DI - Dansk Byggeri

Julestemning i dansk økonomi

Del
Danmarks Statistik har op til juleferien sendt en stor snebyge af nøgletal ud i det ikke særlig vinterlige landskab. Langt de fleste nøgletal er heldigvis opløftende læsning, der understreger, at 2019 har været et godt år for dansk økonomi, om end Dansk Byggeri venter noget lavere vækst i 2020.

Ifølge Danmarks Statistik steg beskæftigelsen af lønmodtagere i oktober med 2.900 personer sammenlignet med måneden før, når der korrigeres for sæsonudsving. Og med 2.795.800 beskæftigede lønmodtagere har der aldrig været flere i job end nu.

- Det danske arbejdsmarked har i løbet af efteråret gjort et ganske stærkt comeback. Efter at have udvist svaghedstegn hen over sommeren, er der igen kommet mere gang i jobfesten. Dansk Byggeri forventer dog, at der i 2020 vil komme færre nye job end i de foregående år, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

700 nye byggejob i september og oktober
I bygge- og anlægsbranchen er jobvæksten hen over efteråret igen taget til. På to måneder er der skabt 700 nye job i byggeriet - 250 i september og 450 i oktober.

- Så på den ene side er byggeriet ikke længere den største jobmotor i opsvinget, men der bliver stadig skabt nye job, siger Bo Sandberg.

Foreløbig BNP-vækst på 2,2 procent i 2019
Danmarks Statistiks reviderede nationalregnskab viser, at der fra 2. kvartal til 3. kvartal er sket en moderat vækst på 0,3 procent, når man korrigerer for sæsonudsving. Til gengæld er der tale om en bomstærk årsvækst på 2,2 procent for de første tre kvartaler af 2019 sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det går stadig godt i dansk økonomi, men tempoet er så småt på vej ned, hvilket blandt andet kan ses ved et fald i importen i 2019. Omvendt er det i øjeblikket især eksporten, der sikrer den pæne vækst i økonomien, siger Bo Sandberg.

Ser man på investeringerne, har de bevæget sig udramatisk og halvsløjt baglæns med én procent i 2019.

- Det samlede facit dækker over et stort fald i investeringer i maskiner på 14,5 procent, men til gengæld en kraftig stigning i boliginvesteringer på 11 procent i årets første tre kvartaler. Det medvirker til den højeste byggebeskæftigelse i 12 år, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Op til juleferien har Danmarks Statistik også offentliggjort nye forbrugertillidstal. Her er der sket en stabilisering af forventningerne til fremtiden på et lavt niveau.

 
 
 

Kontakter

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19
Pressemedarbejder Sarah Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye