ErhvervsstyrelsenErhvervsstyrelsen

Win-win i Horsens: Lívia fra Slovakiet skabte sit eget job og en helt ny virksomhed

Del
EU-projektet Future Talent Denmark bygger bro over kulturelle og sproglige barrierer mellem 240 udenlandske studerende og 80 danske virksomheder. Gevinsten er oplagt: De studerende får et netværk, og virksomhederne får et frisk pust – og i Horsens gav det en helt ny virksomhed.
Tre dages praktikophold via EU-projektet Future Talent Denmark var nok for virksomhedsejer Jens Svinth Vogel for at se, at Lívia Petrufová havde den passion og viden, som han ledte efter. Foto: IN2Sustainability
Tre dages praktikophold via EU-projektet Future Talent Denmark var nok for virksomhedsejer Jens Svinth Vogel for at se, at Lívia Petrufová havde den passion og viden, som han ledte efter. Foto: IN2Sustainability

Hver anden udenlandske studerende i Danmark har forladt landet to år efter at have taget eksamen, viser tal fra UFM. Sådan regner Lívia Petrufová fra Slovakiet bestemt ikke med, at det kommer til at gå, når hun til sommer dimitterer fra International Economic Consulting på Aarhus BSS, Aarhus Universitet.

Hun har nemlig mulighed for at komme til Horsens og arbejde med bæredygtighed i virksomheden IN2Sustainability, som hun selv har fået idéen til. Virksomheden ejes af Jens og Camilla Svinth Vogel, som via EU-projektet Future Talent Denmark har haft Lívia i virksomhedspraktik under studiet.

Praktikforløbet blev formidlet af socialfondsprojektet Future Talent Denmark, der drives af foreningen work-live-stay Southern Denmark. Projektet rekrutterede den første udenlandske studerende i marts 2020 – i skyggen af COVID-19. Siden har projektet knyttet bånd mellem 234 udenlandske studerende og 81 danske virksomheder. Målet er 240 deltagere, og når projektet slutter ved sommerferien, ventes deltagertallet at slutte langt over målet.

Ann Cathrine Lebech Hoe, projektleder for Future Talent Denmark, kalder projektet en ”win-win-win”:

”For de studerende, virksomhederne og samfundet. Nogle studerende skaber helt nye virksomheder, mens andre bliver motiveret til at se nye karriereveje og nye markeder. Virksomhederne får branding ud af det og bliver klogere på internationalisering, og samfundet får stærkere og mere internationaliserede virksomheder.”

I projektet tilbydes korte praktikforløb, case-arbejde og relevante workshops, og trods COVID-19 er resultaterne stærke: I 2021 har to tredjedele af de færdiguddannede, der deltog i Future Talent Denmark, fået ordinær beskæftigelse i en dansk virksomhed – mod forventet 50 pct.

Tre dages praktik var nok

I Horsens dukkede Lívia og to andre studerende op til tre dages praktik, fordelt fra januar og frem til juni 2021. De studerende arbejdede selvstændigt og fik sparring fra Jens mellem hver praktikdag. Hurtigt skilte den slovakiske studerende sig ud – både som person og fagligt inden for bæredygtighed.

Jens Svinth Vogel:

”Hun har en passion for og en viden om bæredygtighed, og vi passer godt sammen. Jeg elsker at starte ting op, mens Livia er god til at få tingene gjort færdig; hun bekymrer sig om detaljerne. Som international studerende kunne hun også give internationalt perspektiv, men det handlede først og fremmest om, at hun kom med sin personlighed og passion.”

Lívias idéer inden for bæredygtighed passede med Jens Svinth Vogels ambitioner om at starte en ny virksomhed på området. Fra august 2021 har Lívia Petrufová sideløbende med studiet haft ansvar for den nye virksomhed In2Sustainability, der hjælper virksomheder med at udvikle bæredygtighed.

Lívia Petrufová:

”Først så jeg det som en mulighed for at teste min viden og læring fra uddannelsen i en rigtig virksomhed. Jeg havde nok ikke drømt om at få et job i en virksomhed, men vi talte om fremtiden, Jens tilbød mig jobbet, og jeg havde lyst til at fortsætte.”

Baggrunden for Future Talent Denmarks arbejde er alvorlig: Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft, mange udlændinge vil gerne studere i Danmark, og virksomhederne vil gerne ansætte veluddannet udenlandsk arbejdskraft. Men tal fra UFM viser, at halvdelen af de færdiguddannede udenlandske studerende er flyttet fra Danmark to år efter endt uddannelse.

Ann Cathrine Lebech Hoe, projektleder for Future Talent Denmark:

”En stor del af de udenlandske studerende vil meget gerne blive her i Danmark og arbejde, når de er færdiguddannede. De er enormt motiverede og engagerede for at skabe et netværk her i landet, og derfor deltager de i et projekt som Future Talent Denmark, hvor work-live-stay sammen med Aarhus BSS og SDU kan hjælpe dem på vej.”

For samfundet er det også en god forretning at holde på de udenlandske dimittender: Studerende fra EU-lande, der gennemfører en lang videregående uddannelse i Danmark, lægger over et livsforløb gennemsnitligt knap 650.000 kr. i de offentlige kasser, viser tal fra Kraka-Deloitte-samarbejdet Small Great Nation.

Sprog og kultur er en barriere

Men mange udenlandske studerende oplever den kulturelle barriere som stor: Sproget og den usynlige networking, som gør, at mange stillinger simpelthen aldrig slås op, men bliver besat internt.

Lívia Petrufová søgte mod Future Talent Denmark for at få et netværk blandt virksomheder:

”Man begynder fra nul, når man er udenlandsk studerende i Danmark. Virksomhedernes netværk er meget stærkt i Danmark, og jeg tror, at nogle virksomheder viger tilbage fra at ansætte udlændinge, fordi det kræver en indsats for at komme overens på kultur og sprog. Så er det nemmere med en dansker.”

I In2Sustainalibility er sprogbarrieren løst med engelsk: Lívia Petrufovás studium er engelsksproget, og selvom hun har været fem år i Danmark og forstår næsten alle samtaler på dansk, kniber det stadig lidt med mundtligt dansk. Derfor glæder hun sig over at kunne øve sig i dansk i sit studiejob i In2Sustainalibility:

Jeg kom til Danmark for fem år siden.Mit ønske var at studere i udlandet, og dengang var Danmark den bedste mulighed i forhold til mine uddannelsesønsker. Jeg kom ikke på grund af Danmark, men på grund af mulighederne i Danmark – og nu bliver jeg på grund af den danske kultur og danskernes gode work-life-balance.”

FAKTA Om Future Talent Denmark

Future Talent Denmarks mål er at rekruttere 240 udenlandske studerende til korte praktikforløb i virksomheder kombineret med casearbejde og workshops. Heraf skal 50 pct. være i job senest ét år efter endt studium. Målet er, at 80 partnervirksomheder får løst en case af internationale studerende, og 90 pct. af partnervirksomhederne efter deltagelse ønsker at tilknytte internationale medarbejdere.

Projektet drives af organisationen work-live-stay Southern Denmark i partnerskab med Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. EU’s Socialfond har medfinansieret projektet med ca. 3,6 mio. kr., og dertil kommer ca. 1,8 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Læs mere om Future Talent Denmark på projektets hjemmeside

Læs mere om Future Talent Denmark i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA Om EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.

Nøgleord

Kontakter

Hvis du vil vide mere om Future Talent Denmark og In2Sustainability, kan du kontakte:
Søren Munch, DE Kommunikation, +45 35 29 17 75 og SorMun@erst.dk

Billeder

Tre dages praktikophold via EU-projektet Future Talent Denmark var nok for virksomhedsejer Jens Svinth Vogel for at se, at Lívia Petrufová havde den passion og viden, som han ledte efter. Foto: IN2Sustainability
Tre dages praktikophold via EU-projektet Future Talent Denmark var nok for virksomhedsejer Jens Svinth Vogel for at se, at Lívia Petrufová havde den passion og viden, som han ledte efter. Foto: IN2Sustainability
Download
Praktikopholdet i 2021 blev afsluttet med en præsentation af mulige forretningsplaner for virksomheden IN2Sustainability. Foto: IN2Sustainability
Praktikopholdet i 2021 blev afsluttet med en præsentation af mulige forretningsplaner for virksomheden IN2Sustainability. Foto: IN2Sustainability
Download
IN2Sustainability drives af Jens Svinth Vogel og Camilla Svinth Vogel. Foto: IN2Sustainability
IN2Sustainability drives af Jens Svinth Vogel og Camilla Svinth Vogel. Foto: IN2Sustainability
Download

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg

3529 1700https://udviklingidanmark.erhvervsstyrelsen.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye