Handling for hønsene
16.9.2021 10:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse

”Vi er selvsagt forfærdede over studiets dokumentation af, hvor udbredte brud på brystbenet hos de æglæggende høner er. Det er helt og aldeles uacceptabelt, at det nærmere er reglen end undtagelsen for høner i alle grene af ægproduktionen,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, efter den nylige offentliggørelse af forskningsresultater fra Københavns Universitet, som viser, at 85 procent af æglæggende høner i dansk produktion har brud på brystbenet. Årsagen er ifølge forskerne formentlig, at hønsenes kroppe er avlet stadig mindre, mens æggene er blevet stadig større.
”Vi er os ydermere smerteligt bevidste, at det også gælder de høns, som vi normalt anbefaler, nemlig økologiske æg og æg under vores mærke ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Derfor har vi med det samme taget fat i vores producenter, som tager det endog meget alvorligt og faktisk allerede nu igangsætter tiltag, der forhåbentlig kan afhjælpe problemerne på kort sigt, imens vi arbejder på de holdbare løsninger på lidt længere sigt,” siger Britta Riis.
Stormøde med alvor
”Brud på brystbenet er så gennemgribende og så omfattende dårlig dyrevelfærd, at vi for at komme løsningerne nærmere må arbejde sammen fra minister til producent. Derfor har vi sammen med Økologisk Landsforening inviteret til et stormøde den 1. november, hvor vi samler så mange af de afgørende parter som overhovedet muligt, og vi forventer et ja tak fra alle, der tager problemet alvorligt. Vi har allerede fået tilsagn fra fødevareminister Rasmus Prehn, fra forskerne, fra producenterne og imødeser snarest at få det fra de største detailhandelskæder. Vi forventer, at vi sammen på mødet kan få grundigt overblik, få mulige løsninger på bordet og få slået fast, at vi skal handle hurtigt. Med den viden, som vi nu har, er det ikke rimeligt at skyde hønsene til hjørne med årelange forskningsprojekter” siger Britta Riis, som derudover også understreger, at der er behov for en indsats, der rækker udover Danmark.
Europæisk pres
”Problemet med dyrevelfærden for hønerne er ikke et rent dansk problem. Eksempelvis ligger to store avlsvirksomheder i andre europæiske lande. Derfor tager vi også fat i dyrevelfærdsorganisationernes europæiske sammenslutning, Eurogroup for Animals, så vi i fællesskab kan adressere avlen. Det er ikke et problem, der er løst i overmorgen, men det er heller ikke et problem, der kan vente længe med at finde en udvej for hønerne,” siger Britta Riis.
Skarp bagkant for handling
Efter stormødet den 1. november vil Dyrenes Beskyttelse se mere definitivt på mærket til æg.
”Vi kommer til at ændre mærkekravene til produktionen under vores mærke. Hvordan og med hvilke kriterier vil vi sætte os sammen og finde ud af, når vi har haft stormødet. Vi har haft denne her nye viden i en god uges tid, og der er ikke nogen snuptagsløsninger. Det skal være fagligt funderede og langsigtede løsninger, men det har en skarp bagkant. Hønerne skal ikke vente meget længe på løsningerne. Såfremt vi ikke finder en løsning, kan vi selvfølgelig ikke længere anbefale æg,” siger direktøren.
Skær ned på mad, hvor dyr lægger liv til
”Mit råd til forbrugerne er i det hele taget at skære kraftigt ned på fødevarer fra animalsk produktion, hvor dyrene lægger liv til vores mad. Den groteske intensivering af æglægningen er desværre endnu et ulykkeligt eksempel på, at industriel effektivisering af dyr, som om det var produkter, ikke er svaret på særlig meget. Det er snarere problemet, at vores fødevareproduktion i så høj grad er baseret på mad fra dyr frem for planter. Det går ud over vores klima, natur, biodiversitet, sundhed – og allerværst så går det ud over dyrene, som er prisgivet de betingelser, vi byder dem. Jo længere vi fortsætter ad den vej med argumentet om, at det er for dyrt at vende om, desto større pris betaler dyrene og desto sværere bliver det at skifte retning,” siger Britta Riis.
[Faktaboks]: Info om om forskningen
Studiet ”Keel bone fractures in Danish laying hens: Prevalence and risk factors” er udført på Københavns Universitets Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab. Forskerne har undersøgt 4.800 høns fordelt på 40 flokke for brud på brystbenet og fundet brud hos næsten 4.100 af dem. Studiet konkluderer, at bruddene sandsynligvis skyldes, at hønsene presses indefra af for store og for mange æg. Bruddene forekommer i alle slags ægproduktion.
Kontakter
Britta RiisDirektør
br@dyrenesbeskyttelse.dkMedievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder

Information om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Danmark sætter ny rekord for eksport af levende svin: Det er dybt forkasteligt23.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
17 millioner danske grise blev i 2025 transporteret ud af landet, og dermed har industrien sat ny rekord. Polen var den største aftager, da knap otte millioner danske grise havnede her.
Ny Kraka-rapport afliver myter: Mere plads til svinene har meget begrænsede konsekvenser for dansk økonomi20.3.2026 09:25:00 CET | Pressemeddelelse
Grisene i den danske svineproduktion kan få 50 procent mere plads, uden det får nævneværdige effekter på fødevarepriser, beskæftigelse eller samfundsøkonomien, lyder det i ny rapport fra Kraka.
Danskerne går på gaden for grisene: Vil have et svinevalg20.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
På søndag kulminerer en folkelig bevægelse, når tusindvis af danskere mødes i København. Med krav om rent drikkevand, levende fjorde, gode liv for borgere i landdistrikterne og et værdigt griseliv retter demonstranterne et klart budskab til politikerne to dage før valget.
Dyrenes Beskyttelse: Undercover-bog viser først og fremmest det politiske svigt af grisene17.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er i høj grad politikerne og myndighederne, der er skyld i det store svigt af grisene i dansk svineproduktion. Det viser den netop udgivet bog Flæsk, ifølge Dyrenes Beskyttelse.
Bedre dyrevelfærd i landbruget er vigtigt for hver anden vælger16.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
For 53 procent af danskerne kommer dyrevelfærden i landbruget til at have indflydelse på, hvor de sætter krydset til folketingsvalget. Samtidig ønsker et flertal konkrete forbedringer for grisene indført efter valget.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
