Trods kritik: Måling viser kæmpe opbakning til naturnationalparker
De seneste måneder har debatten om de nye naturnationalparker fyldt meget i debatspalterne og på de sociale medier. Både Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har beskyldt de nye naturnationalparker for at ødelægge friluftslivet, mishandle dyr og nedlægge gode produktionsskove.
Men hvis man spørger danskerne, er der alligevel kæmpestor opbakning til de nye naturtiltag, som har til formål at skabe flere levesteder for truede arter.
På trods af de højlydte protester har modstanderne af naturnationalparkerne kun opbakning fra 11 procent af befolkningen, mens 73 procent støtter naturnationalparkerne. Det viser en ny måling, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening.
Og adspurgt om de samlede naturinitiativer med 15 naturnationalparker og udlægningen af 75.000 hektar urørt skov svarer 56 procent, at de støtter initiativerne i meget høj grad eller i høj grad. 24 procent støtter i nogen grad, mens kun 14 procent er decideret imod eller skeptiske.
Målingen glæder præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:
– Hovedargumentet for de nye naturnationalparker og planerne om urørt skov er nu engang, at den danske natur er i krise. Vi mister arter i et tempo, menneskeheden aldrig tidligere har oplevet. Den bekymring deler danskerne, ligesom de bakker varmt op om planerne om at gøre noget for biodiversiteten i Danmark. Det er meget glædeligt for opbakningen til den nye naturpolitik, hvor man nu for første gang accepterer, at naturen skal udvikle sig på sine egne præmisser og ikke bare underlægges menneskets behov, siger hun.
Naturnationalparker kan give fantastiske naturoplevelser
De nye naturnationalparker vil samlet fylde under én procent af det danske landeareal. Der er allerede udpeget fem, og i den kommende tid vil Folketingets partier udpege de resterende ti ud fra en bruttoliste på 23 forslag.
Naturnationalparkerne bliver store indhegnede naturområder uden skov- og landbrugsproduktion og med store fritgående græssende dyr som fx vildheste, elge og kvæg, som skal være med til at skabe grundlaget for en vildere natur, hvor der vil være flere levesteder for dyr og planter.
Der vil være offentlig adgang til områderne, og i udgangspunkt stadig mulighed for at ride på heste, cykle eller gå tur med hunden i snor – men aktiviteter skal ske under hensyntagen til dyrene og i respekt for naturen.
Og udsigten til at kunne opleve vildere natur og de store græssere begejstrer danskerne. 77 procent af de adspurgte finder det spændende at skulle besøge de nye naturområder, og kun 11 procent er imod naturnationalparkerne ud fra en bekymring om, at muligheden for at dyrke friluftsliv vil blive skadet. 58 procent så endda gerne, at der blev etableret en naturnationalpark i deres kommune – kun 15 procent er imod.
Maria Reumert Gjerding deler den store begejstring over de nye vildere naturområder, som bliver etableret over de kommende år.
– Vi har været meget optaget af, at etableringen af de nye naturnationalparker skulle gå hånd i hånd med muligheden for friluftsliv. Adgang til områderne har været enormt vigtig for os, fordi vi helt grundlæggende tror på, at vejen til en bedre naturbeskyttelse går gennem en begejstring for og en kærlighed til naturen. Og her bliver de nye naturnationalparker unikke muligheder for store naturoplevelser og et fantastisk friluftsliv i en vildere natur.
Danskerne frygter ikke de store græssende dyr
En del af debatten om naturnationalparkerne har omhandlet forskellige brugergruppers frygt for at færdes i områderne pga. de fritgående store græssere.
Men danskerne er som samlet hele helt trygge ved udsigten til at skulle dele de nye indhegnede naturområder med de store dyr. Kun seks procent af de adspurgte er helt enige i, at de vil være bange for at færdes i områderne, mens 12 procent er delvist enige i bekymringen. Til det svarer Maria Reumert Gjerding:
– Vi skal selvfølgelig tage det alvorligt, at et mindretal er utrygge over for at færdes i naturnationalparkerne. Her er det et fælles ansvar mellem friluftslivet, myndigheder og grønne organisationer at skabe trygge rammer og sikre en god dialog, så flest mulige danskere kan få glæde ved de nye naturnationalparker og trygt opleve en natur, som måske er lidt mere vild, end hvad vi er vant til i Danmark – men som kan give fantastiske naturoplevelser.
Om målingen
- Målingen er foretaget af Epinion for Danmarks Naturfredningsforening blandt 1068 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 2. - 7. februar 2022.
- Se hele målingen her: https://www.dn.dk/media/89807/naturnationalparker-epinion-2022.pdf
Kontakter
Emil Nielsen
Pressechef, Danmarks Naturfredningsforening
31 19 32 46 | emil@dn.dk
Mikkel Faartoft
Pressemedarbejder, Danmarks Naturfredningsforening
26 79 59 83 | mikkel@dn.dk
Information om Danmarks Naturfredningsforening
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Grøn aftale skal blive til grøn virkelighed med stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden til DN8.5.2025 07:59:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening (DN) styrker nu indsatsen for at sikre, at trepartsaftalen fører til en reel genrejsning af dansk natur. Det skal ske i samarbejde med danskerne og bliver muliggjort af stor fondsbevilling fra Novo Nordisk Fonden.
Veddinge Bakker og Skamlebæksletten fredes2.5.2025 12:36:57 CEST | Pressemeddelelse
Fredningsnævnet har netop besluttet at gennemføre fredningen af det stærkt kuperede og enestående smukke landskab, Veddinge Bakker og den kystnære Skamlebækslette, som forbinder bakkerne med havet. Fredningen omfatter 470 hektar.
Uklar handlingsplan om Danmarks ulve28.4.2025 15:34:15 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen åbner for regulering af ulve uden dog at være præcise nok for, hvornår en ulv har udvist en adfærd, der gør den til en problemulv. Det rejser kritik fra Danmarks Naturfredningsforening.
Affaldsindsamlere fandt 80 ton skrald på en uge24.4.2025 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 190.000 børn og voksne deltog i landsdækkende affaldsindsamling i starten af april. Nu er det indsamlede affald gjort op. Resultatet giver anledning til optimisme, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, der står bag indsamlingen.
Natur-hjælp til børneforældre: Nu kan du låne grejtasker på biblioteket14.4.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grejtasker spækket med spændende oplevelser er nu landet på en lang række af landets biblioteker. Det sker for at hjælpe de forældre, som gerne vil mere ud i naturen, men som mangler inspiration. Taskerne kommer fra VILD, der er et børneunivers under Danmarks Naturfredningsforening. Ud over udstyr indeholder taskerne en helt særlig bog-premiere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum