Ekstraordinære studerende fra Aalborg Universitet udgiver videnskabelig artikel allerede på andet semester
Efter blot to semestre på Aalborg Universitet kan en gruppe studerende nu kalde sig forfattere til en videnskabelig artikel om elektrospinning.

Der var hverken tale om cardio, kadence eller ”OP FRA SADLEN!”, da seks arbejdsomme andet-semesterstuderende fra Aalborg Universitet udgav deres videnskabelige artikel om elektrospinning i det videnskabelig tidsskrift MDPI.
Med benhård flid kunne de kalde sig forfattere mindre end et år efter starten på deres uddannelse. En præstation der både betegnes som ”ekstraordinær” og ”meget imponerende” af deres underviser og lektor Peter Fojan.
I projektet har de studerende spundet en selvlysende QR-kode via såkaldt ’near-field elektrospinning’ ind i en måtte af plastik. Denne metode gør det muligt at indpakke informationer i selve materialet. Fx hvilket materiale genstanden er lavet af – lidt i samme stil som med vandmærkerne på pengesedlerne.
Selvom man har spundet fibre af plastik med near-spinning-teknikken før, så er de studerende de første til at gøre det med en type af plastik, som ikke kan opløses i vand, ligesom de også er de første til at lave en QR-kode, der kan læses. De har således også printet et AAU-logo ind i en måtte bestående af cellulose acetat via far-field elektrospinning.
Det har imponeret vejleder og lektor ved Aalborg Universitet, Peter Fojan.
”Det er meget imponerende, at de kunne tage deres projekt så langt, at det resulterede i en forskningsartikel. Det er helt ekstraordinært at nå så langt for andet-semesterstuderende,” siger han.
Det er blandt andet med udgangspunkt i Aalborg Universitets PBL-model, at de studerende har haft mulighed for at give sig i kast med projektet i universitetets laboratorier. Det har både givet de studerende mulighed for at lægge flere timer og samtidig se resultaterne af deres flid.
”Vi har sigtet efter ’et højere mål’ end blot en god karakter – og det at lykkes, gør en mere motiveret for næste projekt. Det er noget af det, der giver anerkendelse, og det føles sejt at gøre det på andet semester,” siger Frederik Hejgaard Gram.
Han bakkes op af studiekammeraten Helene Halsen Malling.
”Det var processen, der var det mest interessante. Spørgsmålet om det kunne lykkedes. Vores vejleder ville også gerne have at det skulle lykkedes, og så får man nok lidt mere blod på tanden og bruger lidt flere timer i laboratoriet,” siger hun.
Brugbart for tekstilindustrien
Elektrospinning er en proces, hvor en væske, typisk en polymeropløsning såsom plastic, udsættes for en høj elektrisk spænding for at producere fibre.
Når en tilstrækkelig høj spænding påføres en væskedråbe, bliver væsken ladet, og elektrostatisk frastødning modvirker overfladespændingen, hvilket får dråben til at strække sig.
Ved et kritisk punkt bryder en strøm af væske ud fra overfladen, kendt som en Taylor-kegle. Hvis den molekylære sammenhængskraft i væsken er tilstrækkelig høj, dannes en ladet væskestråle, som strækkes og tyndes ved en piskende bevægelse forårsaget af elektrostatisk frastødning, indtil den endelig deponeres på en jordet opsamler.
Processen med fiberspinning kan være godt nyt for tekstilindustrien, hvor man kan inkorporere information om, hvilket materiale der er i tekstilerne, og derved gøre sorteringen og genanvendelsen af dem nemmere.
En anden anvendelsesmulighed ligger inde for vandmarkering.
Du kan læse Michael Petersen, Noah Frederik Hallundbæk Bang, Liva Skou Boysen, Maria Ahrenst-Mortensen, Frederik Hejgaard Gram og Helene Halsen Mallings artikel her.
Nøgleord
Kontakter
Mads Sejer NielsenJournalist og presserådgiver ved AAU Kommunikation
Tlf:29644981sejer@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Forsker: Bonusklubber og nye regnemodeller kan redde den kollektive trafik1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet vurderer, at det vil koste fire trafikdræbte mere hvert år, når 17-årige i dag får lov til at køre bil uden ledsager. Lektor Laura Bang Lindegaard fra Aalborg Universitet peger på nye økonomimodeller og bonusklubber som tiltag, der kan bringe busser og tog ud af den nedadgående spiral.
Undseelig fisk fra 500 mio. år gammel slægt fundet i stort antal i nordjysk bæk30.6.2025 10:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Fisken stammer fra de allerførste hvirveldyr, der kom til verden før dinosaurerne. Navnet er bæklampret, og forskere fra Aalborg Universitet har fundet den lille fisk i stort antal i en nordjysk bæk, hvor den ikke tidligere er fundet.
Ny chatbot hjælper unge med at vælge det rette studie30.6.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forud for ansøgningsfristen til videregående uddannelser på kvote 1 den 5. juli er mange unge i syv sind over deres uddannelsesvalg. Aalborg Universitet præsenterer nu en ny AI-studievælger, som skal hjælpe unge i deres søgen efter den rette karrierevej.
Ny database fra AAU skal hjælpe myndigheder, virksomheder og andre med klimaberegninger26.6.2025 07:01:46 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt gratis værktøj udviklet af forskere fra bl.a. Aalborg Universitet skal gøre det nemmere for en række organisationer at sikre bæredygtighed i deres arbejde
Dansk forskning i droner og AI bliver nu opskaleret26.6.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Droner uden GPS-styring, 3D-print af militærudstyr, satellit-overvågning af Arktis fra rummet, udvikling af AI-styret cybersikkerhed og mange andre opfindelser. Det går pengene til, når Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) for andet år i træk fordeler 32 millioner kroner til danske forskere og udviklere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum