Næsten to tredjedele af befolkningen på de Dansk-Vestindiske øer var slaver årtier efter handel med slaver blev forbudt

16. marts 1792 blev et forbud mod handel med slaver på dansk territorium besluttet via en forordning af Christian den 7. Forbuddet trådte dog først i kraft ti år senere, og folketællingen den 1. oktober 1835 afslører, at bl.a. den frie befolkning på St. Croix, St. Thomas og St. Jan fortsat havde slaver 43 år efter 1792.

På side 189 i Statistisk Tabelværk, Hæfte 6 fra 1842 står befolkningen på de Dansk-Vestindiske øer listet, som den så ud i 1835, fordelt efter frie personer og slaver. I alt 27.134 personer var slaver, mens 16.044 var frie.

Personerne er også inddelt efter profession. For slaverne er den største gruppe ”De som sysselsættes ved Jorddyrkning.” 14.433 personer er talt i denne kategori. De næststørste professioner er ”De der sysselsættes som Huustyende” og ”De som sysselsættes ved Produkters Forædling eller Forarbeidning,” som henholdsvis 4.748 og 2.008 slaver arbejdede indenfor. En fjerde stor gruppe slaver var de 5.170, der tilhørte gruppen ”De der aldeles ikke ere deres Hiere til Nytte.”

Flest kvinder

Slaverne er også opgjort efter alder. Her kan man se, at der i aldersgrupperne 0-10, 11-20 og 31-40 år var mellem 4.864 og 5.729 slaver. I aldersgrupperne over 30 år falder antallet af slaver. 4.437 slaver var mellem 31 og 40 år, og 3.401 var mellem 41 og 50 år. 1.919 slaver var mellem 51-60 år. Kun 70 slaver var over 80 år og én mandlig slave blev registreret som værende over 100 år.

Folketællingen viser også, at der var flere kvindelige end mandlige slaver på øerne. 14.439 slaver var kvinder, mens 12.695 slaver var mænd i 1835.

De Dansk-Vestindiske øer blev i øvrigt solgt til USA, som overtog øerne den 31. marts 1917. På det tidspunkt, så befolkningssammensætningen anderledes ud, da slaveriet var ophørt.