Lolland Kommune

To arkitektteams er udvalgt til den videre proces om udvikling af Nakskov Havn

Del
To arkitektteams er nu udvalgt til at konkretisere deres bud på en samlet udviklingsplan for Nakskov inderhavn. I den forbindelse kan borgerne i Nakskov være med til at give input til de to forskellige planer for fremtidens inderhavn. Det endelige vinderforslag bliver offentliggjort i april 2021.
Foto: Steffen Stamp
Foto: Steffen Stamp

Fire arkitektteams har arbejdet sideløbende på en udviklingsplan for havnen i Nakskov. Bedømmelsesudvalget har nu peget på to teams, ERIK BRANDT DAM arkitekter ApS med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang samt SLA med underrådgiver H+ARKITEKTER, som skal arbejde videre med et konkret bud på, hvordan Havnebygningen på Honnørkaj kan bruges i fremtiden og vise, hvordan Honnørkaj kan blive et aktivt og levende byrum.

Fredag d. 11. december offentliggøres de to udvalgte arkitektforslag, og det vil være muligt for borgerne at kommentere på forslagene indtil d. 18. januar 2021. Forslagene kan ses på www.lolland.dk/politik/nakskov-2030, hvor der er mulighed for at komme med kommentarer. Alle bemærkninger bliver samlet af Nakskov 2030 og vil indgå i det videre arbejde. I de to forslag ’Alle tiders Nakskov’ og ’Spor af Nakskov’ har bedømmelsesudvalget blandt andet lagt vægt på følgende:

’Alle Tiders Havn’

I dette forslag lægges der vægt på dels at bevare og fremhæve de mange historiske elementer i byen og dels på de store perspektiver, der er i samspillet mellem havnen og den bagvedliggende by.

Honnørkajen med Toldboden, Havnebygningen og færgelejerne udgør et samlet og afgørende omdrejningspunkt for hele forslaget. Færgelejerne foreslås som nye opholdsområder med siddetrapper og mulighed for havnebad. Det tidligere billetkontor over for Toldboden skal være ny havnecafé. Toldboden og Havnebygningen skal have reetableret deres arkitektoniske storhed og med det afsæt rumme aktiviteter, som kan gøre bygningerne og området til festplads og forsamlingshus for hele byen.

Forslaget er præget af stor opmærksomhed på de eksisterende kvaliteter og på byens atmosfære og ’tone’. Forslaget rummer en lavmælt og meget sikker og præcis tilgang til at udpege og udforme små lokale forbedringer som elementer i en samlet indsats for at give havnen en ny rolle og attraktionsværdi.

Forslaget er udarbejdet af ERIK BRANDT DAM arkitekter ApS med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang.

’Spor af Nakskov’

Forslaget etablerer et havnerum med tydelige elementer af den vigtige placering mellem Nakskov by og Nakskov Fjord.

I bygningerne og havnearealerne på nordsiden af havnen skabes der plads til Nakskovs ”autentiske fødevarefortællinger”. I Toldboden foreslås en restaurant af høj kvalitet. Fødevarefortællingen bredes ud til Havnebygningen, hvor man i den mere rå østlige del etablerer et åbent rum, der bl.a. kan give plads til udsalgssteder og markeder med lokale fødevarer, der kan fungere i sammenhæng med Honnørkajen udenfor.

Det overordnede indtryk er, at forslaget formår at gøre netop havnerummet til den centrale fortælling i konkurrencen, samtidig med at forslaget lægger tyngde i bygningerne og byrummene omkring Honnørkajen. Det giver et klart billede af en fremtid for Nakskov baseret på det, der udgør noget af det essentielle i byens identitet.

Forslaget er udarbejdet af SLA med underrådgiver H+ARKITEKTER

Den endelige vinder af arkitektkonkurrencen får i foråret 2021 til opgave at udføre et projekt på Havnebygningen og Honnørkajen til et budget på ca. 30,7 mio.kr.

A. P. Møller Fonden har finansieret Havnekonkurrencen som en del af Nakskov 2030-initiativets 12 projekter. Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og den filantropiske forening Realdania.

Fakta om Nakskov 2030

Nakskov 2030 gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og Realdania.

Nakskov 2030 er et ambitiøst initiativ, der skal sende Nakskov godt ind i fremtiden. Målet er en langsigtet positiv udvikling i Nakskov, som skal være en levende og attraktiv by for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende og en stærk hovedby for hele Lolland. Initiativet bygger på grundige analyser og på udviklings- og investeringsplanen ’Nakskov 2030’, som er vedtaget i Lolland Kommune i 2019.

Nakskov 2030 koncentrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehoved og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og den trygge og rolige Nakskov Fjord.

Nøgleord

Kontakter

Tim JeppesenProgramdirektør for Nakskov 2030

Tlf:40 89 41 24

Billeder

Foto: Steffen Stamp
Foto: Steffen Stamp
Download

Information om Lolland Kommune

Lolland Kommune
Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

54 67 67 67http://www.lolland.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Elever som valgte Søllested Skole, da Horslunde Skole lukkede, har fortsat kørsel27.6.2025 10:58:11 CEST | Pressemeddelelse

Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har besluttet, at de elever som valgte at starte i Landsbyordningen i Søllested, da skolen i Horslunde lukkede, fortsat kan blive befordret, selvom busrute 774 mellem Horslunde Terminal og Søllested Landsbyordning lukker pr. 29. juni 2025. Ordningen gælder for de elever, som kommer direkte fra den lukkede skole i Horslunde, samt for de elever, der dags dato har ladet sig indskrive i Landsbyordningen i forvisning om, at de kunne køre til skole med bus. Forældrene skal, som hidtil, betale hvad der svarer til buskortet på den tidligere rute. Den særlige aftale om befordring gælder i maksimalt 7 år. Således kan elever, der er indskrevet og starter i 0. klasse efter sommerferien, gøre deres skolegang færdig i Søllested Landsbyordning. Da der er tale om frit skolevalg skal alle eleverne, der benytter ordningen betale et beløb svarende til et almindeligt buskort. Tine Vinther Clausen, der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, fortæller: "I forbindel

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye