftet af Dansk Ornitologisk Forening - BirdLife Danmark med henblik på at stå for naturforvaltning og naturformidling på vores 23 reservater. Fonden har derfor et nært samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening - BirdLife Danmark og med andre både private og offentlige naturforvaltere.
”For fugle, for folk og for fremtiden”: læs mere på fondens hjemmeside https://www.fuglevaernsfonden.dk
Følg pressemeddelelser fra Fugleværnsfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fugleværnsfonden
Fuglene får et godt levested i nyt naturreservat i Midtjylland3.2.2023 09:59:44 CET | Pressemeddelelse
Fugleværnsfonden har købt et naturområde på 45 hektar i Nørreådalen. I det nye naturreservat vil fonden beskytte naturen, øge biodiversiteten og skabe et fristed til især de truede fuglearter.
Gubra forlænger sponsorat og giver støtte til mere god natur27.10.2022 11:57:58 CEST | Pressemeddelelse
Med sponsoratet på 750.000 kroner kan Fugleværnsfonden gøre endnu mere for at beskytte og genoprette naturen i Tryggelev Nor og ved Gundsømagle Sø.