Planteforskere får 50 mio. kr. til at skabe bæredygtige afgrøder

Verdens fødevareproduktion vil i den nærmeste fremtid blive udfordret på at levere mad til en voksende befolkning på et bæredygtigt grundlag med et minimalt miljømæssigt aftryk på naturen, og under klimaforhold der ændrer sig. Der er brug for ny viden om, hvordan planter drager fordel af de mikrober, der omgiver dem, og hvordan denne viden senere kan omsættes til miljøvenlige tiltag, der fremmer fødevareproduktion og kvalitet. Internationalt er der stor interesse og omfattende forskning inden for brugen af mikrober, ”biologicals”, som erstatning for kemiske midler til sygdomsbekæmpelse og fremme af plantevækst, men der mangler en helt fundamental forståelse af biologien, for at det vil kunne lykkedes.
Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte det internationale projekt kaldet ”Collaborative Crop Resilience Program (CCRP)” med 203 mio. kr. over seks år. CCRP programmet har en ambition, en størrelse og et tidsperspektiv, der helt sikkert vil bidrage til at opnå en fundamental forståelse, der senere vil kunne anvendes i praksis.
Bevillingen er den hidtil største enkeltbevilling til et forskningsprojekt inden for landbrug i Danmark.
For at nå sit mål bruger det internationale forskerhold tværfaglige tilgange, der forbinder plante- og bakteriegenetik, proteinbiokemi, analytisk kemi og plantefysiologi med biodiversitetsundersøgelser af bakterier og planter samt avanceret modellering. Forskerholdet sigter mod at levere viden og værktøjer til evidensbaseret udvikling af nye modstandsdygtige afgrøder og tilhørende mikrobielle interventioner. Målet er at forbedre produktiviteten, reducere behovet for gødning og pesticider og mindske den negative miljøpåvirkning, der følger af vores fødevareproduktion. For at nå disse overordnede mål undersøger forskerholdet hvordan planters interaktion med komplekse mikrobielle samfund kan bidrage til modstandsdygtige afgrøder.
Et unikt program med forskellige ekspertiser
Professor Jens Stougaard, der leder projektet på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, udtaler: ”Med denne bevilling kan vi nu udforske helt basale ubesvarede spørgsmål om mekanismerne, der styrer samspillet mellem planter og de jordbundsmikrobielle samfund, spørgsmål det tidligere har været svært at få støtte til og mulighed for at søge svar på. Kombinationen af forskellige ekspertiser åbner desuden muligheder for at levere forskning på topniveau. I international sammenhæng er det et unikt program.”
Planteforskningsgrupperne fra Aarhus har mange års erfaring med studier af symbiotiske plante-mikrobeinteraktioner, hvor en enkelt svamp eller bakterie interagerer med en plante under kontrollerede betingelser. Den viden om genomer, genetik og biokemi forskningsgrupperne har etableret ved at forske i de simple en-til-en systemer, giver dem nu mulighed for at bidrage til udredningen af mekanismer og årsagssammenhænge i de meget mere komplekse systemer, hvor planter interagerer med hele mikrobielle samfund.
”Med dette projekt vil forskerne for første gang grave dybere i den biologi, der ligger bag, hvordan planters rødder og blade fungerer sammen med bakterier. Det kan reducere brug af gødning og pesticider ved at udnytte bakteriernes egenskaber. Målet er at skabe et mere smart og mere bæredygtigt landbrug og bane vejen for den næste grønne revolution,” siger Claus Felby, Head of Life Science Research and Industrial Applications Promoting Sustainability, Novo Nordisk Fonden.
Læs mere på Novo Nordisk Fondens hjemmeside
Forskergrupperne ved Aarhus Universitet består af professor Jens Stougaard, lektor Simona Radutoiu, lektor Stig Uggerhøj Andersen, adjunkt Kasper Røjkjær Andersen, adjunkt Dugald Reid og adjunkt Simon Kelly alle fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik, samt lektor Marianne Glasius fra Institut for Kemi.
Projektet gennemføres af forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, North Carolina State University, Berkeley, Utrecht University, Tohoku University og Danmarks Tekniske Universitet, som hver især har styrker inden for landbrugsforskning eller biologisk forskning. CCRP programmet består af tre delprojekter.
- MATRIX, der fokuserer på interaktioner mellem planter og mikrober over jorden.
- INTERACT, der fokuserer mikrobe-mikrobe interaktioner i jorden og deres betydning for samspillet med planter.
- InRoot, der fokuserer på interaktioner mellem planter og mikrober på grænsefladen mellem rødder og jord.
Nøgleord
Kontakter
Professor Jens Stougaard
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
stougaard@mbg.au.dk – 6020 2649
Billeder

Links
Information om Aarhus Universitet Natural Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Flagermus jager hurtigere, når de både bruger øjne og ører10.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det var noget af en øjenåbner for en gruppe forskere, da de opdagede, at flagermus også bruger øjnene, når de jager insekter − i hvert fald, når det er lyst nok til det. Målinger viser, at når insektædende flagermus kombinerer ekkolokalisering og syn, sætter det turbo på fangsten.
Klimaforandringer skubber bøg og rødgran mod nord: Danske skove vil være helt forandrede i år 210019.8.2025 14:35:45 CEST | Pressemeddelelse
Om få årtier vil klimaet i mange af verdens skove være så anderledes, at mange af deres træer får svært ved at overleve. I Danmark risikerer vi, at arter som bøg og rødgran bliver presset ud, viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Forskere kortlægger, hvordan planter danner rødder – viden der kan gøre dem stærkere under tørke4.8.2025 13:57:54 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan ved en plante, hvor den skal danne en ny rod? Det spørgsmål har forskere fra Aarhus Universitet og internationale samarbejdspartnere nu givet et banebrydende svar på. I et nyt studie kortlægger de, hvordan planters rodnet udvikler sig helt ned på molekylært niveau. Og den viden kan på sigt få betydning for både planteforædling og forståelsen af, hvordan ukrudtsmidler virker. Opdagelsen åbner for nye muligheder for at udvikle afgrøder, der er bedre rustet til et klima med mere tørke og ekstreme vejrforhold, og samtidig giver den indsigt i, hvordan kemiske stoffer påvirker planters vækst indefra.
Forskere udvikler nyt RNA-værktøj mod ALS - kan bane vej for fremtidige behandlinger8.7.2025 09:29:26 CEST | Pressemeddelelse
Forskere ved Aarhus Universitet har som de første brugt cirkulært RNA til at nedbryde sygdomsassocierede proteiner i humane celler og peger på nye fremtidige veje til behandling af ALS.
International anerkendelse til Aarhus-forskere: RNA-forskning i raketfart17.6.2025 12:15:00 CEST | Pressemeddelelse
RNA-forskningen i Aarhus får et markant løft. To forskere fra samme institut og forskningsmiljø er netop hver blevet tildelt en af Europas mest prestigefyldte forskningsbevillinger – en sjældenhed, som vidner om både faglig tyngde og strategisk potentiale i den aarhusianske forskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum