Mere bæredygtige løsninger i Uddannelsescenter Bispebjerg
Hydraulisk kalkmørtel, CLT-træ og genbrugstegl er nogle af de materialevalg, der skal skabe et mere bæredygtigt byggeri i historiske omgivelser.
Et kvarter med fredede bygninger stiller store krav til opførelsen af det nye Uddannelsescenter Bispebjerg - en opgave, Skou Gruppen løser i totalentreprise.
Det 2.450 kvadratmeter store Uddannelsescenter Bispebjerg bygges i et område med det fredede Bispebjerg Hospital som nærmeste nabo. Med en beliggenhed i et historisk område er det ekstra vigtigt at finde løsninger, som er i tråd med omgivelserne.
Derfor har Skou Gruppen i samarbejde med BBP Arkitekter og rådgivende ingeniør Dominia både kigget mod mere bæredygtige løsninger og alternativ byggeteknik for at skabe et inspirerende miljø for den fremtidige læring og forskning.
”Det gamle Bispebjerg Hospital er opført i en epoke, der var præget af Bedre Byggeskik. Og det er faktisk samme byggeskik, hvad angår murværket, vi er gået tilbage til i opførelsen af Uddannelsescenter Bispebjerg. Arkitektonisk skal den nye bygning spille de andre bygninger gode, sådan som vi kender det fra et orkester, hvor helheden er det vigtigste. Det kræver, at det nye medlem af ensemblet også skal kende den gamle melodi, så der kan opstå en harmoni måske med en twist” siger arkitekt Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter.
”Alle parter er indstillede på at samarbejde om den grønne dagsorden, og Skou Gruppen er åben for nye tiltag. De har stor erfaring med mere bæredygtigt byggeri, så der er valgt mere bæredygtige løsninger, hvor det var muligt,” tilføjer han.
Trækonstruktion, genbrugstegl og kalkmørtel
Byggeteknikken medvirker også til CO2-besparelser i byggeriet. Uddannelsescentrets skelet opføres i CLT-træ (Cross Laminated Timber), som Skou Gruppen allerede fra tidligere projekter har erfaring med. For at byggeriet hænger sammen med de historiske omgivelser, opfører man en skalmur i røde mursten uden om træskelettet.
De røde mursten er genbrugssten fra den nedrevne kirkemur fra Bispebjerg Kirkegård, og murstenene stammer endda fra det samme teglværk som dem, der er benyttet til det gamle Bispebjerg Hospital. Desuden kommer murerne til at anvende en hydraulisk kalkmørtel, som er den traditionelle mørtel uden cement, hvilket også betyder, at murstenene kan genbruges endnu engang ude i fremtiden.
”Det bliver et specielt og meget flot hus med et flot mønstret murværk og med mange detaljer som svaleredekasser, indflyvningshuller til mursejlere langs det ene tagskæg plus runde og buede vinduer. Det bliver et meget flot byggeri. Jeg er heldig, at jeg får lov til at stå i spidsen for projektet,” siger Allan Wissing, projektleder for Skou Gruppen.
Bæredygtige mål opjusteret
Skou Gruppen har tilsluttet byggeriet til den frivillige bæredygtighedsklasse, hvor man forpligter sig til at bygge med maksimalt 8 kg CO2 per m2, altså noget lavere end bygningsreglementets krav på 12 kg CO2 per m2.
Oprindeligt var målet at bruge 380 tons mindre CO2 end i et tilsvarende betonbyggeri. Målet er dog øget til 500 tons mindre CO2 undervejs i planlægningen ved fortsat at lede efter bæredygtige løsninger.
Et af de steder, hvor uddannelsesbygningens CO2-forbrug er blevet reduceret, er i tagkonstruktionen. Undervejs fandt projektgruppen ud af, at der kunne spares yderligere CO2 ved at sænke sternhøjden med 2 meter og i stedet for et fladt tag at konstruere et saddeltag med gitterspær, hvor der er et største spænd og dermed et mindre forbrug af materialer.
Varm og farverig indretning
Trækonstruktionen kommer til at gå igen i uddannelsescentrets indretning, hvor der er synlige træribbe i loftet, og trækonstruktionen er synlig på væggene.
”Med det store spænd på dækkene har det været udfordrende at få statikken til at gå op, men det er lykkedes at finde en løsning med det hidtil største trædæk i Danmark, der får et spænd på 11,5 meter,” forklarer Allan Wissing.
Bygningen er indrettet med et samlende atrium i midten med adgang til et auditorium og en dagligstue - det vil sige et opholdsrum med blandt andet kantine og cafémiljø. Som en del af indretningen har farvekunstner Malene Bach sammensat farverne, og bygningens indre får et varmt og farverigt udtryk som en kontrast til det kliniske hospitalsmiljø.
16.000 tons jord er fjernet
Udgravning til parkeringskælder begyndte i juni 2023, og der er blevet fjernet 16.000 tons jord. Nu er arbejdet med at etablere beton, tæppedræn og kloakering gået i gang, og til november 2023 kommer elementer til konstruktion af parkeringskælderen.
Skou Gruppen vil have to-tre bygge- og projektledere samt 8-10 tømrere beskæftiget i egenproduktionen på projektet. Uddannelsescentret forventes at være klar til indflytning i begyndelsen af 2025.
Kontakter
Adm. direktør og partner Martin Skou Heidemann, 2835 8015 eller ms@skougruppen.dk
Billeder
Om Skou Gruppen
Skou Gruppen A/S udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer- og mureropgaver for professionelle kunder. Skou Gruppen har speciale i vedligeholdelse af ejendomme på servicekontrakter og i komplicerede renoveringer.
Skou Gruppen beskæftiger ca. 150 medarbejdere, arbejder i hele Storkøbenhavn og har hovedkontor i Hørsholm.
Virksomheden vedligeholder ejendomme på flerårige serviceaftaler for mange kommuner i hovedstadsområdet samt for Region Hovedstaden, Forsvaret og EU's Miljøkommission.
Desuden vedligeholder Skou Gruppen ca. 20 kirker over hele Sjælland og arbejder for mange andre offentlige bygherrer. Skou Gruppen har desuden datterselskaberne SG Totalentreprise og SG Beton.
Følg pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Ligestillingsministeren besøger kvinder i byggeriet21.6.2023 12:59:13 CEST | Pressemeddelelse
Den 21. juni var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder. Også sekretariatschef Christina Schultz fra Byggeriets Samfundsansvar og fra Skou Gruppen Martin Skou Heidemann og salgschef Jesper Nicolaisen deltog i mødet på byggepladsen.
ARC-rejsegilde med poesi og solskin13.6.2023 07:56:47 CEST | Pressemeddelelse
Håndværkernes neongule arbejdsveste strålede om kap med solen fra en skyfri blå himmel i går, da Skou Gruppen havde inviteret til rejsegilde på ARC – Amager Ressourcecenters nye kontor- og mandskabsbygning.
Nyt tenniscenter i Hørsholm indviet6.6.2023 15:30:21 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 4. juni blev Leschly Tennis Center i Hørsholm indviet med manér. Centret er hjemsted for Hørsholm Rungsted Tennisklub (HRT) og Leschly Tennis Academy. Det nye tenniscenter er blevet til ved at udbygge det gamle klubhus og etablere ny Center Court. Skou Gruppen har gennemført udbygningen af klubhuset i hovedentreprise fra maj 2022 til maj 2023.
Kom med når Minister for ligestilling besøger kvinder i byggeriet24.5.2023 11:20:16 CEST | Presseinvitation
Den 25. maj var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder.
Ældre boligforeninger i Holbæk renoveres fra kælder til kvist21.4.2023 11:44:24 CEST | Pressemeddelelse
Skou Gruppen er gået i gang med en gennemgribende modernisering og renovering af to ældre ejendomme i Byggeforeningen af 1933, i daglig tale Byg33, i Holbæk.