Plastposen er dårlig for miljøet

Du husker måske Miljøstyrelsens bæreposeundersøgelse fra 2018, der tog overskrifter med udsagnet om at ”plastbæreposen er bedst for miljøet”. Miljøstyrelsens konklusion var baseret på en LCA, hvor styrelsen havde sammenlignet en række forskellige poser. Rapporten konkluderede, at man skulle bruge en papirspose 40 gange, en stofpose i konventionel bomuld 7100 gange, og en stofpose i økologisk bomuld 20.000 gange, før de var bedre alternativer for miljøet end plastikposen.

Undersøgelsen skabte på det tidspunkt heftig debat i medierne, blandt andet på grund af undersøgelsens datagrundlag og de antagelser, som styrelsen havde lagt til grund. Yderligere problematisk blev det, da det kun var en mindre del af undersøgelsens konklusioner, der blev fremhævet af styrelsen selv og efterfølgende i medierne. På den måde blev en kompleks problemstilling reduceret til en enkelt overskrift, som var baseret på et tvivlsomt analyseapparat. 

Dagens nye rapport, der er udarbejdet af det engelske konsulenthus Eunomia, der bla. udfører LCA'er for EU-kommissionen, piller Miljøstyrelsens analyse fra hinanden og påpeger en række fejlkilder. Samtidig stilles der skarpt på analysemetoden i LCA'er, der er det analytiske værktøj vi oftest sætter vores lid til i miljøberegninger, og som danner grundlag for politiske beslutninger mod mere bæredygtighed.

I den grønne omstilling har vi i mange år ladet os guide af analysemetoden i LCA'er og intentionen har naturligvis været, at analyserne skal sikre et oplyst beslutningsgrundlag for politikere og industriaktører. Men analysemetoden kommer i stigende grad til kort i forhold til at levere de miljømæssige korrekte konklusioner. Ifølge den engelske rapport risikerer de derimod at favorisere en lineær økonomisk tænkning og dermed fastholde status quo snarere end at anvise skridt hen mod et mere harmonisk forhold til klodens ressourcer. 

Med rapporten ønsker Eunomia at sætte fokus på, at i overgangen fra den lineære økonomi til den cirkulære økonomi, er vigtigere end nogensinde, at vi bruger LCA værktøjet med omhu. Heri at vi erkender at konklusioner og uddrag fra livscyklusanalyser ikke er ubestridelige og objektive sandheder. En LCA er kun et værktøj og som med alle andre værktøjer kan det bruges godt eller skidt - og kommunikationen af dens konklusioner bør aldrig reduceres til simple overskrifter.

LCA'er som metode, handler om at stille de rigtige spørgsmål. Hvad nu, hvis spørgsmålet ikke er hvilket materiale, der er "bedre" end et andet materiale, eller hvorvidt engangsbrug er bedre end genbrug – men nærmere hvordan kan vi kan designe genbrugssystemer, der har den mindste miljøpåvirkning. Et centralt aspekt af dette er design, dvs. ikke at se på statiske systemer, men at forstå de designparametre, vi kan ændre for at optimere produktets eller systemets miljømæssige ydeevne.