BikubenfondenBikubenfonden

B for Bikuben

Del
Bikubenfondens nye logo er en hilsen til det hedengangne Sparekassen Bikubens logo – den gule bikube, som bierne sværmede om. Efter fusionen med BG Fonden består Bikubenfondens logo nu af et åbent ”b”, som er direkte skåret ud af en bikubes lukkede sekskant. Med det nye logo vil Bikubenfonden gerne understrege sin rolle som en transparent fond, der skaber gennemsigtighed omkring sin projektstøtte.

Bikubenfonden og b’et

Bikubenfondens nye logo er et markant tegn: Et ”b”, som er direkte skåret ud af en sekskant. Denne sekskant er en hilsen til Sparekassen Bikubens logo og dermed til Bikubenfondens ophav.

I sparekassetiden var det en del af fællesskabets overskud, man uddelte. I dag uddeles midlerne fra fondens afkast og formue.

’Med vores nye logo vil vi gerne vise, at Bikubenfonden stammer fra den gamle sparekasse. Dengang stod man sammen – man sparede penge op, og så gik en del af overskuddet til almene formål. Det er den kultur, vi bærer videre,’ siger direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen ved præsentationen af det nye logo.

Vil gøre Danmark ”større”

Det åbne ”b” i logoet afspejler den åbenhed, som Bikubenfonden gerne vil signalere. Fremover vil samtlige Bikubenfondens projekter – lige fra prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Bikubenfondens Museumspriser til fondens naturprojekt i Svanninge Bjerge – blive udstyret med det samme genkendelige ”b”. På denne måde vil det være synligt for enhver, hvordan Bikubenfonden prioriterer sine midler.

’Vi skal medvirke til at gøre Danmark ”større”, og vores bevillinger skal ud at arbejde for udvikling i samfundet,’ siger Søren Kaare-Andersen.

’Bikubenfonden ønsker at være med til at give danskerne et bedre udsyn og en større indsigt. Vi tror på, at det udvider den enkeltes horisont at gå i teatret eller gå på museum. Og det vil vi gerne støtte,’ tilføjer direktøren.

Bikube-b som kvalitetsstempel

Bikubenfonden modtager hvert år omkring 4.000 ansøgninger. Typisk får omkring 200 projekter støtte. I 2011 uddelte Bikubenfonden 54 mio. kr.

Udvælgelsen kræver en kompetent kvalificering af projekterne – og en gennemsigtighed omkring projektstøtten, som kan følges på www.bikubenfonden.dk.

’Når et projekt bliver støttet af Bikubenfonden, vil omverdenen forhåbentlig opfatte det som et kvalitetsstempel. Og fremover vil stempelaftrykket være et bikube-b,’ siger Søren Kaare-Andersen.

Læs mere på www.bikubenfonden.dk


 

Fakta om Bikubenfonden

Historik

Bikuben Fonden af 1989 og BG Fonden er per 1. januar 2010 fusioneret til en fond. Den fusionerede fond bærer navnet Bikubenfonden.

Bikubenfonden, Kollegiefonden Bikuben og den amerikanske fond Bikubenfoundation New York inc. har samme administration men hver sine bestyrelser. Også Kollegiefonden Bikuben og Bikubenfoundation New York inc. vil fremover bære ”b’et” som logo.

Bikuben Fonden af 1989, BG Fonden og Kollegiefonden Bikuben havde deres fælles historiske rødder i sparekassebevægelsens idegrundlag. Sparekassen Bikuben blev oprettet i 1857 og havde ikke blot det erhvervsmæssige formål at drive pengeinstitut, men sparekassen skulle også anvende en del af sit overskud til almennyttige formål.

Dette idégrundlag videreføres i dag med respekt for den historiske forankring i sparekassebevægelsen. Det afspejles i Bikubenfondens vedtægter og i fondens bredspektrede indsats for kultur, sociale problemstillinger samt natur og miljø.

I tidens løb er to mindre fonde, Bikubens Jubilæumsfond og Bikubens Håndværks- og Industrifond, blevet fusioneret med BG Fonden, med BG Fonden som den fortsættende fond. Disse fonde lever nu videre i den fondskonstellation, der hedder Bikubenfonden.

Uddelinger

Bikubenfonden er nu en uafhængig fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue. Bikubenfonden uddeler i dag støtte til projekter i Danmark og Grønland, hovedsagelig til sociale og kulturelle projekter – projekter for udsatte børn og unge, museumsaktiviteter og scenekunst.

Bikubenfonden står bag uddelingen af Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Bikubenfondens Museumspriser. Desuden ejer fonden naturområdet Svanninge Bjerge på Fyn.

I 2012 støtter Bikubenfonden bl.a. udstillingen ”Hammershøi og Europa” på Statens Museum for Kunst samt Broen Danmarks sportsaktiviteter for børn og unge i Danmark. Alle øvrige bevillinger kan findes på www.bikubenfonden.dk


Logoet

Logoet er udarbejdet af Bysted A/S. Bysted har i samarbejde med Hvorfor ikk. digital studio skabt en lille video, der visualiserer tilblivelsen af logoet. Lydsiden er komponeret af Sebastain Rønde Thielke.

Videoen kan ses på www.bikubenfonden.dk samt http://www.youtube.com/watch?v=wyISgbUdVos (husk at skrue op for lyden!)


Kontakt Bikubenfonden

Direktør Søren Kaare-Andersen: ska@bikubenfonden.dk, tlf. 33 77 93 80

Kommunikationschef Trine Gammelgaard: tg@bikubenfonden.dk, tlf. 33 77 93 81

Billeder

Bikubenfondens logo
Bikubenfondens logo
Download
Bikubenfondens logo i negativ
Bikubenfondens logo i negativ
Download

Information om Bikubenfonden

Bikubenfonden
Fiolstræde 44
1171 København K

33779393http://www.bikubenfonden.dk/

Følg pressemeddelelser fra Bikubenfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Bikubenfonden

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye