Fugleinfluenza på Bornholm og ved Ringsted

Fødevarestyrelsen har i dag den 4. marts erklæret udbrud af H5N8 fugleinfluenza i to fjerkræbesætninger i Danmark. Det drejer sig om et mindre fjerkræhold, en hobbybesætning, ved Pedersker ved Åkirkeby på Bornholm og et fasanopdræt i Kongsted øst for Ringsted med omkring 550 fasaner. For at forhindre yderligere smitte til fugle i området, bliver fuglene i begge besætninger aflivet i dag.
- H5N8 er meget smitsom, og vi gør alt hvad vi kan for at forhindre, at fugleinfluenzaen spreder sig til andre fugle. For at bremse smitten, indfører vi restriktioner for fjerkræejere i området, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.
Fire tilfælde i hobbybesætninger
Med de seneste to fund af fugleinfluenza, er der nu konstateret fugleinfluenza i syv besætninger i Danmark siden begyndelsen af november. Ud af de syv tilfælde har fire hobbybesætninger været ramt. Det får nu Fødevarestyrelsen til atter at minde om krav og anbefalinger til fjerkræhold.
- Det er alvorligt for fuglene, og det er en alvorlig situation i øjeblikket. Derfor vil vi også på det kraftigste opfordre til, at ejere af fjerkræhold, også hobbybesætninger, er ekstra opmærksomme på at følge krav og anbefalinger for at minimere risikoen for, at vilde fugle kommer i kontakt med deres fjerkræ. Både af hensyn til eget fjerkræ, og af hensyn til fugle i det hele taget, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.
Fortsat krav om overdækning
Der er krav om, at alle fugle og fjerkræ skal være indhegnet. Er indhegningen større end 40 kvadratmeter, skal den overdækkes med net eller mågetråd. Alternativet er at lukke fjerkræene ind eller etablere fast tag over. Er indhegningen mindre end 40 kvadratmeter, anbefaler Fødevarestyrelsen overdækning med fast tag, et net eller mågetråd. Med de nye fund forventer Fødevarestyrelsen ikke, at kravene bliver ophævet foreløbigt.
Selvom kravene bliver overholdt, har det vist sig, at smitten alligevel kan komme ind, og derfor opfordrer Fødevarestyrelsen til, at ejere af fjerkræhold er særligt opmærksomme på så vidt muligt at undgå, at vilde fugle kommer i kontakt med fuglehold og fjerkræ, f.eks. ved at vilde fugle lander oven på netoverdækningen eller umiddelbart i forbindelse med indhegningen. Og så skal ejerne huske at skifte gummistøvler, når de går ind til deres fjerkræ, så de ikke har smittede fugleklatter under støvler.
Store konsekvenser for branchen
Udbrud af fugleinfluenza har store konsekvenser for fjerkræbranchens eksport til lande uden for EU. Fødevarestyrelsen forventer, at bl.a. Japan, Rusland, De Forenede Arabiske Emirater og Singapore nu forlænger deres importstop for danske æg og fjerkræ.
Fugleinfluenza er meget alvorlig for fugle, og der kan i meget sjældne tilfælde ske smitte til mennesker ved nær kontakt med smittede dyr. Der er netop rapporteret om få tilfælde af smitte til mennesker i udlandet, men der er ikke konstateret smitte mellem mennesker.
Derfor er det vigtigt at undgå berøring med døde, vilde fugle. Hvis du vil fjerne døde vilde fugle og ikke kan undgå at berøre dem, anbefales det, at du bruger handsker.
Fakta: Smittezone rundt om besætningerne
Fødevarestyrelsen etablerer en tre og en ti kilometer restriktionszone rundt om de smittede besætninger, hvor fjerkræbesætninger vil blive underlagt særlige restriktioner.
I tre km zonen er der bl.a. krav om, at ejere af hobbyfjerkræ og fugle registrerer deres dyr på landbrugsindberetning.dk. inden 13. marts. Formålet er bl.a. at sikre tæt overvågning, så Fødevarestyrelsen kan reagere hurtigt på nye udbrud tæt på.
I begge zoner er det forbudt at sælge æg samt at flytte æg, høns og andet fjerkræ uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
Yderligere oplysninger
Læs mere om den aktuelle situation for fugleinfluenza og hvad du kan gøre for at beskytte dine dyr mod smitte på bit.ly/3bdURA8
Kontakt
Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på telefon 22 84 48 34.
Billeder
Links
Information om Fødevarestyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen
Besætning med 10.000 kalkuner i Vesthimmerland er ramt af fugleinfluenza10.4.2025 19:33:41 CEST | Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen har torsdag erklæret udbrud af fugleinfluenza i Aalestrup i Vesthimmerlands kommune i en besætning med omkring 10.000 kalkuner. Allerede torsdag indleder Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen arbejdet med at aflive dyrene. Fjerkræavlere og hobbybesætninger i en radius af 10 km fra den smittede besætning i Aalestrup bliver omfattet af restriktioner.
Lille hønsebesætning i Roskilde kommune ramt af fugleinfluenza1.4.2025 17:55:00 CEST | Pressemeddelelse
I Gundsømagle er en besætning med 24 høns ramt af fugleinfluenza. Alle høns bliver aflivet, og Fødevarestyrelsen har oprettet restriktionszoner for alle ejere af fjerkræ inden for zonerne. Fjerkræ i hele Danmark skal fortsat være indelukket eller overdækket.
Fødevarestyrelsen har testet frugt og grønt for pesticidrester – danske produkter klarer sig bedst i analyserne17.12.2024 07:59:00 CET | Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen har kontrolleret ca. 2.500 fødevarer for pesticidrester. 98 procent af prøverne viste intet indhold af pesticidrester eller indhold under de tilladte niveauer, mens pesticidindholdet i 1,2 procent af prøverne kan udgøre en sundhedsrisiko ved indtag over tid.
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere mod kosttilskud, der kan give leverskader15.10.2024 17:42:29 CEST | Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen advarer mod kosttilskuddet Ginseng Kianpi Pil, der indeholder en rod, som er vurderet sundhedsskadelig. Salget af Ginseng Kianpi Pil er sket via Den Blå Avis. Det er nu stoppet af Fødevarestyrelsens rejsehold.
Pas på dine drøvtyggere – bluetongue-virus nærmer sig Danmark28.5.2024 10:00:20 CEST | Pressemeddelelse
Bluetongue er ikke klassificeret som fx fugleinfluenza og afrikansk svinepest. Dermed udbetaler myndighederne hverken erstatning for driftstab eller aflivede dyr, hvis sygdommen slår ned i danske besætninger med får, kvæg eller geder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum