Hundemishandling

Del
Kender politiet ikke dyreværnsloven?

Pressemeddelelse fra Dansk Kennel Klub

Kontakt: Kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen, 70 23 17 05 eller mail vibeke-knudsen@dansk-kennel-klub.dk

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Kender politiet ikke dyreværnsloven?

En mand forsøgte i raseri at skære halsen over på sin hund med en sløv kniv. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling og hunden blev fjernet. Nu er han løsladt og politiet har meddelt internatet, hvor hunden var anbragt, at den skal udleveres til ejeren.

"Det er naturligvis rystende, at en hund udsættes for en psykisk syg ejers ukontrollerede raseri. Men det er i virkeligheden langt mere rystende, at Østjyllands Politi ikke har håndteret en sådan sag rigtigt," siger kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen, fra danske hundeejeres organisation, Dansk Kennel Klub.

Mennesker, som oprørt har henvendt sig til politiet, har fået besked på, at politiet ikke kan gøre noget i sådan en situation. Og dét er jo notorisk forkert, fortæller Vibeke Knudsen. I dyreværnslovens § 28 står højt og tydeligt: "Har forholdet karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år." Vi taler altså om fængsel og ikke bare om en bøde.

Hvis manden dømmes for mishandling, så giver lovens § 29 mulighed for at frakende ham retten til at have med dyr at gøre. Og det må vist være åbenlyst for de fleste, at der er tale om mishandling i denne sag. Politiets jurister så imidlertid - iflg. oplysninger i pressen - ingen grund til at tilbageholde hunden, mens sagen mod ejeren kører!

Vi tror, at denne sag er et frygtelig godt eksempel på, at politiets jurister har bevæget sig endog meget langt væk - både fra dét, som Folketingets politikere tror, de har lovgivet om, og fra dét, som befolkningen forventer af politiet. I sådan en situation skal manden selvfølgelig ikke have hunden udleveret, fortsætter Vibeke Knudsen.

Blandt danske hundeejere oplever vi desværre stadig ofte, at politiet ikke tager hånd om sager med hunde. Enten kender de ikke lovgivningen, eller også nedprioriterer de sagerne, og begge dele er uacceptable. Det er levende væsner, vi har med at gøre - ikke løsøre. Når man taler kvalitetsreform i den offentlige sektor, så handler det i høj grad om at sikre, at den enkelte medarbejder kan sit "fag" og yder en engageret indsats, og dét savner vi nogle steder i landet, siger Vibeke Knudsen.

I de nye politikredse skulle der nu være oprettet såkaldte specialenheder på dyreværnsområdet. Det er et første, lille tilløb til at få fokus på dyrevelfærd. I nogle politikredse ved vi, at man har gjort en fin indsats for at opruste på området. Men når man hører om sådan et forløb her, så bliver man så ked af, at der i andre politikredse åbenbart er lang vej igen, før dyr sikres en ordentlig behandling, slutter Vibeke Knudsen.

BOKS

Dyreværnsloven

§ 28, stk. 1

Den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Der skal ved udmåling af straffen tages hensyn til, om der fore-ligger uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Har forholdet karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år.

§ 29, stk. 1 (uddrag)

Den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr.

BOKS

Dansk Kennel Klub (DKK) er Danmarks største organisation for hundeejere med over 30.000 medlemmer i selve DKK og ca. 45.000 medlemmer i de 74 tilsluttede racespecialklubber. DKK er stiftet i 1897 og beskæftiger sig med stort set alle sider af hundelivet i Danmark f.eks. rådgivning om valg af hund, før-du-køber-hund kurser, barn og hund undervisning i folkeskolen, hvalpemotivation, kørekort til hund, prøver, udstillinger, agilitykonkurrencer, avl og stambogsføring - og ikke mindst med hundes velfærd generelt.

Foto: Dansk Kennel Klubs kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen

Fotograf: Mediehuset Wiegaarden/Jørgen Bak Rasmussen

Information om Dansk Kennel Klub

Dansk Kennel Klub
Parkvej
2680 Solrød Strand

5618 8100
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye