Gladsaxe kickstarter virksomheders sociale ansvar
”Kickstarter til dobbelt bundlinje” er et forløb, som skal være med til at gøre en håndfuld små og mellemstore lokale virksomheder til socialt ansvarlige rollemodeller. Det sker blandt andet via skræddersyet rådgivning og forretningsudvikling. Formålet er at øge virksomhedernes omsætning og samtidig hjælpe udsatte borgere til at få foden inden for på arbejdsmarkedet.
En kærkommen mulighed
Move Innovation er en af de lokale virksomheder, som er en del af forløbet. Ingeniørvirksomheden har til huse på Dynamovej og planlægger allerede at ansætte en produktionsmedarbejder til september.
- Vi har tidligere prøvet at få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ind i vores virksomhed. Men vi har ikke været klædt ordentligt på til at håndtere det. Derfor er forløbet en kærkommen mulighed for os, og vi har fået en kanon rådgivning omkring forretningsudvikling indtil videre. Rådgivningen vil også hjælpe os til at skabe jobs uden for de kritiske funktioner, så vi kan møde de nye medarbejdere med fleksibilitet og samtidig give dem bedre rum til at løse opgaverne, siger CEO i Move Innovation Jørgen Ole Kjær.
Godt samarbejde mellem virksomheder og kommune
Hos Den Sociale Kapitalfond ser man gode muligheder i netop Gladsaxe.
- Gladsaxe er jo et glimrende eksempel på en kommune, der er meget lydhør og omstillingsparat i mødet med virksomhederne. Derfor har vi også haft rigtig god succes med tidligere samarbejder. I ”Kickstarter til dobbelt bundlinje” bliver lokale virksomheder forretningsudviklet og skaber nye jobmuligheder for udsatte borgere, som kommunen kan gribe og rekruttere ud fra, siger Steen Malmberg, der er partner i Den Sociale Kapitalfond.
Værdi for erhvervsliv og udsatte borgere
Gladsaxes borgmester Trine Græse er også begejstret for samarbejdet mellem virksomhederne og Den Sociale Kapitalfond. Hun ser det som et bevis på, at økonomisk vækst og social ansvarlighed sagtens kan forenes.
- Jeg er glad for, at vi er en del af dette forløb. Som verdensmålskommune er det vores ambition også at sikre social bæredygtighed, og initiativer som ”Kickstarter til dobbelt bundlinje” er netop et eksempel på, at der kan skabes værdi for både erhvervsliv og udsatte borgere på en og samme tid. Men det kræver, at man søger de muligheder, som fødes ud af stærke partnerskaber og har tålmodigheden til at afvente resultaterne. Og det har vi i Gladsaxe, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Gladsaxe er en ud af fem kommuner, som er en del af ”Kickstarter til dobbelt bundlinje”. Forløbet er en del af flere initiativer i Gladsaxe, der har til formål at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.
”Kickstarter til dobbelt bundlinje” flugter med Gladsaxestrategiens målsætning om at få flere udsatte borgere i job gennem partnerskaber. Med Gladsaxestrategien har Gladsaxe som den første kommune i Danmark indtænkt FN's verdensmål i sin overordnede strategi.
Kontakter
Borgmester Trine Græse via kommunikationschef Ulla Baden, telefon: 22 76 56 22 / mail: ulla.baden@gladsaxe.dk
Partner i Den Sociale Kapitalfond Steen Malmberg, telefon: 20 62 20 60 / mail: sma@socialkapitalfond.dk
Information om Gladsaxe Kommune
Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der indarbejdede FN’s verdensmål i sin kommunestrategi. Med verdensmålene som ramme arbejder Gladsaxe for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed samt en grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt. Gladsaxe Kommune har ca. 69.000 indbyggere og grænser op til København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Herlev kommuner.
Du kan læse mere om Gladsaxe Kommune på gladsaxe.dk.
Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Gladsaxe laver særlig indsats for gravide med højt BMI23.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxe er blandt de første kommuner, hvor gravide borgere får hjælp til at stabilisere deres vægt, hvis de har et BMI over 30.
Gladsaxe ansætter en socialsygeplejerske22.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxe Kommune ansætter en socialsygeplejerske for at styrke indsatsen i forhold til socialt udsatte borgere ved at tilbyde sygeplejefaglig støtte og brobygning mellem de forskellige aktører på sundheds- og socialområdet.
Gladsaxe sætter nye retningslinjer for brug af skærme i skolerne10.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye retningslinjer for Gladsaxes skoler brug af iPads og computere i undervisningen tager udgangspunkt i anbefalinger fra lærere, elever og forældre.
Gladsaxe hylder valg af bæredygtig transport28.2.2025 08:37:39 CET | Pressemeddelelse
Gladsaxe Kommune har netop skudt en kampagne i gang, som hylder alle, der vælger at transportere sig bæredygtigt til gavn for klima, trængsel og sundhed.
Gladsaxe indfører straksforbud mod turbokyllinger27.2.2025 08:53:06 CET | Pressemeddelelse
Fremover vil Gladsaxe Kommune kun købe økologiske kyllinger eller kyllinger med dyrevelfærdsmærket tre hjerter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum