WWF Verdensnaturfonden

WWFs nye risikofilter for biodiversitet skal hjælpe virksomheder med at takle naturrelaterede risici

Del

Størstedelen af Danmarks store virksomheder ser biodiversitetstab som en trussel mod deres forretning. Nyt værktøj fra WWF kan for første gang hjælpe med at kortlægge risici lige netop der, hvor den enkelte virksomhed er afhængig af naturen. Flere værktøjer er på vej.

WWF lancerer i dag et nyt online værktøj, der kan hjælpe danske virksomheder med at kortlægge de risici, som naturkrisen medfører for netop dem. Det nye risikofilter gør det dermed endeligt muligt for danske virksomheder og investorer at kortlægge, hvordan de påvirker naturen, og hvor afhængige deres forretning er af naturens ressourcer. Med det nye overblik får virksomhederne dermed et bedre grundlag for at beslutte, hvordan de kan mindske deres fodaftryk eller rekonstruere naturen, der hvor de får deres ressourcer.

”70 procent af de største danske virksomheder ser biodiversitetstab som en trussel mod deres forretning, men kun 10 procent af dem har en konkret plan for, hvordan de vil handle på det. Nu får de for første gang et konkret værktøj til at adressere biodiversitetskrisen. Med det nye risikofilter kan danske virksomheder og finansielle institutioner endelig få et overordnet risikobillede af naturen i de geografiske områder, som de agerer i. Jeg vil opfordre dem til at gå i gang så hurtigt som muligt,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Det nye filter har taget tre år at udvikle og er baseret på et omfattende videnskabeligt materiale og tusinder af lokale undersøgelser. Filteret samler data fra en lang række kilder bl.a. NASA, FN, Verdensbanken, FAO og WWF.

I december vedtog verdens lande en ’Paris-aftale’ for naturen, hvor de forpligtede sig til i fællesskab at standse og vende tabet af biodiversitet inden 2030. Aftalen indeholder en lang række krav til verdens erhvervsliv, hvor virksomheder og finansielle institutioner skal levere de nødvendige investeringer og udvikle nye forretningsmodeller, der kraftigt reducerer det skadelige fodaftryk på naturen fra produktion og forbrug.

”Den nye globale aftale slår fast, at naturen nu er så presset, at alle er forpligtet til at gøre noget, inden det er for sent. Der er ingen vej udenom. Med det nye værktøj kan fremsynede danske virksomheder komme hurtigt i gang og håndtere deres fodaftryk på naturen, inden det bliver umuligt at sælge produkter, der har fx regnskov på samvittigheden. Enten på grund af ny lovgivning eller fordi kunderne vil gå uden om naturskadelige produkter,” siger Bo Øksnebjerg og fortsætter:

”Nu kan de danske virksomheder let kortlægge, hvordan og hvor meget de påvirker naturen rundt omkring i verden, når de fx køber kaffe, soja, gummi, træ eller bruger vand eller andre ressourcer fra naturen i deres produktion. Dermed bliver det lettere at gøre noget ved den impact, virksomheden har på vores planet. Og det bliver tilmed endnu lettere i fremtiden, da nye værktøjer, der hjælper med at identificere mulige tiltag og måler effekten af dem, også er på vej. Det gælder ikke mindst det nye Science Based Targets for Nature. Og så har WWF i Danmark også en række projekter, som virksomhederne kan tilslutte sig i pipelinen.”

De danske virksomheder sætter – på tværs af brancher - et stort fodaftryk på naturen både herhjemme og i udlandet. Ifølge World Economic Forum udgør tab af biodiversitet en af de største globale økonomiske risici over de næste ti år. Tabet af natur globalt vil medføre stigende råvarepriser, vandmangel, naturkatastrofer og et behov for at skifte til nye produktionsmetoder. Derfor vurderer World Economic Forum, at natur-positive virksomheder har en forretningsmæssig fordel. Samtidig har World Economic Forum regnet ud, at en global overgang til en mere natur-positiv tilgang vil resultere i årlige forretningsmuligheder til en værdi af 10,1 billioner amerikanske dollars i 2030.

”Naturkrisen vokser sig kun større år for år, og følge WWFs Living Planet Report er bestandene af vilde dyr over de seneste 50 år gennemsnitligt faldet 69 pct. Heldigvis viser World Economic Forums beregninger, at det er en rigtig god forretning at tage ansvar og indføre løsninger, der er i pagt med naturen og ikke på bekostning af mod naturen,” siger Bo Øksnebjerg.

Risikofilteret for biodiversitet er et onlineværktøj, der er tilgængelig på WWFs hjemmeside.

Risikofilteret bygger på meget – og ret kompleks – data. Derfor afholder WWF et webinar den 31. januar, hvor virksomheder har mulighed for at høre mere om det nye risikofilter.

Om WWFs nye risikoværktøj for biodiversitet
Vores globale økonomi og finansielle systemer er dybt afhængige af naturen, og i kraft af naturkrisen er virksomheder og investorer fra alle sektorer derfor udsat for biodiversitetsrelaterede risici. Ifølge World Economic Forum er omkring halvdelen af den globale BNP stærkt eller moderat afhængig af naturen.

Risikofilteret for biodiversitet bygger på over 50 datalag, der tilsammen giver et globalt og holistisk billede af biodiversitetsrelaterede risici. Det indeholder information om arter og økosystemer, beskyttede områder og det vigtigste pres på biodiversiteten såsom skovrydning, ødelæggelse af levesteder, forurening, ændringer i arealanvendelsen til landbrug osv.

Dataene er leveret af bl.a. NASA, FN, Verdensbanken, FAO og WWF. Det er den første platform nogensinde, der samler en så bred vifte af data specifikt med det formål at analysere biodiversitetsrelaterede risici for virksomheder og finansielle institutioner.

Risikofilteret for brodiversitet bygger på de erfaringer, som WWF har opnået via arbejdet med deres Water Risk Filter. Begge risikofiltre kan tilgås online via https://riskfilter.org/.

Kontakter

Billeder

Information om WWF Verdensnaturfonden

WWF Verdensnaturfonden
WWF Verdensnaturfonden



Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum