Coop forbedrer driftsindtjeningen med 350 millioner kr.
9.4.2026 10:15:00 CEST | Coop Danmark A/S | Pressemeddelelse
Coop Danmark A/S præsenterer i dag årsregnskab for 2025. Det viser, at driftsindtjeningen (EBITDA) for året ender på 313 millioner kr. Det er en forbedring på 350 millioner kr. i forhold til 2024 og en samlet forbedring på 731 millioner kr. i forhold til 2023. Coop står i dag på et solidt fundament og er foran den økonomiske plan, der blev lagt ved ejerskiftet i 2024.

Coops årsregnskab for 2025 viser, at driftsindtjeningen (EBITDA) uden fortjeneste fra salg af ejendom ender på 313 millioner kr. mod –37 millioner kr. i 2024. Det er en forbedring på 350 millioner kr. i forhold til 2024 og en samlet forbedring på 731 millioner kr. i forhold til 2023.
Coop kommer ud med et EBIT-resultat, der viser et underskud på 215 millioner kr., men resultatet er tilfredsstillende, og Coop er fortsat foran den økonomiske plan, der blev lagt ved ejerskiftet i 2024.
Thor Skov Jørgensen, adm. direktør i Coop, siger:
”Regnskabet for 2025 viser igen en flot fremgang i Coop, som kan ses i alle dele af forretningen. Vi løfter toplinjen målt på sammenlignelige butikker, øger salget samt indtjeningen på varerne og øger effektiviteten. Det er blandt andet værd at fremhæve fremgangen i 365discount, der kommer efter markante forbedringer af driften og udvikling af sortiment, herunder introduktionen af Coops egne varemærker fra Irma og Änglamark.”
Thor Skov Jørgensen forklarer, at Coop i 2025 er lykkedes med at eksekvere den plan, der blev lagt ved ejerskiftet i 2024; planen om at styrke Coops kerneforretning og drift. Et eksempel på det er optimering af værdikæden på frugt & grønt, der har givet friskere varer og mindre udsmid. Coop har samtidig foretaget betydelige investeringer i butikkerne i 2025 for at forbedre kundeoplevelsen.
Coops samlede omsætning i 2025 er på 32,5 milliarder kr. mod 33,6 milliarder kr. i 2024. Omsætningen er negativt påvirket af butikslukninger og salg af butikker jf. beslutning fra foråret 2024. Omsætningen er positivt påvirket af en samlet salgsvækst på sammenlignelige butikker i alle kæder.
Thor Skov Jørgensen siger om forventningerne til 2026:
”Vores regnskab viser, at Coop er på rette vej. Vi har skabt et solidt fundament med en robust balance og en sund likviditetsposition, hvilket giver os kapacitet til at accelerere investeringen i kundeoplevelsen og vores butiksnet de kommende år. Vi forventer, at fremgangen fortsætter, og at EBIT-resultatet for 2026 vil vise overskud.”
Fremgang hos brugsforeningerne
De selvstændige brugsforeninger forbedrer i 2025 EBIT-resultatet med ca. 150 millioner kr. og kommer ud med et samlet positivt EBIT-resultat. Det har været en vigtig prioritet for Coop fortsat at styrke forudsætningen for lønsomhed i de selvstændige brugsforeninger, der driver 364 butikker i Coop-familien, og samtidig fastholde det lokale engagement, som brugsforeningerne står for. Det er lykkedes via en fælles indsats på tværs af Coop og brugsforeningerne, der styrker sammenhængskraften og bidrager til et lønsomt fællesskab. Det er meget tilfredsstillende, at brugsforeningerne har haft så markant fremgang i 2025, og fremgangen forventes at fortsætte i de kommende år.
Fremgang i alle fire kæder
Coop har investeret i butikkerne i 2025, både investeringer i butikkernes fysiske rammer såvel som investeringer i priser, kampagner og udvikling af nye varer til gavn for medlemmer og kunder.
I 2025 har der været fremgang for alle kæder; positiv udvikling i omsætning, stigende kundetilfredshed samt bedre lønsomhed. Alle kæder leverer således en bedre bundlinje i 2025 end i 2024. Og det er desuden værd at bemærke, at det er sket samtidig med, at medarbejdertilfredsheden er steget i alle kæder.
365discount
365discount sluttede året af med at få den højeste score i en kundetilfredshedsmåling, kæden nogensinde har fået. Og den stigende kundetilfredshed viser sig også i regnskabet for 2025, hvor driftsindtjeningen er forbedret med 234 millioner. kr. (EBITDA) uden fortjeneste fra salg af ejendomme. Forbedringen kommer efter en lang periode, hvor Coop har investeret i nye butikker og modernisering af eksisterende. 365discount fik nye kvalitetsvarer på hylderne i 2025, da Coops egne varemærker fra Irma og Änglamark blev en del af sortimentet. Og så blev kædens åbningstid udvidet.
Brugsen
Danmarks største kæde af lokale nærbutikker har i 2025 forsat konverteringen af Dagli’ Brugsen-butikker til Brugsen-konceptet. I september blev Dagli’ Brugsen Brylle konverteret som butik nummer 100, og konverteringen af butikker forsætter i 2026. Brugsen har haft en stigende markedsandel i 2025 og ligger fortsat i top, når det kommer til kundetilfredshed og loyalitet blandt nærkæderne i Danmark. Brugsen fik et velfortjent skulderklap i 2025, da kæden blev tildelt Årets Lokalpris ved Retail Institutes årlige FMCG Consumer Awards.
SuperBrugsen
SuperBrugsen er med 220 butikker Danmarks største supermarkedskæde, kendt for det store udvalg af kvalitetsvarer, højt serviceniveau samt et solidt fundament af basisvarer. Det er afgørende, at SuperBrugsen har flotte og indbydende profilområder som frugt & grønt, vin, ferskvarer og delikatesse. Derfor har Coop ombygget og moderniseret en række SuperBrugsen-butikker for at styrke kundeoplevelsen. Introduktionen af varerne fra Irma-serien har været en stor succes i SuperBrugsen og har været med til at skabe fremgang i kædens salg.
Kvickly
Kvickly er et varehus, der rummer de samme varer og det samme serviceniveau som SuperBrugsen, men butikkerne sælger desuden artikler inden for personlig pleje, nonfood og tekstiler. Og i 2025 har Coop investeret i at udvikle netop varehusdelen af Kvickly. Kvickly har blandt andet fordoblet salget af Coops eget cykelmærke, Mustang, gennem stor satsning på produktinnovation og øget markedsføring.
Kontakter
Thor Skov Jørgensen via Emil UlrichsenSenior kommunikationsrådgiver i Coop
Tlf:26 66 90 68emil.birkving.ulrichsen@coop.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S
Maria Rørbye Rønn indtræder i Coop Danmarks bestyrelse9.4.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den tidligere generaldirektør i DR, Maria Rørbye Rønn, er nyt bestyrelsesmedlem i Coop Danmark. Hun afløser Kristine Martin Berg, der har siddet i bestyrelsen siden 2024.
Nye is fra Irma1.4.2026 09:09:25 CEST | Pressemeddelelse
5 nye varianter af Irma-is er nu i butikkerne. Cremet, lækker is lavet på dansk fløde fra nordjyske gårde og fremstillet på Aabybro Mejeri i Nordjylland, der har eksisteret siden 1888 og i dag er kendt for at producere noget af Danmarks bedste is. Irma isen er udviklet i samarbejde med dessertkokken Morten Heiberg. ”Vi har set rigtig meget frem til at lancere Irma is. Den forener det, vi gerne vil med Irma-mærket: Høj kvalitet, god smag og gode råvarer. Samtidig er den produceret i Danmark på fløde fra nordjyske gårde, hvilket passer stærkt ind i vores ambition om at fremme det danske og lokale.”, siger Elias Billum Have, der er chef for Coops egne varemærker. Irma is introduceres til en pris på 49 kr. for et bæger med 700 ml. Der er i alt fem varianter: Hyldeblomst, chokolade, vanilje, blåbær og hvid chokolade med hindbær coulis. Du finder Irma is i Coops butikker; Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount. Udvalget kan variere fra butik til butik Yderligere information om isen: E
En ny og stærk fremtid for SuperBrugsen i Karup31.3.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Coop Danmark overtager SuperBrugsen Karup fra Skåde Brugsforening 1. august
Lille ændring på 5.800.000 æggebakker giver stor miljøgevinst30.3.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Tekst og grafik på Coops mest populære æggebakke, Änglamark 10 stk., bliver nu printet direkte på pappet i stedet for at blive trykt på et påklistret mærkat. Med 5.800.000 æggebakker af denne type sparer Coop årligt 17,6 ton papir og reducerer CO2-udslippet med 39,2 ton.
SuperBrugsen og Kvickly ansætter ny salgsdirektør13.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Lars Bjerring, 47 år, tiltræder den 1. maj som ny salgsdirektør i SuperBrugsen og Kvickly. Han skal være med til at fortsætte det seneste års positive udvikling og sikre fortsat forbedring af kundetilfredshed, salg og indtjening i butikkerne. Lars Bjerring har dyb erfaring inden for detailhandlen og kommer senest fra jobbet som landechef med øverste ansvar for Normal Danmark, hvor han gennem de seneste 7 år har leveret imponerende resultater. Hans karriere i detail begyndte i 1996, som salgsassistent i SuperBrugsen Vesterbro Torv i Århus. Før jobbet i Normal havde han en 19 år lang karriere hos Salling Group, hvor han har arbejdet med stort set alle led i den daglige butiksdrift. Heraf 16 af årene i Føtex, blandt andet som varehuschef i flere varehuse, inden han senere blev koncept- og sortimentschef i kæden. Kædedirektør i SuperBrugsen og Kvickly, Rikke Krause, glæder sig til at byde Lars velkommen på holdet, og fremhæver hans solide faglige og personlige kompetencer: -Lars tiltræder
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

