Rekord: 164.000 børn skal samle affald i naturen

Snart lyder startskuddet til den årlige forårsrengøring af den danske natur. I hele landet trækker danskere udendørs for at indsamle andres efterladte skrald – og traditionen tro går børnene forrest.
I løbet af skoleugen 28. marts til 1. april skal flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud ud at samle affald, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Det er lærere, skoleledere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt deres elever og børn til Affaldsindsamlingen – og i år slår de rekorden fra 2019, hvor 146.000 børn deltog.
I Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over de rekordmange tilmeldinger.
– Det er intet mindre end fantastisk, at skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op, og at så mange børn skal deltage på Affaldsindsamlingen i år. Ikke alene gør det en konkret og synlig forskel, når så mange giver en hånd med – det er også en håndgribelig måde at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe ordentligt på naturen og miljøet. Og det er helt afgørende, hvis vi skal løse problemet med henkastet affald på den lange bane, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Se, hvor mange der er tilmeldt i de enkelte kommuner
Skal tælle engangsemballage
Når børnene skal på jagt efter henkastet affald, er sigtekornet stillet særligt skarpt på kaffekopper, slikpapir og andre former for engangsemballage.
Hvert år laver Danmarks Naturfredningsforening en opgørelse over, hvor mange kilo affald der er blevet samlet i forbindelse med Affaldsindsamlingen, men som noget nyt bliver børnene også bedt om at tælle, hvor mange stykker engangsemballage de finder.
I år sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange typer af engangsemballager, der alt for ofte bliver smidt på gaden og i naturen. Ikke alene skal det afdække problemets omfang – optællingen tjener også et pædagogisk formål.
– Det ser måske ikke ud af så meget, når der ligger en sammenkrøllet chipspose i vejkanten eller en fladtrådt cigaretpakke ved busstoppestedet. Men det gør virkelig indtryk på børnene, når affaldssækkene er bugnende fulde og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger og flyder. Og når der ovenikøbet er tale om emballager, der er lavet til kun blive brugt én gang, bliver det endnu lettere for børnene at forholde sig til, at vores affald også er et kæmpe spild af ressourcer. Og det er en vigtig pointe i forhold til klimaet, siger Maria Reumert Gjerding.
Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til helt nye digitale undervisningsmaterialer, der bl.a. skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.
Hylder affaldsheltene
Når skoleeleverne har været i marken, er der ikke kun spænding om, hvor mange kilo affald og hvor meget engangsemballage de har fundet.
Merrild, der er officielt partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde skolerne og de ihærdige elever, som alle er sande affaldshelte. Derfor sætter de igen i år et gavekort på 25.000 kr. på højkant til et grønt skoleprojekt på en af de deltagende skoler.
Sidste år vandt Sankt Petri Skole i København, der bl.a. har valgt at bruge pengene på solceller.
Offentlige indsamlinger hele ugen
Børnene er ikke de eneste, der skal samle affald i uge 13. På Affaldsindsamlingen deltager også foreninger, idrætsklubber, virksomheder og ikke mindst private borgere.
Lørdag d. 2. april og søndag d. 3. april kulminerer affaldsugen med hundredvis af offentlige affaldsindsamlinger i hele landet. På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over indsamlingerne. Her kan man også oprette sit helt eget arrangement.
Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 35.000 vil samle ind i løbet af weekenden.
__________________
Om Affaldsindsamlingen
- Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
- Årets affaldsindsamling løber af stablen i uge 13 og varer hele ugen. I hverdagene deltager flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud, mens det i hele ugen er muligt at deltage i offentlige affaldsindsamlinger arrangeret af foreninger, virksomheder, privatpersoner m.fl. Affaldsindsamlingen kulminerer i weekenden med hundredvis af offentlige indsamlinger i hele landet.
- Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
- I år sætter indsamlingen fokus på engangsemballage. Derfor bliver indsamlerne bl.a. bedt om at angive, hvor mange stykker engangsemballage de finder.
- Sidste år deltog op mod 185.000 børn og voksne i Affaldsindsamlingen. På en enkelt uge samlede de mere end 167 ton affald – heriblandt 120.000 stykker takeaway-emballage, 52.000 engangsmundbind og 87.000 dåser.
- På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde offentlige indsamlinger i hele landet.
- Affaldsindsamlingen er støttet af bl.a. Merrild, Maxi Zoo, Rudolph Care, Mads Nørgaard, IKEA og Sol & Strand.
Kontakter
Mikkel Faartoft
Presseansvarlig, Affaldsindsamlingen
mikkel@dn.dk / 26 79 59 83
Billeder
Information om Danmarks Naturfredningsforening
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Grøn aftale skal blive til grøn virkelighed med stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden til DN8.5.2025 07:59:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening (DN) styrker nu indsatsen for at sikre, at trepartsaftalen fører til en reel genrejsning af dansk natur. Det skal ske i samarbejde med danskerne og bliver muliggjort af stor fondsbevilling fra Novo Nordisk Fonden.
Veddinge Bakker og Skamlebæksletten fredes2.5.2025 12:36:57 CEST | Pressemeddelelse
Fredningsnævnet har netop besluttet at gennemføre fredningen af det stærkt kuperede og enestående smukke landskab, Veddinge Bakker og den kystnære Skamlebækslette, som forbinder bakkerne med havet. Fredningen omfatter 470 hektar.
Uklar handlingsplan om Danmarks ulve28.4.2025 15:34:15 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen åbner for regulering af ulve uden dog at være præcise nok for, hvornår en ulv har udvist en adfærd, der gør den til en problemulv. Det rejser kritik fra Danmarks Naturfredningsforening.
Affaldsindsamlere fandt 80 ton skrald på en uge24.4.2025 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 190.000 børn og voksne deltog i landsdækkende affaldsindsamling i starten af april. Nu er det indsamlede affald gjort op. Resultatet giver anledning til optimisme, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, der står bag indsamlingen.
Natur-hjælp til børneforældre: Nu kan du låne grejtasker på biblioteket14.4.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grejtasker spækket med spændende oplevelser er nu landet på en lang række af landets biblioteker. Det sker for at hjælpe de forældre, som gerne vil mere ud i naturen, men som mangler inspiration. Taskerne kommer fra VILD, der er et børneunivers under Danmarks Naturfredningsforening. Ud over udstyr indeholder taskerne en helt særlig bog-premiere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum