DI - Dansk Byggeri

Halvdelen af husene i Østjylland har dårlige energimærker

Del
Ældre huse med utætte vinduer, dårlig isolering og et højt varmeforbrug er ikke et særsyn i Østjylland, hvor halvdelen af enfamiliehusene har et dårligt energimærke. Det går ud over miljøet, for der er store mængder CO2 at spare, hvis husenes energimærker bliver forbedret med bare et enkelt trin, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

Der er store forskelle fra kommune til kommune.

I Syddjurs Kommune har 3.302 enfamiliehuse et dårligt energimærke (D-G). Det svarer til 62 procent af de energimærkede enfamiliehuse i kommunen. På Samsø gælder det for 77 procent af de energimærkede huse.  I Horsens, Randers, Hedensted, Norddjurs og Odder har mellem 53 og 57 procent af enfamiliehusene et energimærke D-G, mens det gælder for halvdelen af husene i Favrskov og Silkeborg.

Mest positivt ser det ud i Skanderborg og Aarhus. Her har henholdsvis 43 og 42 procent af de energimærkede huse i kommunen et dårligt energimærke. Aarhus klarer sig også bedst blandt landets største byer. Og langt bedre end landsgennemsnittet på 59 procent. 

- Desværre er mange boligejere tilbageholdende med at energirenovere. Isolering af lofter, gulve og mure, nye tætte vinduer og døre med videre er ellers et stort plus for både pengepungen og klimaet, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Meget at spare
Dansk Byggeris analyse viser, at hvis et enkelt gennemsnitshus på 140 kvadratmeter med energimærke G bliver forbedret et hop opad til F, vil man kunne reducere udledningen af CO2 med mellem et og fem ton hvert år, afhængig af hvordan huset bliver opvarmet.

- Som husejer kan man altså gøre en stor forskel for miljøet ved at energirenovere sin bolig. Samtidig er det en god investering. En analyse fra Copenhagen Economics viser, at en bedre energiklasse gør et hus på 100 kvadratmeter cirka 50.000 kr. mere værd. Oven i kommer de penge, man sparer på varme. Så der burde ikke være så stor tøven, siger Michael H. Nielsen.

En beregning fra analysen, lavet i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut, viser, at hvis alle enfamiliehuse i Danmark får rykket deres energimærke ét skridt op, fx fra energimærke D til C, vil man reducere udledningen af CO2 med 940.000 ton om året. Det svarer til omkring 3,3 procent af den reduktion af klimagasser, som Danmark mangler for at nå sit klimamål i 2030.

- En måde at gøre det mere attraktivt at energirenovere boligen kan være at ændre håndværkerfradraget, så den enkelte boligejer kan lægge fradrag fra flere år sammen og bruge dem på én gang til en større investering i klimavenlige forbedringer. Samtidig bør energimærkerne også moderniseres i takt med, at der bliver udviklet nye energivenlige løsninger, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

 
 

Kontakter

Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon 20 28 52 64
Pressemedarbejder Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye