Når psykologiske test dominerer i PPR

Når et barn er i sociale eller læringsmæssige vanskeligheder i skolen, sker det, at barnet bliver henvist til udredning i regi af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Men i Danmark er der stor forskel på, hvordan man arbejder på området, og det får betydning for, hvilke tiltag der anbefales, siger lektor Anne Morin fra DPU, Aarhus Universitet. Hun peger på, at de forskellige faggrupper i PPR har hver deres fokus og mål, og deres faglige afsæt bliver afgørende for, hvordan de definerer problemerne og løsningen på dem.

”PPR-området er i dag tværfagligt med deltagelse af bl.a. psykologer, inklusionskonsulenter, lærere og tale-høre-pædagoger, og hvor de fagpersoner, hvis mål er inklusion, vil arbejde med at skabe deltagelsesmuligheder for barnet i fællesskabet, er formålet med psykologiske test at klassificere og sortere, og det vil i nogle tilfælde lede til eksklusion. Det er et dilemma,” mener Anne Morin.

Hun har igennem en årrække forsket i PPR-professionelles måde at arbejde på, og hun mener, at dilemmaet kan løses ved mere samarbejde mellem faggrupperne og en større åbenhed, lydhørhed og respekt over for de forskellige medarbejderes vidensformer.

”Jeg har lavet et empirisk feltarbejde, hvor jeg følger udredningsforløb i pædagogisk psykologisk rådgivning i forskellige kommuner, og det har vist sig, at samarbejdet om de børn, der bliver henvist til udredning, foregår ret forskelligt,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har især været optaget af at se på, hvordan problemerne bliver defineret af de involverede parter. Hvad vurderer de – med deres faglige baggrund - at problemet er? Hvordan kommer de frem til det, og hvilken vægt får det i forhold til de endelige anbefalinger?”

Tværfagligt samarbejde giver en bredere forståelse af problemer og løsninger

Ifølge Anne Morin trumfer de psykologiske testresultater i flere tilfælde andre former for viden. Ved et møde, hun har observeret i børnepsykiatrien, var der fx en psykolog fra børnepsykiatrien, en PPR-psykolog, en af barnets lærere og barnets forældre til stede. De skulle diskutere, hvad det var for vanskeligheder, barnet havde, og mulige indsatser.

”Det var bemærkelsesværdigt, at den viden, som en psykologisk test havde frembragt, blev tillagt mest værdi. Den blev dominerende i forhold til at komme frem til, hvad problemet var, og hvordan det skulle løses. Viden om hverdagslivet i skolen og familien fik langt mindre plads og blev ikke bragt systematisk i spil, ligesom viden om inklusion ikke blev vægtet. Det er et problem, når man vil forstå barnets samlede livsførelse og have det fulde billede af, hvad der er på spil og hvilke løsninger, der kan være,” siger hun.

Mødet endte med, at psykologen fra psykiatrien anbefalede et skoleskift, selvom læreren var uenig.

”Hvis der havde været en bredere problemafdækning, og man havde diskuteret, hvilke interventionsmuligheder der var i selve klassen, havde konklusionen formentligt været en anden,” siger Anne Morin.

Test og inklusion er hinandens modsætninger

En del af problemet skyldes, at faggrupperne ikke har nok indsigt i hinandens fagligheder og de udfordringer og muligheder, som fx læreren står med i skolen. Han eller hun har forskellige pædagogiske og didaktiske greb, der kan inkludere elever med forskellige behov i undervisningen og kan desuden ofte trække på en inklusionskonsulent.

”Testens mål er jo at kategorisere, klassificere og differentiere. Omvendt har inklusionskonsulenter og lærere fokus på at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn i fællesskabet. Der hvor testen adskiller og differentierer, vil en inklusionskonsulent søge at skabe plads og rummelighed i klassefællesskabet,” siger Anne Morin og fortsætter:

”Min pointe er, at konteksten bør inddrages, så der ikke kun er abstraktionen – testen – der bliver afgørende, men også noget konkret, som alle parter kan forholde sig til og genkende, ikke mindst barnet. Hvilken intervention, der vælges, afhænger af, om udredningen har fokuseret mest på de individuelle årsager og derved lægger op til en individuel løsning, som et skoleskift jo er, eller om kollektive løsninger, hvor barnet får deltagelsesmuligheder i det aktuelle fællesskab, også er blevet afdækket.” 

Viden går tabt

Anne Morin er ikke modstander af psykologiske test, men ifølge hende kan de forskellige vidensformer noget forskelligt, og det er vigtigt at få dem alle i spil:

”Testviden er nyttig i mange sammenhænge, fx når det gælder kognitive evner og udviklingsforstyrrelser, og psykologerne leverer jo det produkt, de er blevet bedt om, så det er ikke det, jeg er ude efter. Det er skævvridningen af vidensformernes status, jeg problematiserer. Der går simpelthen viden tabt. Og min forskning viser, at man kan imødegå det ved at etablere andre og mere ligeværdige samarbejdsformer,” siger Anne Morin, der dog understreger, at hendes empiri er casebaseret, og at hun derfor ikke kan generalisere på baggrund af den.

”Jeg har blot observeret, at udredning og intervention bliver grebet forskelligt an. Og jeg mener, at de PPR-praksisser, hvor test bliver tillagt stor betydning, kan lære noget af de mere tværprofessionelle praksisser. Det vil i sidste ende gavne barnet,” siger hun.