WWF Verdensnaturfonden

WWF i opråb: Fiskedød i europæisk flod er et wakeupcall til hele Østersøregionen

Del

Massiv fiskedød i floden Oder får WWF til at sende et åbent brev til alle lande i Østersøregionen. Her opfordrer man kraftigt til, at landene tager fiskedøden alvorligt og beskytter og genopretter havnaturen i Oder og Østersøen.

Landene omkring Østersøen – inklusive Danmark – er forpligtet til at skabe et sundt miljø i havet, og miljøkatastrofen i Oder er et varsel om, at vi skal til at komme i gang, mener WWF.  Foto: WWF / Philipp Kastinger
Landene omkring Østersøen – inklusive Danmark – er forpligtet til at skabe et sundt miljø i havet, og miljøkatastrofen i Oder er et varsel om, at vi skal til at komme i gang, mener WWF. Foto: WWF / Philipp Kastinger

Den forgangne uges skrækkelige nyheder om massiv fiskedød i floden Oder har også ramt Danmark. Tusindvis af fisk er fundet døde i floden, der løber gennem Polen og Tyskland og munder ud i Østersøen.

Årsagen til fiskedøden kendes endnu ikke, men det skyldes sandsynligvis en kombination af flere faktorer, der alle kan spores til os mennesker: Forurening kombineret med lav vandstand og høje vandtemperaturer som følge af tørke.

Det får nu WWF og andre organisationer i en række lande, der grænser op til Østersøen, til at sende et brev til alle regeringer i Østersøregionen med en alvorlig opfordring til at beskytte og genoprette økosystemet i Oder og Østersøen.

”Fiskedøden og dens årsager er en miljøkatastrofe, som WWF ser med stor alvor på,” siger Bo Øksnebjerg, der som generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden har underskrevet brevet sammen med sine kolleger i andre lande.

”Oder har sin udmunding i Østersøen, og derfor er situationen i Oder også af betydning for os i Danmark. Det et wakeupcall til os alle om, at vi har et fælles ansvar for at beskytte og genoprette økosystemer i Østersøen, så det kan stå imod miljøkatastrofer, som den vi nu oplever i Oder,” siger Bo Øksnebjerg og fortsætter:

”Selvom vi endnu ikke kender baggrunden for den tragiske fiskedød i Oder, må vi forvente, at tørke og ekstrem varme også de kommende år vil presse vores natur i Østersøregionen, og vi igen kan risikere en miljøkatastrofe som i Oder. Østersøen er i forvejen ekstremt presset af os mennesker, så der er simpelthen ikke råd til at forværre situationen. Landene omkring Østersøen – inklusive Danmark – er forpligtet til at skabe et sundt miljø i havet, og det her er et varsel om, at vi skal til at komme i gang. Hvis vi igen skal have en natur i balance, er vi simpelthen nødt til at begynde at give mere tilbage til naturen, end vi tager.”

Havmiljøet er allerede presset
Særligt den sydlige del af Østersøen, som er i risiko for at blive påvirket af miljøkatastrofen fra syd, er i forvejen stærkt påvirket af menneskets overudnyttelse af havets ressourcer.

En undersøgelse fra WWF Verdensnaturfonden viste i 2020, at naturskadeligt bundslæbende fiskeri finder sted i mindst 80 pct. af Østersøen. Torskebestanden, der for få årtier siden, var sund og god i havet, er i dag så kraftigt reduceret, at erhvervsfiskeriet er stærkt begrænset, og selv lystfiskere kun må hjemtage en enkelt torsk per dag.

Samtidig betragtes Østersøen som et varsel på, hvordan vi kan forvente klimaforandringerne påvirker havet. Østersøen oplever allerede nu klimadrevne forandringer, fx forhøjede vandtemperaturer, som andre havområder først vil opleve længere ude i fremtiden. Derfor bør Østersøregionen også gå forrest, når det gælder de naturbaserede løsninger og arbejdet med at skabe et robust hav.

Læs det åbne brev til landene i Østersøregionen.

Kontakter

Billeder

Landene omkring Østersøen – inklusive Danmark – er forpligtet til at skabe et sundt miljø i havet, og miljøkatastrofen i Oder er et varsel om, at vi skal til at komme i gang, mener WWF.  Foto: WWF / Philipp Kastinger
Landene omkring Østersøen – inklusive Danmark – er forpligtet til at skabe et sundt miljø i havet, og miljøkatastrofen i Oder er et varsel om, at vi skal til at komme i gang, mener WWF. Foto: WWF / Philipp Kastinger
Download

Information om WWF Verdensnaturfonden

WWF Verdensnaturfonden
WWF Verdensnaturfonden



Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum