Danske dokumentarfilm skaber stor værdi for publikum. Det skal flere have glæde af.

Hent rapporten: Danske dokumentarfilms udbredelse, betydning og kvalitet (pdf)
Som led i Filminstituttets strategiske arbejde med at styrke den kulturelle betydning af dansk film har Seismonaut taget temperaturen på dansk dokumentar. Undersøgelsen 'Danske dokumentarfilms udbredelse, betydning og kvalitet' afdækker publikums oplevelse af danske dokumentarer i bred forstand og rummer en specifik vurdering af 37 titler, som Filminstituttet har støttet. Målingen forholder sig til udbredelse, betydning og kvalitet.
Danske dokumentarer står generelt stærkt i befolkningens bevidsthed, viser rapporten. De opleves som troværdige, relevante og tankevækkende, og langt størstedelen af befolkningen mener, det er vigtigt, at de bliver produceret.
Den positive vurdering gælder i meget høj grad dokumentarfilm støttet af Filminstituttet, der opleves som væsentlige og af høj kvalitet. Publikum oplever i særlig grad, at disse titler sætter tanker i gang, berører dem emotionelt, giver anledning til samtaler og giver en unik mulighed for at leve sig ind i andre menneskers liv.
Ud over den generelt høje vurdering af kvalitet og betydning er der også andre indsigter i rapporten, der er positive. Fx afspejler publikum til de Filminstitut-støttede dokumentarfilm samlet set i høj grad hele befolkningen. De støttede film når danskere i hele landet. De ses af unge som ældre, kvinder som mænd, og de bliver set af både folk med lange og korte uddannelser i nærmest samme omfang. De støttede film når altså ikke kun ud til ét bestemt udsnit af befolkningen.
Fokus på større udbredelse
Næsten alle ser danske dokumentarer, og over halvdelen af befolkningen ser danske dokumentarer hver anden måned eller oftere. Ser man alene på titler støttet af Filminstituttet, er udbredelsen dog mindre. At styrke udbredelsen for disse film vil derfor være et fokusområde for Filminstituttet.
"Undersøgelsen har bekræftet, hvad interessen fra filmfestivaler verden over har fortalt i mange år: Kvaliteten af danske dokumentarfilm er tårnhøj. En af rapportens positive overraskelser er, at publikum til filmene spænder så vidt. Der er altså et stort uforløst potentiale for at nå et bredere publikum. For selvom film støttet på en kunststøtteordning ikke primært laves for at få høje seertal, er det afgørende, at udbredelsen styrkes, så filmene kan skabe værdi for flere," udtaler direktør for Filminstituttet Claus Ladegaard.
DR og TV 2 er fortsat de største distributionsplatforme for danske dokumentarfilm. Derfor er dialogen med tv-stationerne om potentialet og mulighederne i en styrket udbredelse noget, man fra Filminstituttets side vægter højt.
"Vejen til et større publikum på dokumentarfilmområdet går stadig gennem tv, så vi har en fælles opgave dér. Samtidig vil vi naturligvis undersøge nye måder at distribuere fremtidens dokumentarfilm på," lyder det fra Claus Ladegaard.
Højdepunkter fra undersøgelsen
- 60 % af danskerne har set mindst én af de 37 Filminstitut-støttede dokumentarer, der havde premiere fra 2020 frem til undersøgelsens opstart i april 2022.
- Støttede dokumentarfilm når et repræsentativt udsnit af befolkningen.
- Filmene sætter i særlig grad tanker i gang, berører én, giver anledning til samtaler og skaber empati.
- 84 % af vurderingerne af de støttede titler angiver filmen som enten 'god' eller 'meget god'.
- 71 % af befolkningen mener, at det er vigtigt, at der laves danske dokumentarer. Blot 1 % angiver, at det slet ikke er vigtigt.
- Danske dokumentarer opleves generelt som primært troværdige, relevante og tankevækkende.
- 82 % af befolkningen ser dansk dokumentar et par gange om året. 55 % mindst hver anden måned, 40 % månedligt, og 15 % ser dansk dokumentar ugentligt.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er udført af Seismonaut for Det Danske Filminstitut som led i det strategiske arbejde med at styrke den kulturelle betydning af danske dokumentarfilm.
En spørgeskemaundersøgelse er udført med 4.237 repræsentative respondenter. Undersøgelsens kvalitative del er udført med 12 personer i fokusgruppeinterviews.
Undersøgelsen skelner mellem dansk dokumentar generelt og 37 Filminstitut-støttede titler med premiere fra 1. januar 2020 og frem til 1. april 2022, hvor undersøgelsen blev påbegyndt.
Kontakter
Anders Budtz-JørgensenKommunikationsmedarbejder
Tlf:+45 3374 3528andersbj@dfi.dkBilleder
Vedhæftede filer
Information om Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.
Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Norden går sammen om bæredygtighedsstandard for film og tv11.9.2025 13:29:30 CEST | Pressemeddelelse
De nordiske film- og tv-brancher indfører fra 2026 en fælles standard for bæredygtighed, NES – Nordic Ecological Standard – der skal sikre en reduktion af branchens klimaaftryk i de fem nordiske lande.
Line Bilenberg modtager Roos Prisen 20255.9.2025 09:35:21 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet afrundede den årlige DOKDAG for dokumentarfilmbranchen med at overrække årets Roos Prisen til publicist Line Bilenberg.
Nyt landsdækkende biografinitiativ1.9.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Danske Filminstitut sætter fokus på unge mellem 16 og 18 år og går i luften med ’Filmmodulet’ - et nyt undervisningstilbud til ungdomsuddannelserne.
Invitation til FILM PÅ VEJ / Efterår 2025 og vinter 202611.8.2025 15:00:08 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet vil gerne invitere til FILM PÅ VEJ den 2. september i Cinemateket, hvor det kommende halve års danske biograffilm bliver præsenteret.
Filminstituttet ansætter ny vicedirektør8.8.2025 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttets nye vicedirektør er fundet, og valget er faldet på Line Aarsland, som tiltræder posten med solid erfaring som leder i både det private og det offentlige og et indgående kendskab til medie- og filmbranchen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum