Undgå online fælden, når du skal have det juridiske på plads

Hos Danske BOLIGadvokater oplever man med jævne mellemrum, at kunder kommer i klemme, fordi de står med et juridisk dokument, de har fået fra nettet og som viser sig senere at være måske ugyldigt eller mere sandsynligt tvetydigt. Hvad enten det er en købsaftale eller ægtepagt, et testamente eller måske en fremtidsfuldmagt skal juridiske dokumenter være knivskarpe og ikke efterlade plads til fejlfortolkninger. Det er afgørende, at kunden får overblik over alle de juridiske og økonomiske aspekter, der kan spille ind og eventuelt spænde ben for, at tingene går som man ønsker.
Plat eller krone bestemte, da mangelfuld samejeoverenskomst skabte splid over fælles andelsbolig
Et godt eksempel var et yngre par, der havde fået udarbejdet en samejeoverenskomst online i forbindelse med købet af deres fælles andelsbolig. Dokumentet skulle regulere, hvad der skulle ske, såfremt parret gik fra hinanden. I samejeoverenskomsten stod der, at hvis begge parter ønskede at overtage boligen, skulle det afgøres ved auktion. Dette viste sig dog hurtigt irrelevant, fordi begge parter var villige til at byde den fastsatte maxpris på andelsboligen.
’’Den ene part mente at have fortrinsret til boligen, fordi pågældende havde skaffet dem boligen til at begynde med, men det var ikke nævnt i samejeoverenskomsten. Sagen blev endegyldigt afgjort ved lodtrækning til stor frustration for vedkommende, som endte med at måtte fraflytte boligen’’, fortæller Peter Boe Christensen, advokat og næstformand for Danske BOLIGadvokater og fortsætter:
’’Når juridiske dokumenter er tvetydige eller ligefrem ugyldige, må vi som advokater - i bedste fald - falde tilbage på den gældende lovgivning og i retsplejeloven står der, at hvis en andelsbolig skal sælges via tvangsauktion og flere ønsker at byde maxprisen, skal det afgøres ved lodtrækning. I værste fald må sagen afgøres af domstolene. Det er bare rigtig surt at finde ud af, når man først står i situationen. Det er jo ofte situationer, som i forvejen er svære, f.eks. ved dødsfald, skilsmisse eller lignende.’’
De juridiske konsekvenser er umulige at gennemskue for forbrugerne
Det kan være fristende at få lavet et testamente på nettet. Det virker som en hurtig og billig løsning, og man behøver ikke engang rejse sig fra sofaen. Mange ved bare ikke, at flere af disse online virksomheder blot udarbejder et autogenereret dokument, hvor der ikke følger nogen form for individuel tilpasning eller rådgivning med.
Et testamente foreskriver som regel, hvad der skal ske, når man engang går bort. Det er helt efter bogen, især hvis der indgår mange penge eller en virksomhed i boet, eller såfremt der er interne stridigheder i familien. Danske BOLIGadvokater ser dog et stort problem i, at visse online virksomheder indsætter sig selv som bobestyrer på de testamenter, som de udarbejder for kunder over nettet.
’’Når fru. Jensen i Vestjylland uden særlige værdier får indsat en københavnsk advokat, eller måske blot en såkaldt juridisk rådgiver, som bobestyrer i sit testamente er det både hamrende upraktisk, alt for dyrt og urimeligt overfor fru. Jensen og hendes familie. Mange ved ikke, hvad de indvilger i, når tingene foregår over nettet og har man ikke særlige værdier i boet, er det sjældent nødvendigt med en bobestyrer. Bobestyrerbehandling vil i så fald være at skyde gråspurve med kanoner’’, forklarer Peter Boe Christensen og afslutter:
’’Folk der ikke kender lovgivningen vil – efter min opfattelse – let kunne få et juridisk dokument, der ikke udtrykker deres vilje, hvis alt foregår over nettet. Grundig kommunikation om ønsker og muligheder er afgørende, så dokumentet i videst muligt omfang kommer til at svare til kundens ønsker’’.
Nøgleord
Kontakter
Peter Boe ChristensenNæstformand
Advokat og næstformand for Danske BOLIGadvokater
Billeder
Information om Danske BOLIGadvokater
Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet.
Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel.
Danske BOLIGadvokater er repræsenteret i følgegrupperne for hhv. huseftersyn og tinglysning.
Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag godt 100 medlemmer fordelt over hele landet.
Følg pressemeddelelser fra Danske BOLIGadvokater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske BOLIGadvokater
De vigtigste råd inden du får nøglerne til dit splinternye hjem20.8.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske BOLIGadvokater har udgivet en håndbog, der guider dig gennem hele processen med at købe en projektbolig. Her er de vigtigste råd til, når du (næsten) står med nøglerne til dit nye hjem.
Mens du venter på, at dit nye hjem bliver bygget færdigt6.8.2024 09:15:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny bolig i et projektbyggeri, er en bolig, der endnu ikke findes, og hvor du derfor ikke kan sammenholde salgsopstillingen med virkeligheden. Derfor er der al mulig grund til at følge byggeprocessen tæt. Danske BOLIGadvokater har udgivet en håndbog, der guider dig gennem ventetiden.
Nyt netværk for unge boligadvokater23.7.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et netværk af yngre boligadvokater skal sikre, at der også i fremtiden – og i flere dele af Danmark – vil være advokater, der kan hjælpe boligkøbere igennem de mange juridiske faldgruber. Netværket er lanceret af Danske BOLIGadvokater.
Boligejere i chok efter opkrævning af ejendomsskat9.7.2024 09:16:29 CEST | Pressemeddelelse
Telefonerne kimer hos landets boligadvokater med spørgsmål som: ”Hvad skal jeg gøre? Jeg har fået en gigantisk opkrævning og kan ikke forstå, at jeg skal betale så meget i ejendomsskat”. Det er efterregulering af ejendomsskat fra 2021, 2022 og 2023, der bringer boligejerne i chok.
Vær vågen inden du sætter underskriften på projektboligen3.7.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når du køber en ny bolig, der er en del af et projektbyggeri, rejser det nogle helt andre spørgsmål, end hvis du var på udkig efter en bolig, der allerede er bygget. Danske BOLIGadvokater har netop udgivet en håndbog, der guider dig gennem hele processen. For hvad kan du egentlig selv gøre for at få succes med købet?
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum