Præsentation af bogen Nakskov Skibsværft i billeder

Nakskov Skibsværft (1916-1986) var Lolland-Falsters største virksomhed, og værftet skabte gennem årtierne en imponerende fotosamling på 80.000 billeder. Samlingen rummer fotos af værftets mange skibe og stabelafløbninger, af værftsområdet, arbejdssituationer og af de mange tusinde ansatte.
Igennem de seneste to år har frivillige på arkivet arbejdet med at skanne og registrere billederne. Dermed er samlingen nu gjort tilgængelig for alle, og den har allerede opnået stor opmærksomhed fra mange, som er interesserede i skibsværftet, i skibsbygning og i de enkelte skibes historie.
Med støtte fra ØK’s Almennyttige Fond og Lollandsfonden har det været muligt at udvælge de 250 bedste billeder fra samlingen og præsentere dem i bogen ”Nakskov Skibsværft i billeder”. Billederne fortæller den spændende historie om Nakskov Skibsværft fra den tidligste start til værftets sidste år og lukning.
Tid og sted:
Bogpræsentation: lørdag den 9. november 2019 kl. 10.30
Udstilling: lørdag den 9. november 2019 kl. 10-15
Bogpræsentationen og udstillingen finder begge sted på Nakskov lokalhistoriske Arkiv, Jernbanegade 8, 4900 Nakskov.
Bogen vil kunne købes i Nakskov lokalhistoriske Arkiv, i Bog & Idé Nakskov og hos Nakskov Turistbureau.
Baggrund for skanning af fotoarkivet
Da Nakskov Skibsværft lukkede i 1986 og blev afviklet over de kommende år, blev der også taget hånd om arkiverne. Hovedparten af værftets arkivalier kan i dag studeres på Rigsarkivet, og det store arkiv med skibstegninger over alle nybygninger blev overdraget til Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum. En skønsom blanding af breve, dokumenter, salgsbrochurer, kontrakter og meget andet endte på Nakskov lokalhistoriske Arkiv. Til denne samling hører også Nakskov Skibsværfts fotoarkiv.
Fotoarkivet rummer negativer fra 1927 til og med 1986. Nogle få ældre fotos fra skibsværftets tidlige år indgår også i fotoarkivet. Samlingen på ca. 80.000 negativer er omhyggeligt forsynet med oplysninger om dato for optagelsen, motiv, nybygningsnummer og i heldige tilfælde navne på personer og begivenheder. Denne registreringsmetode blev indført af skibsværftets første arkivar og fotograf, Gustav Danielsen, i 1927, og blev siden hen videreført af hans afløsere i arkivet. Resultatet er et righoldigt og alsidigt fotoarkiv med tilhørende oplysninger om motiverne.
Der er ingen tvivl om, at fotodokumentation har været et vigtigt led i arbejdet på Nakskov Skibsværft. Der er fotograferet nybygninger fra før kølen blev lagt til den dag, hvor skibet blev overdraget til ejeren og dermed forlod Nakskov. Skibsbygningens mange arbejdsprocesser er også dokumenteret, og fotograferne har været overalt på værftet for at forevige de ansatte i deres daglige arbejde. Flere gange om året var der festivitas, når en nybygning skulle døbes og løbe af stablen. Et stort stillads med et podium til forskellige honoratiores blev opstillet, og her stod gudmoderen, når hun døbte skibet i champagne. Nakskov Skibsværfts orkester spillede, og gæster og ansatte så til, når skibet gled ud i Nakskov Havn for derefter at blive trukket ind til monteringskajen. Her fortsatte arbejdet med at færdiggøre skibet, inden det blev sendt på prøvetur i Langelandsbæltet. Det hele er dokumenteret af værftets fotografer.
I 2017 begyndte Nakskov lokalhistoriske Arkiv at skanne de mange negativer. Arbejdet blev muliggjort med en stor donation fra Velux Fonden til indkøb af skannere og pc’ere. En efterlysning af frivillige, der havde lyst til at hjælpe med den store opgave med at skanne og registrere billederne, resulterede i at 12 frivillige meldte sig. En del af de frivillige havde selv arbejdet på værftet. Der kom hurtigt fuld fart på opgaven, og arkivet var bemandet med frivillige, hvoraf nogle var tidligere ansatte på værftet, alle ugens hverdage.
Efterhånden som de mange negativer blev skannet og registreret, stod det klart, at der er tale om en historisk perle, som bør være tilgængelig for alle. Med velvillig støtte fra ØKs Almennyttige Fond og Lollandsfonden er det nu muligt med denne fotobog.
Nøgleord
Kontakter
Heidi Pfeffer
Arkivleder
Tlf. 54 67 68 64/54 95 15 45
Mail: hepf@lolland.dk
Billeder

Information om Lolland Kommune
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Teatermagi ruller ind på Maribo Torv: Det Kongelige Teaters Postyrium gæster Lolland1.5.2025 09:31:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn i Lolland Kommune kan glæde sig til en ganske særlig kulturoplevelse, når Det Kongelige Teaters rullende børneunivers, Postyrium, kommer til Maribo Torv. I dagene 6.-10. maj får alle børn og deres voksne mulighed for at prøve kræfter med teatertrylleriets verden, når Postyrium løfter scenetæppet for alt det forunderlige og sjove, teatret kan. Det er gratis at være med.
Tre kommuner med fælles forslag: Byg krigsskibe på Lolland26.4.2025 09:41:22 CEST | Pressemeddelelse
Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner foreslår i fællesskab, at en del af Forsvarets kommende skibsproduktion placeres i Rødbyhavn, hvor der i forvejen er store fabriks- og havnefaciliteter klar til brug om få år.
Turbåden Anemonen er klar til to nye sæsoner22.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forpagtningsaftale er på plads. Fra 1. maj overtager Niels Skadborg og Christian Pedersen ansvaret for at drive turbåden Anemonen med rundture og chartreture i Naturpark Maribosøerne – nærmere bestemt på Søndersø centralt i Maribo.
Kjær & Lassen vinder hovedentreprisen på Havnebygningen i Nakskov10.4.2025 09:32:09 CEST | Pressemeddelelse
Efter en udbudsrunde med fire bydende virksomheder er entreprenørfirmaet Kjær & Lassen blevet valgt som hovedentreprenør på renoveringen af Havnebygningen i Nakskov. Der er givet en tilbudssum på 25,77 millioner kroner, og projektet realiseres som en del af Nakskov 2030-initiativet med støtte fra A.P. Møller Fonden, der har bidraget med godt 50 millioner kroner til renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj.
Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn8.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lolland og Guldborgsund Kommuner står sammen om at foreslå Rødbyhavn som ny national industripark. Det skal bidrage til at imødekomme nationale kapacitetsbehov og samtidig virke som en dynamo for ny vækst og udvikling på Lolland-Falster.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum