
Banedanmark udskifter radiomast ved Støvring Station
Banedanmark er i færd med at forberede en udskiftning af de udtjente, analoge tog-radiosystemer, der i dag bruges til kommunikation mellem lokomotivførerne og personalet i fjernstyringscentralen. De gamle radiosystemer skal erstattes af ny, digital GSM-R teknologi, og udskiftningen vil ske på alle Banedanmarks jernbanestrækninger i Danmark.
GSM-R er en forkortelse for ’Global System Mobile for Railway Communications’ og er et nyt kommunikationssystem, der udelukkende skal bruges i forbindelse med jernbanedriften.
297 antennepositioner
For at opnå radiodækning med GSM-R langs hele jernbanenettet kræver det, at der monteres antenner i 297 master, skorstene eller siloer fordelt med faste intervaller langs hele jernbanen.
En stor del af Banedanmarks eksisterende masteplaceringer kan genbruges - dog er det nødvendigt at forstærke eller udskifte mange af masterne af tekniske årsager. Herudover skal der opføres 77 helt nye master fordelt over hele landet. De bliver så vidt muligt placeret på Banedanmarks egne arealer. Endelig kan Banedanmark nogle steder anvende mobilmaster, skorstene, siloer mv. ejet af teleoperatører og private lodsejere.
Hvad skal der ske lokalt?
Banedanmarks mast nord for Støvring Station skal udskiftes af tekniske årsager. Den nye mast opføres umiddelbart ved siden af den gamle mast. Den nye mast bliver 45 meter høj. Den gamle mast vil blive taget ned, når det tekniske udstyr er overført til den nye mast.
Arbejdet er så småt gået i gang, og den nye mast er efter planen rejst i uge 26. Men da det er et meget stort puslespil at koordinere de mange mastearbejder fordelt over hele landet, kan der ske forskydninger i den overordnede tidsplan. Desuden kan vejrlig eller andre uforudsete hændelser forsinke arbejdet.
”Målet har været at finde de mest skånsomme løsninger for omgivelserne i forbindelse med mastearbejdet. Derfor tager vi så meget hensyn som overhovedet muligt til både eventuelle naboer og det omgivende miljø,” siger områdechef hos Banedanmark Kenneth Lau Rentius.
Banedanmark har anmeldt GSM-R projektet til Miljøcentrene i Roskilde, Odense og Århus. Her har man afgjort, at opførelsen af de nye master generelt ikke kræver en VVM-redegørelse, dvs. en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet.
GSM-R i hele EU
Det er Folketinget, der har besluttet, at Danmark skal skifte til det nye kommunikationssystem. Systemet indføres desuden i hele EU i takt med, at landenes gamle radiosystemer skal udskiftes. Hermed bliver kommunikationen mellem lokomotivførere og fjernstyringscentraler standardiseret, hvilket gør det nemmere at køre tog over landegrænserne, fordi der ikke længere skal skiftes radiosystem ved grænserne.
”De radiosystemer, vi i øjeblikket bruger til kommunikation mellem togene og vores fjernstyringscentraler, synger på absolut sidste vers. Systemerne produceres ikke længere, og vi har allerede været ude på verdensmarkedet og opkøbe de sidste reservedele. Derfor er vi glade for beslutningen om at indføre GSM-R i Danmark,” siger Kenneth Lau Rentius.
GSM-R skal efter planen være indført i hele Danmark med udgangen af 2012. Det nye togradiosystem vil dog fungere parallelt med det gamle i 2013 og 2014, indtil der er installeret nye radioer i alle tog.
På lidt længere sigt skal GSM-R systemet videreudbygges og vil komme til at udgøre et vigtigt element i den landsdækkende udskiftning af jernbanens signalanlæg, som vil ske frem mod 2021.
Mere information
På www.banedanmark.dk/gsm-r findes en mere uddybende beskrivelse af GSM-R projektet.
Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressemedarbejder på tlf. 8234 1313.
Med venlig hilsen
Banedanmark
Vedhæftet foto af rejsning af en tilsvarende mast ved Roager, Ribe.
Billeder

Information om Banedanmark
Følg pressemeddelelser fra Banedanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Banedanmark
Jernbanen mellem Farris og Sommersted forventes klar til togtrafik den 19. december4.12.2012 15:24:47 CET | Pressemeddelelse
Der arbejdes på højtryk for at få jernbanen mellem Farris og Sommersted klar til drift efter de massive skader som følge af torsdagens afsporing af et godstog. Banen forventes klar til første morgentog onsdag den 19. december, men årstiden er ikke uden udfordringer.
Omfattende skader på jernbanen mellem Farris og Sommersted1.12.2012 13:23:32 CET | Pressemeddelelse
Havarikommissionen undersøgelser er fortsat i gang efter at et godstog sent torsdag eftermiddag afsporede ved Farris mellem Lunderskov og Vojens. Det står allerede klart, at der er tale om omfattende skader på bl.a. banens sveller.
DSB og Banedanmark klar til vinterens udfordringer13.11.2012 14:00:18 CET | Pressemeddelelse
Vinteren nærmer sig, og DSB og Banedanmark er godt forberedt på de udfordringer, som kulden og sneen kan give for togtrafikken.
Åbning af ny bro over Lågegyde forsinket6.11.2012 12:34:18 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at udskifte broen, der fører Lågegyde over banen ved Kokkedal Station, er desværre blevet forsinket. Den nye bro er klar til brug primo december 2012.
Forsinkede broelementer skyder åbning af Jernbanebroen til sidst i november1.11.2012 16:01:48 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at genåbne jernbanebroen over Limfjorden er på vej ind i den afsluttende fase. Alle kræfter er sat ind, og der arbejdes i døgndrift. Det kan desværre nu konstateres, at de sidste fire broelementer er så sent klar til montering, at Banedanmark først kan melde jernbanebroen klar til togtrafik sidst i november.