VIA University College

VIA modtager prestigefyldt bevilling til kunstbaseret forskning i integrationspolitik og migranters hjem-skabelse

Del
Marta Padovan-Özdemir fra VIAs Program for Samfund og Mangfoldighed modtager en tredjedel af bevillingen, som kommer fra NordForsk til projektet Making it Home (MaHoMe): An Aesthetic Methodological Contribution to the Study of Migrant Home-Making and Politics of Integration.

Hjem-begrebet står centralt, når man skal forstå og arbejde med migrations- og integrationsudfordringer. Men hvad vil det sige at høre hjemme i en globaliseret verden, hvor flere og flere mennesker rejser og skaber hjem på tværs af landegrænser? Det nye internationale projekt, Making it Home (MaHoMe), undersøger hvordan hjem forstås og skabes i et migrationsperspektiv.

MaHoMe er et forskningsprojekt, som har fået bevilling på 10,8 mio. kr. fra NordForsk. Projektet er et samarbejde mellem Kingston University, VIA University College og Lund University, og resultaterne vil bidrage til udviklingen af integrationspolitik i de tre immigrationssamfund: Storbritannien, Danmark og Sverige.

Filmfortællinger om at skabe et nyt hjem

For at undersøge hvordan mennesker skaber et nyt hjem i et nyt land, vil Marta Padovan-Özdemir fra VIA University College og hendes kolleger fra Kingston University og Lund University arrangerer workshops med migranter, som er flyttet til Danmark, Storbritannien og Sverige.

På disse workshops vil deltagerne bruge deres mobiltelefoner til at finde og producere billeder, videoer og fortællinger, som projektet vil samle og vise som film og andre former for visuel kunst. Gennem lyde, visuelle elementer og minder om menneskernes hjem, vil disse film og billeder gengive deltagernes tanker om at skabe et nyt hjem i et nyt land. 

”Projektet vil aktivere deltagernes egne historier og perspektiver på de samfund, de lever og skaber hjem i og på tværs af. Vi vil tage udgangspunkt i migrant-deltagernes smartphones, som det sted, hvor mennesker helt konkret gemmer minder om hjem, de har forladt, er i kontakt med hjem og hjemlige relationer på tværs af landegrænser og således også et sted, hvor de kan skabe nye minder om og forståelser af hjem med billeder, lyd og tekst”, fortæller Marta Padovan-Özdemir, projektleder for VIAs del af MaHoMe-projektet. 

MaHoMe bygger på tværfagligt samarbejde og samfundsinvolvering

MaHoMe-projektet er blandt de syv migrationsprojekter, som ud af 218 ansøgninger har modtaget bevilling fra NordForsks ”Nordisk-britisk forskningsprogram for migration og integration”.

Blandt projektets styrker er partnernes forskellige kompetencer inden for forskning, visuel kunst, integration og etnologi. Marta Padovan-Özdemir fortæller om det tværfaglige samarbejde bag projektet:

”VIA University College bidrager til projektet med en stærk forståelse for policy-udformning og viden om didaktik og pædagogik i sociale forandringsprocesser. Mine kolleger fra Kingston University kommer med solid viden og erfaringer inden for filmfortælling og migrantkunst. Lund Universitet har stor erfaring med etnografiske forskningsmetoder og deres anvendelse i forbindelse med forskellige migrantgrupper”.

På denne måde bidrager projektets tværfaglighed med nuanceret indsigt i, hvordan hjem forstås, skabes og forhandles i et migrationsperspektiv på tværs af integrationspolitik, migrantkunst og migranters levede hverdagsliv.

Ud over Marta Padovan-Özdemir fra VIA Pædagoguddannelsen er Nadia Mansour, ph.d.-studerende og adjunkt ved VIA Læreruddannelsen, også tilknyttet projektet fra VIA.

Forskningen i forbindelse med MaHoMe-projektet vil udover internationale forskere og eksperter involvere NGO-ansatte og migranter i udviklingen af konkrete kunstbaserede metoder, der aktiverer migranters egne historier og perspektiver på de samfund, de lever og skaber hjem i og på tværs af. Denne udvidede model for samarbejde mellem forskning og andre samfundsaktører har potentiale til at tilbyde nye perspektiver på integration- og migrationsudfordringer og udvikle den praksisnære og samfundskritiske forskning.

I Danmark vil VIA University College samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke i Aarhus og en professionel migrantkunstner i udviklingen af kunstbaserede workshopforløb, hvor migranter inviteres til at udtrykke sig kreativt om deres forståelser af og måder at skabe hjem på.

Policy-anbefalinger og stor interaktiv udstilling 

Blandt MaHoMe’s afsluttende resultater vil være:
- Policy-anbefalinger til arbejdet med integration og migration i Danmark, Sverige og Storbritannien
- En pædagogisk værktøjskasse til at engagere migranter i sociale forandringsprocesser
- En interaktiv udstilling

I et samarbejde med en række interessenter og NGO’er i Sverige, Storbritannien og Danmark vil projektet komme med indsigt og policy-anbefalinger, som vil kunne inspirere beslutningstagere i deres arbejde inden for migration og integration.

Projektet vil udvikle en pædagogisk værktøjskasse, der kan bruges i forskellige uddannelsesmæssige og sociale sammenhænge til inspiration for velfærdsprofessionelle, frivillige og forskere, der ønsker at engagere migranter i sociale forandringsprocesser. Værktøjskassen vil gøres frit tilgængeligt online.

Alle resultater fra projektet bliver samlet i en stor interaktiv udstilling, der kan skabe dialog om, hvad det vil sige at høre hjemme i en globaliseret verden, hvor flere og flere mennesker rejser og skaber hjem på tværs af landegrænser. Udstillingen rejser mellem projektets tre deltagerlande og kommer bl.a. til Aarhus.

Fakta om MaHoMe-projektet

Making it Home: An Aesthetic Methodological Contribution to the Study of Migrant Home-Making and Politics of Integration (MaHoMe) er et 4-årigt projekt med bevilling på 10,8 mio. kr. Projektperioden er fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023.

- MaHoMe er blandt de syv projekter, der har modtaget en bevilling fra NordForsk under ”Nordisk-britisk forskningsprogram for migration og integration”. Programmets formål er at fremme forskningssamarbejdet mellem Storbritannien og de nordiske lande og udvikle ny viden om migration og integration.

- Lead-partner er Kingston University i Storbritannien, og projektpartnere er Lund University og VIA University College i Aarhus.  

For yderligere information om projektet, kan man kontakte:

Marta Padovan-Özdemir, mapa@via.dk, forskningsleder, Program for Samfund og Mangfoldighed, VIA University College.

- Fran Lloyd, F.Lloyd@kingston.ac.uk, projektleder, Kingston University.

Læs mere om projektet her

Læs mere om NordForsk og det nordiske-britiske forskningsprogram for migration og integration her

Se Mahome-projektets hjemmeside her

Links

Information om VIA University College

VIA University College
VIA University College
Hedeager 2
8200 Aarhus N

87 55 00 00http://via.dk/

Fakta om VIA University College:

  • VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
  • VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
  • VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
  • VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye