DI - Dansk Byggeri

Virksomhederne i hovedstadsområdet bliver flået i dækningsafgift

Del
Dækningsafgiften – den særlige skat på virksomhedernes bygninger – bliver mere og mere et hovedstadsfænomen. I år betaler virksomheder i hovedstadsområdet næsten 80 procent af det samlede milliardbeløb, kommunerne opkræver på landsplan. En andel, der stiger år for år, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

Helt overordnet går det ellers den rigtige vej. Antallet af kommuner, der opkræver dækningsafgift, er nu nede på 38 i alt. Og alene i år sætter syv af dem afgiften ned, mens Vejle Kommune har afskaffet den helt.

- Vi er glade for udviklingen, men dækningsafgiften er en skat på at drive virksomhed, som går ud over lokale virksomheders konkurrenceevne. Derfor er der ingen tvivl om, at vi helst ser den helt afskaffet, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Virksomhederne i hovedstadsområdet må punge ud

I alt bliver der opkrævet 2,23 milliarder kr. i dækningsafgift i år. Det laveste beløb nogensinde. Men den særlige afgift rammer meget skævt geografisk, og det er især hovedstadskommunerne, der må punge ud. 31 af de 38 kommuner, der opkræver dækningsafgiften i år, ligger på Sjælland, og virksomhederne i hovedstadsområdet betaler 1,76 milliarder kr. tilsammen. Her er det kun Bornholm, Gribskov og Frederikssund kommuner, der helt undlader at opkræve den.

Alene Københavns Kommune har budgetteret med at opkræve 958 millioner kr. i år i dækningsafgift. Det svarer til 43 procent af det samlede provenu i hele landet. Og også denne andel er steget støt.

- København udnytter sin mulighed for at opkræve næsten det maksimalt tilladte, nemlig 9,8 promille af virksomhedernes ejendomsværdi, og sådan har det været siden 2012. De penge, kommunen får i kassen, stiger støt år for år, fordi ejendomspriserne stiger. En rigtig god forretning for kommunen, og en ekstra skat for de københavnske virksomheder, siger Torben Liborius.

Kommunerne indkasserer flere penge med uændrede satser

Virksomhederne i Københavns Kommune er ikke de eneste, der betaler mere, selv om promillen er uændret. Det er tilfældet i 18 andre kommuner.

- I Dansk Byggeri er vi godt klar over, at det nok ikke er realistisk at afskaffe dækningsafgiften i alle kommuner. Men vi anbefaler, at kommunerne i det mindste sætter loft over afgiften i kroner og ører, hvis der ikke er politisk vilje til at sætte satsen ned, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Kontakter

Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, telefon 23 32 34 95
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Vedhæftede filer

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye