Brevkasse: Giv dine læsere bedre styr på forsikringen med råd fra Forsikringsoplysningen

Er dine læsere i tvivl, om eller hvordan forsikringen dækker? Så kan de få råd og vejledning af Forsikringsoplysningens brevkasse, som udkommer hver måned.
Landets redaktioner kan frit benytte brevkassen med angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen plus angivelse af fotograf og bureau billeder. Denne pressemeddelse indeholder den sjette brevkasse med tre breve, som omhandler blandt andet forsikring af lejebil og regler for genhusning.
Fakta om Forsikringoplysningen:
Forsikringsoplysningen har gennem mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Du kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for maj:
Spørgsmål - Hvilke forsikringer har jeg brug for, når jeg lejer bil i udlandet?
Hej
Jeg og resten af familien skal to uger til Malaga til sommer. I den forbindelse skal vi leje en bil, da vi gerne vil kunne køre omkring.
Når jeg går ind på biludlejningsfirmaets hjemmeside, kan jeg se, at der automatisk hører en ansvars- og kaskoforsikring med i lejen, dog med en ret høj selvrisiko. Jeg kan så vælge at købe ekstra forsikringer, fx glasskader, lavere selvrisiko, ulykke m.m.
Jeg har hørt om andre, der er kommet i problemer, fordi de ikke har købt ekstra forsikring. Fx at de skal stille med et stort beløb i garanti, når de skal hente bilen. Jeg er derfor nu lidt i tvivl om, hvilke forsikringer jeg har brug for?
Jeg håber, at I kan gøre mig lidt klogere.
Venlig hilsen
Den kommende billejer
Svar:
Hej kommende billejer
Vi har også hørt om danskerne, der er blevet tvunget ud i at købe en form for forsikring, eller som har måtte betale ekstra, bl.a. fordi de har betalt med et Visa/Dankort.
Biludlejeren vil gerne have garanti for at få sine penge, hvis der skulle opstå problemer eller skader på bilen. Derfor er det meget almindeligt, at der reserveres et depositum, som udlejningsfirmaet kan trække af. Men man kan ikke reservere et beløb på den måde på et Visa/Dankort.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere slået fast, at man må acceptere den slags ekstra betaling, hvis man på forhånd er blevet gjort opmærksom på, at et Visa/Dankort ikke nødvendigvis er gyldigt. Derfor er det først og fremmest vigtigt, at du tjekker udlejerens betingelser og medbringer et ekstra kreditkort, fx et MasterCard.
Det er en god idé at nærlæse, hvad bilens forsikring dækker og ikke dækker. Når du skal beslutte, om du har brug for ekstra forsikringer, er der særligt to ting, du skal tænke over. 1) Hvor meget du selv har råd til at betale, hvis uheldet er ude? 2) Har du andre forsikringer, der i forvejen dækker?
Nogle rejseforsikringer dækker den selvrisiko, du kan blive opkrævet på lejebilens forsikring, hvis du får en skade på bilen. Der er forskel på, hvor stor en selvrisiko de enkelte forsikringer dækker. Du må derfor tjekke, hvordan din egen rejseforsikring dækker. Har I en ulykkesforsikring, dækker den normalt også i udlandet i mindst et år.
Jeg håber vores svar kan hjælpe dig videre. Rigtig god tur til Malaga.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Skal jeg betale forsikringspengene tilbage, når min cykel dukker op igen?
Kære Forsikringsoplysning
Min kollega har tidligere fået hjælp hos jer og har anbefalet mig at skrive til jer.
Jeg havde i starten af året indbrud i mit hus og fik i den forbindelse bl.a. stjålet min dyre racercykel. Jeg havde kvitteringen, og mit forsikringsselskab erstattede også hurtigt cyklen.
Jeg har købt en ny cykel, men min gamle cykel er for nylig dukket op igen. Jeg står derfor med to cykler, hvilket jeg selvfølgelig ikke har brug for. Jeg er nu kommet i tvivl om, hvordan reglerne er i den situation. Skal jeg betale pengene tilbage til mit forsikringsselskab. Kan I hjælpe med et svar?
Bh.
Cyklisten
Svar:
Kære cyklist
Når dit forsikringsselskab har erstattet din cykel, har de krav på at få udleveret din gamle cykel. Du kan altså ikke få både erstatning og cykel.
Ønsker du i stedet at beholde den gamle cykel, må du spørge dit selskab, om det er muligt at tilbagekøbe cyklen for et nærmere aftalt beløb. Herefter står det dig frit for, om du vil sælge den nye cykel brugt.
Havde dit forsikringsselskab ikke betalt erstatning, kunne du selvfølgelig beholde cyklen og få dækket eventuelle reparationsudgifter i stedet. Men så stod du heller ikke med to cykler.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Kan jeg få dækket ekstraudgifter til mad i stedet for at blive genhuset?
Hej brevkasse
Jeg skriver til jer, da jeg har nogle spørgsmål angående en gammel skade, som jeg har anmeldt til mit forsikringsselskab.
Tilbage i marts måned 2013 fik jeg en vandskade. To år senere måtte forsikringsselskabet ud og lave mit flisegulv, da fliserne begyndte at knirke, sandsynligvis fordi der ikke havde været helt tørt under gulvet. Nu er de igen løse. Kan jeg efter 5 år nu kontakte mit selskab og sige, at den er gal med gulvet igen?
I forbindelse med vandskaden havde vi ikke mulighed for at lave mad, hvorfor vi primært måtte købe mad udefra. Det var ikke helt billigt, da det stod på i en lang en periode. Jeg har netop hørt fra en ven, at de har fået penge til mad fra selv samme forsikringsselskab som mit. Mit næste spørgsmål er, om det er normalt, og om jeg kan tillade mig at kontakte forsikringsselskabet omkring det? For det første for at høre, om jeg kan få noget refunderet, og for det andet, hvorfor de ikke har informeret mig om den mulighed.
Det skal siges, at vi blev tilbudt genhusning, men vi sagde nej, da vores børn går i skole i nærheden, og vi skulle køre for langt.
Hilsner fra
Den trætte husejer
Svar:
Hej trætte husejer
Muligheden for at få genoptaget din skade afhænger altid af de konkrete omstændigheder. Det har betydning, hvor lang tid efter skaden, at problemet viser sig, og om det løse gulv har direkte forbindelse til den gamle vandskade.
Der er ikke andet for end at kontakte dit forsikringsselskab og se, hvad de siger. Du skal nok indstille dig på, at de har brug for flere oplysninger end dem, du har givet her. Derfor kan det være nødvendigt at få en fagmand ud for at se på dit gulv.
I forbindelse med en større skade dækker forsikringen rimelige og nødvendige merudgifter til genhusning. Der kan i stedet for genhusning være mulighed for alternative løsninger, som fx en skurvogn på egen matrikel, godtgørelse af ekstra udgifter til kost, når man ikke har eget køkken osv. Men det er alt sammen noget, man skal aftale med sit forsikringsselskab. Dit eventuelle tilgodehavende er dog formodentlig forældet, da du som hovedregel skal anmelde dine krav inden for 3 år efter skaden.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Ring til os på 41919191
Skriv til os på Facebooksiden Forsikringsnørden eller
http://www.forsikringsoplysningen.dk/
For at se denne video fra www.youtube.com, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.Kender du Forsikringsoplysningen?Videokanal
Nøgleord
Billeder
Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Rekord: 80.000 danskere arbejder efter folkepensionsalderen21.4.2025 12:58:07 CEST | Pressemeddelelse
I morgen tirsdag skal Folketinget igen træffe beslutning om velfærdsaftalen, som denne gang hæver folkepensionsalderen til 70 år fra 2040. De seneste års udvikling viser da også en markant stigning i danskere, der arbejder frem til – og efter – folkepensionsalderen.
Nye tal: Region Syddanmark har flest skader efter skybrud i 202411.4.2025 11:12:16 CEST | Pressemeddelelse
2023 var det vådeste år nogensinde, og 2024 følger lige efter. Nu viser nye tal fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, at Region Syddanmark indtager en tvivlsom førsteplads blandt alle regioner i antal skybrudsskader.
Regeringens psykiatriplan – en nødvendig plan for et nødlidende område8.4.2025 11:36:39 CEST | Pressemeddelelse
Godt at der er politisk fokus på at styrke psykiatrien. Det mener forsikrings- og pensionsbranchen, der længe har mærket, at den offentlige psykiatri er under alvorligt pres og gennem de seneste år, har hjulpet tusindvis af danskere.
Forsikringsbranchen: Konkurrencen på forsikringsmarkedet er stærk og velfungerende1.4.2025 08:59:22 CEST | Pressemeddelelse
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort sin rapport om konkurrencen inden for private skadesforsikringer. Næsten 500.000 danskere skifter forsikring hvert år, og efter tre års analysearbejde har styrelsen da heller ikke identificeret nogen barrierer for konkurrencen. Forsikringsmarkedet er i høj grad også kendetegnet ved at være velfungerende og mangfoldigt, understreger Forsikring & Pension. Branchen arbejder samtidig for, at endnu flere danskere løbende tjekker op på deres forsikringer og dækning
Finanssektoren efterspørger finansieringen til efteruddannelse i den nye uddannelsesreform26.3.2025 13:16:27 CET | Pressemeddelelse
Reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser er efter et meget langt tilløb nu landet, men mangler afgørende finansiering til efteruddannelse. Det mener organisationer på tværs af den finansielle sektor.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum