DI - Dansk Byggeri

Akut behov for 8.400 studieboliger i København

Del
Med 26.000 håbefulde unge, der netop har fået at vide, at de skal begynde på en videregående uddannelse i København eller Roskilde til september, bliver der kamp om at få fat i en af de små boliger i hovedstaden, som er til at betale for en studerende. I København er der i øjeblikket et akut behov for 8.400 studieboliger, viser nye tal fra Dansk Byggeri.

Tillykke med pladsen på dit drømmestudie, og held og lykke med boligjagten. 26.000 unge, der netop har fået en plads på drømmeuddannelsen i København eller Roskilde, skal nu i gang med at finde en bolig, der er til at betale for en studerende.

Nye tal fra Dansk Byggeri viser, at der lige nu er et akut behov for 22.000 studieboliger i hele landet, og alene i København og omegn er behovet på 8.400 studieboliger.

- Når 26.000 studerende skal ind på boligmarkedet på én gang, så bliver der kamp om de få mindre boliger, der er til at betale. Nogle er heldige at få plads på et kollegie eller anden form for studiebolig, mens andre må lede efter nålen i høstakken og sove på sofaer eller pendle langvejs fra, indtil de er heldige at finde en bolig, som er til at betale. Og når vi har et akut behov for 8.400 studieboliger alene i København, så vil der være mange, der står uden bolig, når de skal starte på deres studie til september, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Sebastian Kaldahl.

Antallet af unge, der bliver optaget på en videregående uddannelse, er siden 2007 steget knap 50 procent, mens antallet af studieboliger ikke er fulgt med.

- Behovet for studieboliger er størst i København. Det skyldes, at nybyggeriet af studieboliger ikke har været prioriteret fra politisk side i knap 20 år. Københavns Kommune har siden 2013 taget førertrøjen på, og der bliver i dag bygget på livet løs. Det er en glædelig nyhed, men realiteten er stadigvæk, at mange håbefulde studerende ikke kan få tag over hovedet inden studiestart, siger Sebastian Kaldahl, Dansk Byggeri.

I København er der opført under 200 midlertidige studieboliger, og der er flere på vej.

- De midlertidige studieboliger er en god start, når alternativet er at sove på en sofa eller pendle langvejs fra. Men det er stadig meget få boliger i forhold til det akutte behov, og der skal mange flere til. De studerende har en meget lille indkomst, og et alternativ til en studiebolig, der er til at betale med en SU, er ikke eksisterende i København. Man har fra politisk side de seneste 20 år prioriteret at bygge større lejligheder, og sideløbende er antallet af studerende i København blot steget. Det giver en skævvridning på boligmarkedet, og hvis man som studerende skal ind på det private boligmarked, så spiser udgifterne til husleje simpelthen SU’en op og mere til, siger Sebastian Kaldahl, Dansk Byggeri.

Kontakter

Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Sebastian Kaldahl, telefon 29 38 68 85
Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye