Haderslev Kommune

IPads i hænderne på pædagoger gør hverdagen spontan og lærerig

Del
Leg og aktiviteter med børnene har fået en ekstra, lærerig dimension, efter kommunens pædagoger hver har fået en iPad i hånden. Og så letter investeringen oven i købet det administrative arbejde i institutionerne.

Skattejagt med billeder af ting på legepladsen, tegn og gæt på storskærm, apps om himmelrummet og Youtube-videoer om rokketænder.

Mulighederne med en iPad i en daginstitution er nærmest uudtømmelige, og det er en af årsagerne til, at Haderslev Kommune i starten af 2017 investerede i iPads til alle kommunens pædagoger og pædagogmedhjælpere. De skal både bruges som etpædagogisk redskab og være en hjælp i det administrative arbejde.

For Jo Christensen, der er børnehavepædagog i den integrerede institution Rosengården i Haderslev, er der ingen tvivl om, at den lille transportable computer giver en sjovere og mere spontan hverdag for børnene.

“Når børnene er optagede af noget, kan vi undersøge det sammen med det samme. Jeg skal ikke først ind og lede efter bøger om emnet. På den måde slipper jeg lidt af med den der bedrevidende rolle, og børnene øver sig i at stille gode spørgsmål,” siger hun.

IPad’en bliver også brugt til mere planlagte aktiviteter med klare mål. Sammen med den fladskærm, som hænger på stuen, kan den for eksempel være udgangspunkt for en omgang Tegn og Gæt. På fladskærmen kan alle se og gætte med, og på den måde øver børnene sig i at beskrive ting og bruge forskellige ord.

Idéerne får Jo Christensen fra sit daglige arbejde, sin pædagogiske faglighed og et kursus om IT i børnehøje, som har givet masser af inspiration og viden om, hvad apps og programmer skal kunne for, at børn får noget ud af dem.

”IPad’en skal jo ikke erstatte, men supplere de ting, vi i forvejen laver sammen med børnene”, siger Jo Christensen.

Udover aktiviteterne med børnene gør iPad’en det muligt for pædagogerne at sidde på stuen eller legepladsen og lave nogle af de mindre, administrative opgaver, som man tidligere var nødt til at sætte sig ind på kontoret for.

Investeringen i den nye teknologi følges nemlig med en investering i et system ved navn ”Hjernen og hjertet”. Det er udviklet af Rambøll og har til formål at understøtte det pædagogiske arbejde. Ved hjælp af det kan institutionernes personale kommunikere med forældrene og følge op på det enkelte barns udvikling, trivsel, sprog og motorik. Den digitale adgang sikrer, at man - med forældrenes tilladelse - kan dele relevante oplysninger om barnet med andre institutioner, eksempelvis ved overgang fra dagpleje til daginstitution. Alt sammen med det formål at styrke den ”røde tråd” for barnet i skift mellem forskellige institutioner.

Børn- og Ungechef Thomas Vestergaard Andersen kalder investeringen for ”et skulderklap” til personalet, og et vigtigt skridt i den fortsatte kvalitetsudvikling af lege- og læringsmiljøerne i kommunens dagtilbud.

”Det er en ambitiøs investering, som viser at vi tager pædagogikken og dagtilbudsområdet meget seriøst. De første år i barnets liv har afgørende betydning for barnets senere udvikling, trivsel og læring. Derfor er det så vigtigt med fokus på høj kvalitet i vores dagtilbud. Samtidig giver investeringen i ny teknologi en mere effektiv løsning af administrative opgaver på dagtilbudsområdet, og det kommer jo i sidste ende børnene til gode”, siger han.

På billedet: Et af de store hverdagshits er skattejagt på legepladsen, hvor børnene skiftes til at tage billeder af ting på legepladsen helt tæt på. Bagefter skal et par af de andre børn prøve at gætte, hvad billedet forestiller, og hvor det er taget.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Christian X's Vej 39
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye