Årets Julemærke afsløret

Del
Det var Kronprinsesse Mary der i går kunne afsløre dette års Julemærke. Og der er nisser i vente på posten.


Der er en erfaren streg bag Årets Julemærke. Kunstneren er den 51-årige Sussi Bech, som udover at være forfatter og illustrator, er en af vores mest kendte tegneserieskabere. Siden afgangseksamen som 24-årig fra Skolen for Brugskunst, er Sussi Bechs bibliografi vokset støt og roligt. Mest kendt er nok hendes serie om det gamle Egypten, hvor man i 11 bind har kunnet følge den kretensiske prinsesse Nofret. Sussi Bech er også illustrator til Kaj og Andrea bøgerne, og læsere af Weekendavisen kender måske Sussi Bech fra den faste stribe Eks Libris.
I 2004 tegnede Sussi Bech DR's Julekalender Jul på Kronborg og i 2008 var hun illustrator på bogen Juleønsket af Kenneth Bøgh Andersen.
- Det er det de seneste års arbejder med julen og dens mange motiver, der inspirerede mig til at prøve mig som Julemærkekunstner, fortæller Sussi Bech.
Og lidt erfaring har Sussi Bech faktisk med at tegne julemærker, for allerede som 12 årig vandt hun i en konkurrence i Politiken om at tegne et julemærke.

En stor nissefamilie
Årets Julemærkeark består af en stor herlig nissefamilie, og med julens travlhed i hu, er alle nisserne i bevægelse.  Her er ikke brugt computer, men derimod det fine akvarelpapir og farver.
- De originale tegninger er ca. 15 x 15 cm, og hver nisse er tegnet individuelt, fortæller Sussi Bech.
Det er Post Danmark der står for trykningen, og Julemærket 2010 er trykt i et oplag på 500.000 ark. Hertil kommer så de mange produktvarianter.

Flittig skribent
Selv er Sussi Bech en flittig brevskriver. Ikke i det daglige, men til jul snydes venner, familie og forretningsforbindelser ikke for en smuk håndskrevet julehilsen.
- I en travl hverdag kan det knibe med at få plejet sin omgangskreds. Jeg bruger årets julehilsner til at få samlet op på vennekredsen, siger Sussi, og på spørgsmålet om der så er Julemærker på lyder svaret - naturligvis!

Det 107. Julemærke
Julemærket 2010 er nr. 107 i en ubrudt række. En smuk tradition, der blev til på baggrund af en postekspedients gode idé. Årets var 1903, og på Købmagergades postkontor, var Einar Holbøll ved at drukne i julepost. Samtidig led mange børn af blandt andet tuberkulose og underernæring, og hans idé med et lille støttemærke til gavn for børn i nød, vant gehør. Allerede året efter var det første Julemærke til salg. Det kostede 2 øre, og der blev solgt knap 3,7 millioner styk. Det blev starten for de danske Julemærkehjem.

Venteliste til Julemærkehjemmene
Meget er sket siden 1904, men en ting har ikke ændret sig: Børn har stadig brug for hjælp. I dag er problemerne bare nogle andre. Julemærkehjemmene gør hver dag, året rundt, en forskel for børn der er ensomme, isolerede og udsatte. Til trods for at ca. 700 børn hvert år får et gratis ophold på et Julemærkehjem, har Julemærkefonden i øjeblikket ca. 500 børn på venteliste.
Når du køber Årets Julemærke støtter du de fire danske Julemærkehjem. Du kan købe Julemærkerne på alle landets posthuse, i postbutikker, hos frimærkeforhandlere og hos Julemærkefonden på www.julemaerket.dk , hvor du også kan læse mere om Julemærket historie og Julemærkehjemmenes arbejde.

Fakta om Årets Julemærkekunstner Sussi Bech

  • 51 år og bosiddende i Birkerød
  • Uddannet fra Skolen for Brugskunst i København
  • Ægtefællen er en anden af landets tegneseriepersonligheder, Frank Madsen
  • Både Sussi Bech og Frank Madsen er tilknyttet tegnestue Gimle
  • Har modtaget en lang række priser og anerkendelser, bl.a. De Danske Børnebibliotekarers Kulturpris og Ping-prisen
  • Aktuelt arbejder Sussi Bech på det 12. album om Nofret ligesom der også er en ungdomsbog i to bind på vej
  • Læs mere om Sussi Bech på www.nofret.dk

Fakta om Årets Julemærke

  • Årets Julemærke fås i ark á 50 stk. til kr. 60, i hæfte med 30 stk. til kr. 40 og som 10 stk. til kr. 15. Arket fås som selvklæbende eller almindeligt.
  • Du kan også få Årets Julemærke i elektronisk form til dine mails på www.julemaerket.dk .
  • Årets Julemærke kan købes på alle landets posthuse, i postbutikker, hos frimærkeforhandlere og på www.postdanmark.dk . Ligeledes også hos Julemærkefonden på www.julemaerket.dk , hvor du også kan læse om de mange andre Julemærkeprodukter.

Fakta om Julemærkehjemmene

  • Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted
  • Hvert år får ca. 700 børn et ophold på et Julemærkehjem
  • Et ophold varer 10 uger og er gratis for familien
  • Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold
  • Børn på Julemærkehjem er mellem 6 og 14 år
  • Julemærkehjemmene hjælper børn ud af social isolation og styrker deres selvværd
  • Julemærkehjemmene giver børn redskaber til at imødegå mobning
  • Julemærkehjemmene finansieres af salg af Julemærker samt indtægter fra gaver, arv og donationer. Det offentlige tilskud svarer kun til ca. 5 % af de samlede omkostninger.
  • Læs mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk

Billeder

Kunstneren bag Årets Julemærke er i år 51-årige Sussi Bech, som er kendt som både forfatter og illustrator til en lang række udgivelser, blandt andet Nofret og Kaj og Andrea.
Kunstneren bag Årets Julemærke er i år 51-årige Sussi Bech, som er kendt som både forfatter og illustrator til en lang række udgivelser, blandt andet Nofret og Kaj og Andrea.
Download
En stor nissefamilie i fuld vigør med julens mange gøremål. Det er Årets Julemærkeark, som nu er til salg hos Post Danmark og hos Julemærkefonden.
En stor nissefamilie i fuld vigør med julens mange gøremål. Det er Årets Julemærkeark, som nu er til salg hos Post Danmark og hos Julemærkefonden.
Download
Sussi Bech er Årets Julemærkekunstner, og sammen med Kronprinsesse Mary afslørede hun Årets Julemærke på Nationalmuseet i går. (mandag den 25.10.)
Sussi Bech er Årets Julemærkekunstner, og sammen med Kronprinsesse Mary afslørede hun Årets Julemærke på Nationalmuseet i går. (mandag den 25.10.)
Download
Kunstneren bag Årets Julemærke er i år 51-årige Sussi Bech, som er kendt som både forfatter og illustrator til en lang række udgivelser, blandt andet Nofret og Kaj og Andrea.
Kunstneren bag Årets Julemærke er i år 51-årige Sussi Bech, som er kendt som både forfatter og illustrator til en lang række udgivelser, blandt andet Nofret og Kaj og Andrea.
Download
En storsmilende og glad Kronprinsesse afslørede sammen med kunstneren Sussi Bech og børn fra Julemærkehjemmene, Årets Julemærke 2010 på Nationalmuseet i går. (Mandag den 25.10.)
En storsmilende og glad Kronprinsesse afslørede sammen med kunstneren Sussi Bech og børn fra Julemærkehjemmene, Årets Julemærke 2010 på Nationalmuseet i går. (Mandag den 25.10.)
Download

Information om Julemærkefonden

Julemærkefonden
Julemærkefonden
Frederiksborgvej 100
4000 Roskilde

33133745https://www.julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye