DI - Dansk Byggeri

Aabenraa Kommune og Dansk Byggeri samarbejder om at blive endnu mere erhvervsvenlig og grøn

Del
Der skal bygges mere bæredygtigt og leveres en endnu bedre service overfor de lokale virksomheder i Aabenraa. Det gav borgmesteren og Dansk Byggeri Sydjylland hinanden håndslag på, da de i april mødtes til dialogmøde.

De lokale bygge- og anlægsvirksomheder mødte op til dialogmøde på rådhuset i Aabenraa med en lang liste med ønsker til borgmester Thomas Andresen. Fx bør kommunen tænke bæredygtigt, når den bygger, lød det fra Dansk Byggeri Sydjylland. I Aabenraa Kommune er bæredygtighed i den grad på dagsordenen, og det glæder både virksomheder og Dansk Byggeri.

- Fremtiden er grøn, men det tager tid inden det slår igennem hos både virksomheder og hr og fru Jensen, og derfor er det vigtigt, at der er nogen, der går foran og køber grønne og bæredygtige byggerier, så virksomhederne kan begynde at specialisere sig inden for det her område. Og her er jeg glad for, at Aabenraa Kommune vil gå i front for mere bæredygtighed. Vores lokale virksomheder vil gerne bygge bæredygtigt, men det kræver, at der er en efterspørgsel, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.

- Fra kommunens side vil vi gerne gå foran og være med til at fremme bæredygtigt byggeri. Det er ikke kun økonomi, der er afgørende, når vi bygger, det er bæredygtighed også. Derfor vil bæredygtighed også komme til at fylde mere i fremtiden, siger borgmester Thomas Andresen.

Dansk Byggeri Sydjylland havde flere forslag til, hvordan Aabenraa kan blive endnu mere erhvervsvenlig. Fx bør kommunen først stille krav om en bankgaranti fra virksomheder, der vil arbejde for kommunen, ved opgaver til en million kroner eller mere. Borgmesteren lovede, at der vil blive set på beløbsgrænsen ved den kommende revision af udbudspolitikken.

- Det betyder meget for særligt de mindre virksomheder, at de ikke skal bøvle med alt det papirarbejde, som følger med kravet om en bankgaranti, så for os er det meget positivt, hvis kommunen vil se på mulighederne for på det her område at gøre det nemmere at byde på kommunale opgaver, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.

Flere store byggeprojekter i Aabenraa og nye regler har givet længere ventetid på en byggetilladelse, og der var ros fra Dansk Byggeri Sydjylland til kommunen for at ansætte flere medarbejdere til netop sagsbehandlingen.

- Aabenraa lå sidste år på en flot niendeplads i Dansk Byggeris analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er. Jeg synes, at det er meget positivt, at de bliver ved med at se på, hvordan de kan gøre det endnu bedre at drive virksomhed i Aabenraa, siger formand for Dansk Byggeris lokalforening, BYG Aabenraa, Freddy Meyenburg, der deltog på mødet sammen med bestyrelsesmedlem Flemming Bille.

- Hvis vi skal skabe arbejdspladser og vækst i vores lokalområde, så kræver det, at vi kan fastholde både de nuværende virksomheder og tiltrække nye. Derfor glæder det mig også, at vi har et velfungerende samarbejde med folkeskoler, erhvervsuddannelser og virksomheder i kommunen. Her kan nævnes både erhvervspraktikker, karrieremesse og Transportens Dag, siger borgmester Thomas Andresen.

Kontakter

Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen, telefon 40 15 45 50
Formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen, telefon 22 49 65 60
Formand for Dansk Byggeris lokalforening Byg Aabenraa, Freddy Meyenburg, telefon 74 66 68 27

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye