Gladsaxes borgmester blæser til national kamp mod vejstøj
Gladsaxes borgmester Trine Græse stiller sammen med otte borgmestre borgerforslag om, at staten senest i 2040 skal sikre borgerne langs statens motorveje mod sundhedsskadelig trafikstøj.

Når mennesker lever og opholder sig i områder med trafikstøj, er der en betydelig risiko for alvorlig sygdom og tidligere død. Derfor har Gladsaxes borgmester sammen med otte andre borgmestre og to byrådsmedlemmer fra Gladsaxe Byråd nu oprettet et borgerforslag om, at staten skal sikre lovgivning og støjbekæmpelse, så ingen boliger langs statens veje udsættes for støj over de støjgrænser, som Miljøministeriet har fastsat.
Fuld støjbekæmpelse i 2040
I følge forslaget skal Miljøministeriet sikre vedtagelse af støjgrænser fra motorveje ud fra et forsigtighedshensyn i forhold til at beskytte områder med boliger imod sundhedsskadelig trafikstøj. Miljøministeriet skal føre tilsyn med, at støjgrænserne overholdes, mens transportministeriet skal sikre, at boligområder beskyttes mod sundhedsskadelig trafikstøj over støjgrænsen fra både nye og eksisterende statsveje. Senest i år 2040 skal der være gennemført støjbekæmpelse, så ingen boliger langs statens veje udsættes for støj over de af Miljøministeriet til enhver tid fastsatte støjgrænser. I mellemtiden må hastigheden nær boligområder nedsættes, så risikoen for at blive syg af den sundhedsskadelige støj mindskes.
Motorvejsstøj er et nationalt problem
Bag gladsaxeborgmesterens forslag står borgmestrene fra henholdsvis Albertslund, Brøndby, Gentofte, Hvidovre, Ishøj, Nyborg, Solrød, Vallensbæk samt to byrådsmedlemmer fra Gladsaxe Byråd. Forslagsstillerne er bredt politisk repræsenteret ved Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.
- Vi er hundredtusindvis af borgere i det her land, som risikerer vores helbred, fordi vi bor langs motorvejene og lever med trafikstøj langt over de fastsatte grænseværdier. Så når der ikke er flere borgmestre med, er det alene fordi, der kun kan være 10 medforslagsstillere i et borgerforslag. Men jeg håber, at både borgmestre og borgere overalt i landet vil støtte forslaget, så vi kan få gjort op med den farlige trafikstøj, fortæller Trine Græse.
Staten tager ikke ansvar for støjbekæmpelse
Ifølge Trine Græse ruller staten konstant mere motorvej ud, uden at tage ansvar for støjbekæmpelse langs de eksisterende veje eller når der udføres mindre udvidelser:
- Et godt eksempel er den planlagte udvidelse af Motorring 3, som skærer sig gennem tætbeboede områder. Selvom borgerne langs M3 allerede i dag lever med støj langt over grænseværdierne, er der kun sat penge af til sporadisk støjbekæmpelse, så støjen ikke skal blive værre. Miljøministeriet har undladt at føre tilsyn med, at den fastsatte grænseværdi overholdes og er derfor også ansvarlig for, at beboerne langs motorvejene har været udsat for sundhedsskadelig støj i mange, mange år, siger Trine Græse.
Danske støjgrænser under WHO’s anbefalinger
Forslagsstillerne mener, at det er på tide, at politikerne i Folketinget er deres ansvar bevidst og sikrer borgernes sundhed og livskvalitet. For støjen er ødelæggende både for helbred og livskvalitet for de borgere, der bor i disse områder.
- Indsatsen er helt utilstrækkelig og fuldstændig uansvarlig. På mange andre områder fastsætter myndighederne grænseværdierne ud fra et forsigtighedshensyn. Men det gælder ikke trafikstøj. I Danmark har man tværtimod valgt at fastsætte grænsen for trafikstøj højere end WHO’s anbefalinger, på trods af at det er veldokumenteret, at trafikstøj medfører risiko for alvorlig sygdom. Derfor skal boligerne langs statens motorveje i hele Danmark og senest i år 2040 skærmes mod sundhedsskadelig støj fra statens motorveje i hele Danmark, siger Trine Græse.
Faktaboks
Se og støt borgerforslaget på:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-15959
Bag borgerforslaget står følgende:
Forslagsstillere:
Trine Græse, borgmester i Gladsaxe, Socialdemokratiet
Medforslagsstillere:
Merete Amdisen, borgmester i Ishøj, Socialdemokratiet
Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg, Venstre
Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk, Konservative
Emil Blücher, borgmester i Solrød, Liberal Alliance
Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, Socialdemokratiet
Michael Fenger, borgmester i Gentofte, Konservative
Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre, Socialistisk Folkeparti
Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby, Socialdemokratiet
Astrid Søborg, byrådsmedlem i Gladsaxe, Venstre
Dorthe Wichmand Müller, byrådsmedlem i Gladsaxe, Socialistisk Folkeparti
Kontakter
Borgmester Trine Græse, Gladsaxe Kommune, via kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk
Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Aiman spreder glæde i Gladsaxes plejeboliger10.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Aiman har et udviklingshandicap og et helt særligt nærvær, som beboerne i Rosenlund Plejeboliger har stor glæde af.
Gladsaxe: Bredt forlig sikrer plads til både reformer og velfærd18.9.2025 16:05:32 CEST | Pressemeddelelse
Alle partier var med, da Gladsaxe Byråd onsdag aften indgik budgetforlig. Forliget løfter velfærden med 71 mio. kr. til blandt andet børn og unges trivsel og implementering af de mange nye velfærdsreformer.
Mørkhøj har fået ny cykelbane for børn11.9.2025 10:20:42 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag var der indvielse af Mørkhøjs nye cykelbane for børn. Det blev en festdag, hvor 200 glade børn og voksne samt Gladsaxe Garden deltog. Cykelbanen er resultatet af et rigtig godt samarbejde med lokale kræfter og et nyt, hyggeligt mødested, hvor alle er velkomne.
Græssende okser og nye hundefolde i Radiomarken8.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag ankom to okser til Radiomarken. De skal gå frit omkring i en ny fold hele året rundt. Samtidig er der blevet etableret to nye hundefolde, hvor hundeejere kan have deres hund gående løs.
Gladsaxes hjemmehjælp i top blandt hovedstadskommunerne5.9.2025 13:21:39 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxes hjemmehjælpsmodtagere er blandt de mest tilfredse i hovedstadsområdet. De er trygge ved medarbejderne, og de, der modtager hjælp fra den kommunale hjemmepleje, er langt mere tilfredse, end dem, der har valgt en privat leverandør.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum