Færre nye AAU-studerende - men stor interesse for sundhed, psykologi og bæredygtighed

Natten til torsdag har 3780 ansøgere fået tilbudt en studieplads på en af Aalborg Universitets bachelor- og professionsbacheloruddannelser i Aalborg, København og Esbjerg. Sammenlignet med sidste år er der tale om et fald på 571 nye studerende. Det svarer til 13,1 procent.
Faldet i antal tilbudte studiepladser er et udtryk for en generel tendens i hele universitetssektoren. Årsagen er formodentlig en blanding af efterdønninger oven på nogle år med corona-pandemi, som betød ekstraordinært mange ansøgere og optagne, foruden en tendens til, at flere unge nu igen ser ud til at tage mere end et sabbatår.
Prorektor på Aalborg Universitet, Anne Marie Kanstrup, er glad for alle de ansøgere, der har haft AAU på ønskelisten. Hun gør sig samtidig overvejelser om rekrutteringsopgaven fremover, når de små årgange skal i gang med at uddanne sig.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at tage imod de 3780 nye studerende til september. Samtidig er jeg opmærksom på, at vi har en stor opgave foran os med at tiltrække ansøgere til AAU i de kommende år med små årgange. Der er kamp om de unge talenter, men det primære mål er ikke, at Aalborg Universitet skal vokse sig større. Derimod skal vi sikre, at vi fortsat kan tiltrække kvalificerede ansøgere til samfundsrelevante uddannelser”, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup.
Psykologi og Medicin er stadig populære
Ikke overraskende er der også i år gengangere på listen over de fem uddannelser med det højeste snit på AAU. Psykologi topper listen med en grænsekvotient på 10,1. Her har 179 fået tilbudt en studieplads
I år får 187 tilbudt en studieplads på medicinstudiet. Årets grænsekvotient på Medicin lander på 10,0.
TOP 5
- Psykologi – 10,1
- Medicin – 10,0
- Kommunikation & Digitale Medier (Kbh.) – 8,4
- Medicin med Industriel Specialisering - 8,3
- Jura – 8,2
”Det er rigtig godt endnu engang at blive bekræftet i, at vi har en meget eftertragtet medicinuddannelse, hvor der derfor er rift om studiepladserne. Vi har måttet afvise 1686 kvalificerede ansøgere til medicinstudiet i år. Det er ærgerligt, når Nordjylland har brug for flere læger. Undersøgelser viser, at omkring 80 procent af de medicinstuderende efter endt uddannelse vælger at blive boende i Nordjylland”, forklarer Anne Marie Kanstrup.
Nye uddannelser tiltrækker de unge
AAU har i de senere år oprettet nye uddannelser, som ser ud til at være et trækplaster for de unge. I København har bacheloruddannelsen i Cyber- og Computerteknologi, der åbnede sidste år, fået en fremgang på 24 procent. Det svarer til, at 31 ansøgere i år får tilbudt en studieplads. På den helt nye bacheloruddannelse i Bæredygtige Byggeprocessor i København har 19 personer fået et tilbud om optagelse. Af dem var de 11 kvinder.
”På Aalborg Universitet arbejder vi hele tiden med at tilpasse uddannelsesporteføljen, så universitetet kan tilbyde uddannelser, som samfundet har brug for. Derfor glæder det mig meget, at både Cyber- og Computerteknologi foruden uddannelsen Bæredygtige Byggeprocessor er velsøgte. Vi har i Danmark brug for netop de kompetencer. Det er derfor godt at se, at de to nye uddannelser er kommet så godt fra start”, udtaler Anne Marie Kanstrup
Ledige studiepladser på beslægtede uddannelser
Selvom en ansøger ikke i første omgang har fået et tilbud om optagelse på et specifikt studie, så er der efter i dag stadig mulighed for at søge optagelse på et af de andre studier, der har ledige studiepladser. AAU udbyder i år ledige studiepladser på 63 uddannelser. Eksempelvis kan ansøgere, som ikke fik en plads på Jura i år, overveje at søge ind på Erhvervsøkonomi-jura, som har ledige studiepladser.
”Jeg vil opfordre alle de ansøgere, som har fået et afslag på deres ansøgning om optagelse på et studie til at kigge godt på beslægtede uddannelser. Vi har vejledere, som sidder klar til at hjælpe ansøgere med at se alternative muligheder. Vi har også i år måtte afvise rigtig mange ansøgere. Til gengæld har vi stadig mange ledige studiepladser, så måske er der et studie, som kan være lige så spændende at kaste sig ud i”, fortæller Anne Marie Kanstrup
På forsiden af universitetets hjemmeside aau.dk ligger der en nyhedsboks med information om ledige studiepladser og kontaktoplysninger til studievejlederne.
FAKTA:
Tilbud om studieplads ved AAU
Ved optagelsen den 28. juli 2022 bliver der tilbudt optagelse til 3.780 kommende studerende. Der bliver tilbudt optagelse til alle kvalificerede ansøgere på 63 ud af 76 uddannelser, hvilket svarer til 82,9 procent af de udbudte uddannelser. I 2021 tilbød Aalborg Universitetet optagelse til alle kvalificerede ansøgere på 54 ud af 76 uddannelser, hvilket svarer til 71,1 procent af de udbudte uddannelser.
1.prioritetsoptagne ved Aalborg Universitet
Aalborg Universitet modtog pr. 5. juli 2022 i alt 4.306 1. prioritetsansøgninger, hvilket svarer til 33,5 procent af det samlede antal ansøgninger. I 2021 modtog Aalborg Universitet i alt 5.129 1. prioritetsansøgninger, hvilket svarede til 32,3 procent af det samlede antal ansøgninger.
Kontakter
Presserådgiver Jeannette Bylov
Mail: jmb@adm.aau.dk
Mobil: 2423 0566
Presserådgiver Anne-Sophia Lundgaard Jensen
Mail: aslj@adm.aau.dk
Mobil: 6196 7465
Billeder


Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Aalborg Universitet fortsat et top 10 universitet i verden24.6.2025 10:37:31 CEST | Pressemeddelelse
Aalborg Universitet (AAU) er stadig blandt de allerbedste universiteter, når det kommer til at levere på FN’s verdensmål. I en ny international undersøgelse lander AAU på en 9. plads blandt tusindvis af universiteter.
Ekspertens fem råd til at være en god turist24.6.2025 09:52:20 CEST | Pressemeddelelse
Nej tak til turister. Flere steder vokser modstanden mod turister. Her får du ekspertens fem gode råd, der gør din ferie bedre for både dig selv og de lokale.
Du sagde nej til insekter, men hvad med græs?23.6.2025 09:32:15 CEST | Pressemeddelelse
Indenfor få år kan protein udvundet fra almindeligt kløvergræs være en hovedingrediens i en lang række almindelige fødevarer som f.eks. is, yoghurt og proteindrikke. Forskere på AAU har længe arbejdet på at trække de rene proteinstrenge ud af græsset, og nu er det lykkes at fjerne både smag og farve fra udtrækket. Dermed er vejen banet for en egentlig fødevareproduktion baseret på græs.
Forskere fra hele landet etablerer Dansk Center for Designforskning18.6.2025 06:23:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere på tværs af landets uddannelsesinstitutioner grundlægger i fællesskab et nyt nationalt center for designforskning, der skal styrke designet i og af hele Danmark
Soldater vil også være familiefædre16.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning viser, at der er ubalance mellem det at være soldat og det at være en nærværende ægtemand og familiefar. Maskulinitetsidealet har ændret sig, siger forskeren bag undersøgelsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum