AAU med i ny millionsatsning på rum-iværksættere

Satellitter, der bliver mindre og billigere, og enorme mængder af gratis data fra rummet. Hvor mulighederne i rummet før var for nationale organisationer og store virksomheder, har den teknologiske udvikling givet store muligheder for iværksættere, der ser mod stjernerne for at finde på den næste virksomhedsidé.
Som en af verdens første udviklere af minisatellitter, såkaldte cubesats, har AAU allerede et stærkt forsknings- og erhvervsmiljø inden for rumteknologi. AAU havde en studentersatellit ombord på verdens første opsendelse af cubesats i 2003, og siden da har AAU-studerende produceret og opsendt fem cubesats – mere end nogen andre i Europa.
- Vores forskere og studerende yder i forvejen en enestående indsats inden for rumteknologi. Takket være investeringen og samarbejdet med ESA vil centret skabe endnu bedre vilkår for spirende rumvirksomheder på og omkring AAU, siger Henrik Pedersen, dekan for det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU.
Målet med det nye center på AAU, DTU og AU er at forstærke den danske rumindustri. En klynge af rumvirksomheder er vokset op omkring AAU’s rumprogram og flere store spillere som GomSpace, Satlab og Space Inventor udspringer direkte fra studenterprojekter på AAU. Andre nordjyske rumvirksomheder med tilknytning til universitetet er Hytek, Gatehouse, Polyteknik, Mekoprint, Futarque og RTX.
Ministeriet vil støtte iværksætteri og erhvervsliv
Rumerhvervet har globalt set en omsætning på omkring 350 milliarder dollars, og selvom rumerhvervet i Danmark fortsat er en forholdsvis lille branche, så har de danske rumvirksomheder store forventninger til vækst.
- Iværksættere skal altid sigte efter stjernerne, og rumteknologi og satellitdata giver kæmpe muligheder. Dem skal vi give nogle gode muligheder. Derfor skaber vi nu en rugekasse, som kan levere den hjælp og rådgivning, iværksættere ofte mangler for at få den gode ide op og flyve. Selvom rumindustrien stadig er et forholdsvis lille erhverv i Danmark, så er der store perspektiver for rumeventyr i fremtiden, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Skaber nye muligheder for rumindustrien
- Med det nye center får vi et gennemprøvet iværksætterprogram til Danmark. Men centeret skal også gøre rumteknologien til en innovationsdriver for etablerede virksomheder, der får adgang til talenter og viden gennem workshops, data, rådgivning og nye samarbejder. Rumteknologi kan være værdiskabende i andre brancher og derfor skal centeret bringe rumteknologien i spil som platformsteknologi, der for eksempel kan benyttes af virksomheder, der arbejder med droner, robotter eller additiv fremstilling, siger Mads Lebech, adm. direktør, Industriens Fond.
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Industriens Fond og European Space Agency giver nu nye muligheder til iværksætterne i rumerhvervet med etableringen af ESA Business Incubation Center Denmark (ESA BIC). Centeret er forankret ved DTU, AAU og AU samt støttet af en række virksomheder og fonde, og skal hjælpe nye start-ups og etablerede virksomheder, der udnytter og udvikler rumteknologi eller satellitdata. Der etableres ESA BIC hubs ved Danmarks Tekniske Universitet samt ved Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Det er i disse hubs, at ESA BIC aktiviteterne i Danmark vil være koncentreret.
I centeret kan iværksættere og virksomheder udover økonomisk støtte også trække på teknisk eksperthjælp fra European Space Agency, universiteter, GTS’ere samt virksomheder. Der er også hjælp til forretningsudvikling og til at søge finansiering, og hjælp til at finde forretningspartnere. Samtidig skal centeret også bidrage til innovation hos eksisterende virksomheder ved at fremme anvendelse af ny viden og teknologi i samarbejde med centerets startups og universitetsstuderende.
De første opstartsvirksomheder vil starte deres inkubationsforløb i ESA BIC i januar 2020. To gange hvert år vil der blive optaget nye virksomheder i inkubatoren. 40 nye højteknologiske virksomheder vil blive optaget over 5 år. I 2025 er målet at indsatsen har resulteret i et kuld af nye virksomheder med i alt 20 millioner euro i omsætning og 350-400 nye højteknologiske arbejdspladser.
Fakta om ESA Business Incubation Center-konceptet:
Start-up virksomhederne bliver optaget i ESA BIC efter en ansøgningsrunde. Når virksomheder bliver en del af ESA BIC får de en pakke med teknisk, økonomisk og forretningsmæssig støtte, bl.a.:
- 80 timers teknisk rådgivning og støtte fra ESA samt danske virksomheder og vidensinstitutioner
- €50.000 i finansiel støtte til udvikling af de teknologisk baserede produkter og tjenester
- Adgang til verdens største økosystem for opstartsvirksomheder, der arbejder med rummet
Virksomhederne får som en del af ESA BIC også mulighed for at arbejde tæt sammen med vidensinstitutioner og eksisterende virksomheder i Danmark.
Budgettet for ESA BIC Denmark er i alt lige knap 50 mio. DKK over fem år, hvoraf ca. 15 mio. er støtte, som går direkte til virksomhedernes udvikling af high-tech produkter. Budgettet bliver finansieret af ESA, Uddannelses- og Forskningsministeriet, DTU, AAU, AU samt virksomheder og fonde.
Etableringen af ESA BIC Denmark er sket i et tæt samarbejde med ESA’s eksperter. I foråret 2019 skal ESA og ESA’s medlemsstater formelt godkende etableringen på et møde i den industripolitiske komité.
Nøgleord
Kontakter
Hiva Ahmadi, presseansvarlig, AAU, 22 20 68 69, hiah@adm.aau.dk
Billeder

Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Studerende bruger AI til at hjælpe KOL-patienter27.5.2025 08:09:20 CEST | Pressemeddelelse
Lungesygdommen KOL er dødelig, men måske kan AI og stemmeprøver gøre en forskel.
Sådan gennemfører Aalborg Universitet kandidatreformen21.5.2025 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Aalborg Universitet har nu en plan for, hvilke uddannelser, der skal bestå, omlægges, udvikles eller lukkes, som følge af kandidatreformen. Institutionsplanen bliver sendt til Uddannelses- og Forskningsministeriet den 23. maj.
Ekstraordinære studerende fra Aalborg Universitet udgiver videnskabelig artikel allerede på andet semester14.5.2025 06:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter blot to semestre på Aalborg Universitet kan en gruppe studerende nu kalde sig forfattere til en videnskabelig artikel om elektrospinning.
Døde bakterier kan redde mange liv9.5.2025 11:13:33 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital kan ved hjælp af en ny metode hurtigere diagnosticere blodforgiftning, som er en alvorlig og ofte dødelig infektion. Ved hjælp af DNA fra døde bakterier i blodet kan den nye metode på potentielt få timer identificere hvilken behandling, patienten har brug for.
Nye tal for integration: Danskerne blander sig mere og mere7.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning viser, at befolkningen i stigende grad blander sig på tværs af etnisk baggrund.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum