Geder skal sikre mad til Danmarks mest kræsne sommerfugl
Få kilometer sydvest for Møns spektakulære klint finder du det urteklædte overdrev Høvblege, der er et sandt mekka for insekter. Her lever Danmarks eneste tilbageværende eksemplarer af arten sortplettet blåfugl, der har helt særlige krav til sit valg af levested. Den blågrå sommerfugl er nemlig afhængig af de to urter vild timian og vild merian for at overleve, og dem skal en flok geder nu hjælpe med at give luft og lys til at vokse.
- Vi har de seneste år ryddet et større område af Høvblege for træer og buske for at give den særlige natur endnu bedre vilkår. Det vokser lynhurtigt til igen, hvis ikke vi gør noget, og her kommer gederne ind i billedet. Geder er eminente naturplejere, da de holder buske og krat nede. De skaber en mosaik af lave bevoksninger og åbne pletter, som er nærmest umuligt at efterligne og som er perfekte levesteder for eksempelvis sommerfugle, siger skovrider Claus Jespersen, Naturstyrelsen Storstrøm.
Kreaturer græsser i forvejen året rundt i området for at bevare den unikke natur, hvor man udover den truede sortplettet blåfugl også kan finde talrige sjældne orkideer og insekter, blandt andre den smukke sommerfugl timiankøllesværmer. Området er et af de 15 områder, der indgår i Danmarks Naturkanon, Natura 2000-område og er nu også kerneområde i UNESCO biosfæreområde Møn.
Lader lave urter i fred
Naturstyrelsen har i en årrække haft geder til at græsse på det nærliggende overdrev Jydelejet, der især er kendt for den purpurrøde orkidé horndrageren, der kun lever her. Det er erfaringerne herfra, der lægger til grund for, at de godmodige drøvtyggere nu er sluppet løs på Høvblege.
- Vi har fulgt gedernes færden nøje og konstateret, at de ikke går efter de lave og sarte urter og blomster, hvis der er nok anden mad i form af højere planter som krat, buske og græsser. Derfor er vi ikke nervøse for, at de spiser sommerfuglenes fødegrundlag. Tværtimod kan vi se, at gederne ofte finder kreative måder at nå blade og grene, og at de gerne stiller sig på bagbenene og på den måde både rydder og formklipper eksisterende krat, siger Claus Jespersen.
Gederne kommer til at græsse på Høvblege fra foråret til begyndelsen af vinteren og kommer til at gå side om side med de helårsgræssende kreaturer. Alle har ret til at færdes i indhegningerne. Man skal dog som altid være opmærksom på dyrene.
Geder hjælper til i hele landet
Naturstyrelsen har den seneste årrække brugt geder til naturpleje en række steder i landet. For eksempel på Hammerknuden på Bornholm, på Vejlbo Mose ved Silkeborg, i Svanemosen ved Kolding, i Rebild Bakker og på Sønder Hostrup overdrev syd for Aabenraa.
Fakta: En snu snylter
Sortplettet blåfugl er voldsomt kræsen i sit valg af levested. Den lægger kun sine æg, hvor der vokser vild timian eller vild merian. Og samtidig er den afhængig af, at den røde stikmyre finder sommerfuglelarven og slæber den med ned i sit bo. Her udskiller larven et sukkerholdigt sekret, som myrerne er vilde med. De lader den være i fred, mens den til gengæld æder løs af myrernes egne larver.
Kontakter
Skovrider Claus Jespersen, Naturstyrelsen, tlf: 2249 6575, e-mail: cje@nst.dk
Pressemedarbejder Lykke Fabricius Port, tlf: 2222 0365, e-mail: lykfa@nst.dk
Billeder
Information om Naturstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Støtte til fornyelse af Opalsø-området på Bornholm16.12.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 8 millioner kroner vil det blive en bedre oplevelse at besøge en af Bornholms største turistattraktioner: Opalsøen.
Danmarks største klima-lavbundsprojekt på vej i Ribe: 2.700 hektar landbrugsjord kan blive våd natur9.12.2024 09:42:02 CET | Pressemeddelelse
I fremtiden skal området øst for Ribe danne rammen om et storstilet projekt, der har enorme miljø-, natur- og klimagevinster. I dag besøger minister for grøn trepart området.
Presseinvitation: Farligt træ i Dyrehaven sprænges væk med dynamit19.9.2024 15:01:20 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag formiddag den 24. september sprænger Naturstyrelsen trækronen væk på en af de gamle bøge nær Ulvedalen af sikkerhedsmæssige årsager.
Flertal i den lokale bestyrelse ønsker elge i Naturnationalpark Gribskov19.6.2024 21:14:39 CEST | Pressemeddelelse
Et flertal i den nyudnævnte lokale bestyrelse har på et netop afholdt bestyrelsesmøde stemt for elge i den kommende Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland.
Fynske Hindsholm får ny statsskov3.5.2024 14:01:52 CEST | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen har sammen med Kerteminde Kommune og to lokale vandværker erhvervet 60 hektar jord til en ny skov. Det markeres ved et pressearrangement med parternes underskrift af samarbejdsaftale om skovrejsning tirsdag den 7. maj kl. 14.00, hvor også skovens navn vil blive offentliggjort.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum