VUGGE MED VOKSEVÆRK – HISTORISKE LEJRE HAR EN MAGNETISK TILTRÆKNING
24.6.2021 09:32:00 CEST | ROMU | Pressemeddelelse

Hvis du som bare mildt historisk interesseret træder ud ad døren efter et besøg på Lejre Museum, vil blikket straks gå på opdagelse i en scene, der ikke giver øjnene ro. En skov af gamle høje, gravpladser, store haller og skibssætninger vidner om et landskab, der for lidt over et årtusinde siden dannede baggrund for nogle spændende kapitler i Danmarkshistorien.
I næsten 500 år var området omkring Gammel Lejre centrum for magt og konger i vikingetiden og yngre jernalder. Herfra udspringer historierne om den internationalt berømte sagnhelt Beowulf og om Skjoldungeslægten, som man mener er Danmarks første enekongeslægt.
I dag, mere end 1.000 år senere, sætter den fortælling stadig sit tydelige præg på kommunen. Ikke mindst efter de seneste årtiers udgravninger – blandt andet Danmarks største Kongehal, som blev fundet og udgravet af Lejre Museum og ROMU og genskabt af Sagnlandet Lejre.
”Det er en fortid, som er meget let tilgængelig og synlig. Når man bor i Lejre kommune, er der en stolthed over den stærke historie, der knytter sig til stedet. Over, at man kan gå ud på marken, stampe i jorden og sige: ’Det var jo lige her, det skete’. At her er Danmarks vugge,”siger Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S)
Derfor er området omkring Gammel Lejre uomgængeligt, når snakken falder på kulturarven i Lejre Kommune. Men kulturarv er meget mere og andet end noget, som foregik for 1.000 år siden. Det er borgmesteren ganske bevidst om.
”Det er jo klart, at jo længere, du kommer fra Gammel Lejre, jo tyndere bliver slægtskabet til historien om Beowulf. Så har vi for eksempel i stedet i den nordlige del halvøen Bramsnæsvig, som vi også kalder Dejligheden. Malere er strømmet hertil siden 1800-tallet, fordi det er et af de smukkeste og mest maleriske steder i hele Danmark.”
Byudvikling må ikke blive til afvikling
Han kalder selv Lejre en ”lidt mystisk” kommune. Den består af 49 landsbyer, og det tætteste, kommunen kommer på en ’hovedstad’, er Hvalsø med 4.000 sine indbyggere. Men det er ikke Lejre, der lægger ryg til mediernes historier om landsbydød og forladte lokalsamfund. Tværtimod.
”Vi er i virkeligheden i den modsatte situation. Vi har længe oplevet, at folk gerne vil flytte til Lejre. Og alle ville jo være glade for tilflytning, men vi holder faktisk lidt igen. Det er selvfølgelig en del af udviklingen, men det skal ske på en måde, så vi sikrer, at landsbyerne bevarer deres identitet. Det er jo også kulturarv,” fortæller Carsten Rasmussen.
For der ligger en vigtig opgave – som også har stor politisk bevågenhed i kommunen – i at balancere byfornyelse, udbygning og bevarelse.
”For dem, som flytter hertil, er det naturen og det grønne, som trækker. De uberørte landsbymiljøer omkring de gamle gadekær i Kattinge og Sæby. Det skal vi jo sikre os ikke forsvinder.”
Carsten Rasmussen understreger, at han godt ved, det er et positivt problem. Og kommunen tager hellere end gerne imod nye borgere – og nye ideer. For det kan også være med til at løfte kommunen og faktisk sætte kulturarven i spil på en helt ny måde.
En sluttet kulturarvsring
Det har Carsten Rasmussen oplevet et levende eksempel på for nyligt under et besøg på Vintre Møller – en gammel vandmølle, hvor der siden 1300-tallet blandt andet er blevet produceret mel, uld og øl ved Møllebækkens bred.
”Vintre Møller er et af de tidlige industrispor i kommunen. For 100 år siden var her et bryggeri, som måtte dreje nøglen om, da de gik nedenom og hjem, men nu får de gamle vandmøller en renæssance og genopstår i en ny skikkelse,” fortæller Carsten Rasmussen.
Som en anden Fugl Føniks har et lokalt destilleri nu etableret sig ved den gamle vandmølle for at producere gin og rom af lokale råvarer. Selve vandmøllen er ikke i brug til det nye destilleri, men bruges i stedet som besøgscenter, der sammen med det rindende vand fortæller et stykke kulturhistorie om den spæde industri i Lejre.
”Her er kulturarven i virkeligheden en del af brandingen. Det nye, som vi jo alle gerne vil have, er højere, forædlede fødevarer, som bygger på fortiden og på historien. Og det gør det i høj grad her,” lyder det fra Carsten Rasmussen.
Han er godt tilfreds med at være borgmester i en kommune, som hviler på solide historiske søjler, men samtidig sætter kulturarven i spil på nye måder. Hvor sagnkongernes fjerne fortid tager nutiden og fremskridtet i hånden og viser en vej, i stedet for at være modsætninger.
ROMU har det kulturhistoriske ansvar for Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund. Artiklen her er et afsnit af en lille serie, hvor vi tager temperaturen på kulturarven i de fire kommuner og spørger borgmestrene, hvilken rolle kulturarven spiller i henholdsvis Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
FAKTA
På Lejre Museum får du fortællingen om, hvorfor Gl. Lejre er kongerigets vugge. Her havde de tidligste konger i vikingetid og sen jernalder deres tronsæde gennem 500 år. I det smukke landskab lige ved museet kan du opleve stedet, hvor Danmarks største kongehal blev fundet og udgravet.
Se Lejre Museums priser og åbningstider her.
Vil du møde en flig af Lejres lidt nyere historie, så læg vejen forbi Gammel Kongsgaard, som ligger tæt på museet. Læs om Gammel Kongsgaard her.
Hvis du gerne vil vide mere om Vintre Møller, kan du læse mere her. Du kan også følge destilleriet på facebook.
I Sagnlandet Lejre kan du blandt meget andet opleve den genskabte udgave af Danmarks største kongehal. Se mere her.
Relaterede links
Nøgleord
Kontakter
Stine Blegvad
Pressekontakt
stinebleg@romu.dk
+45 4631 6535
Billeder

Information om ROMU
Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud26.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.
Aqua kommer på kulturarvs-museum25.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
14 millioner solgte albums taler deres tydelige sprog. Aquas debutalbum ’Aquarium’ fra 1997 er ikke til at komme udenom i dansk musikhistorie. Derfor dykker Rockmuseet nu ned landets største musikalske eksport-eventyr fra 90’erne lige fra Tølløse til Tokyo.
Tag med på en tidsrejse til middelalderen midt i Roskildes historiske centrum24.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Middelalderdage vender tilbage den 3. og 4. august med masser af sjove aktiviteter, en sanselig oplevelse af middelalderens lyde og dufte og endnu mere formidling af en periode, hvor Roskilde var en af landets vigtigste danske byer.
Fem stærke hold skal konkurrere om at skabe udstillingerne til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter17.6.2026 08:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for at skabe medrivende publikumsoplevelser i det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har været overvældende. Ud af et stærkt, internationalt felt er der nu valgt fem gode hold, der skal konkurrere om opgaven med at vække verdensarven til live frem mod åbningen.
Fra racerbiler til Beatles-skitse: Nyt ROMU-årsskrift åbner til museets maskinrum16.6.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
ROMUs årsskrift, der samler op på det forgangne år, er på gaden. Her kan læserne blandt andet dykke ned i historien om Paul McCartneys håndtegnede Sgt. Pepper-skitse, nye forskningsprojekter og det omfattende arbejde med at bevare museets mere end 278.000 genstande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
