Madkulturen

Vi skal ikke tilbage til kødgryderne

Del
Det hjemmelavede aftensmåltid er i frit fald. Spørgsmålet er, om det er et problem, og hvorfor det er det. Her var der ikke helt enighed blandt medlemmerne af Madkulturens nye tænketank, Madtanken, da de trådte sammen for første gang.
Gruppebillede fra Madtankens første møde
Gruppebillede fra Madtankens første møde

Om 10 år vil kun ét ud af ugens aftensmåltider være hjemmelavet i de danske familier. Det er virkeligheden, hvis man fremskriver Madkulturens årlige undersøgelse ’Madkultur’, der tager temperaturen på danskernes madvaner. Derfor har Madkulturen nedsat en bred tænketank, Madtanken, der i løbet af 2019 skal finde frem til, hvor problemet ligger, og hvor man bedst kan ændre det.

Elitens nostalgi?

Ved første møde satte en del af medlemmerne spørgsmålstegn ved, om den hjemmelavede mad overhovedet var bedre i gamle dage, eller om det blot var elitens trang til nostalgi. En fremførte, at hun ikke havde tænkt sig at genoptage sin bedstemors møjsommelige arbejde bag kødgryderne. En anden holdt fast i, at så længe folk får noget ordentligt at spise, så er det mindre vigtigt, om det er hjemmelavet eller ej.

”Resultaterne fra undersøgelsen Madkultur viser, at danskerne selv vurderer, at den hjemmelavede mad smager bedst, og er sundere end den færdigkøbte. Og så viser undersøgelserne, at jo længere tid du har brugt i køkkenet, jo længere tid bruger vi også ved bordet, hvilket et stort flertal oplever som kvalitetstid”, fortæller Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen, der hører under Miljø- og fødevareministeriet, og som er sat i verden for at holde hånden under dansk madkultur.

”Det er et kæmpe paradoks, når antallet af hjemmelavede aftensmåltider samtidig styrtdykker”, forklarer Judith Kyst. Derfor var der også flere i Madtanken, der mente, at hvis næste generation mister håndværket og fornemmelsen for råvarer, ødelægger det ikke blot diversiteten i vores madkultur, men får også store konsekvenser for folkesundheden, fordi vi overdrager den kulinariske viden og magt til fødeindustrien. 

Industriens egen interesse

Der var også repræsentanter fra detailhandlen i den nye tænketank. De fremhævede blandt andet, at det bestemt også var i deres og fødevareindustriens interesse, at danskerne fortsat kan lave mad og interesserer sig for det. Ellers falder forbrugernes betalingsvillighed og nysgerrighed, hvilket ville være kritisk for en fødevareproducerende nation som Danmark, hvis hjemmemarkedets nyhedstrang svigter.

Madtanken fik dermed den start, man havde håbet på, vurderer Judith Kyst. ”Vi skulle ikke mødes for at være enige. Men det var en meget udbredt holdning, at vi ikke skal tilbage til kødgryderne, men frem til nutiden, der tager højde for de mange nye kulinariske muligheder og det benspænd, at de fleste af os hverken har tid eller lyst til at stå i køkkenet i timevis - uden at vi tager livet af vores madkultur”, siger hun.

Når Madtanken mødes igen i juni, skal man skærpe tænketankens holdninger. Og når man træder sammen i efteråret, skal man finde frem til hvilke handlinger, der bedst understøtter danskernes fortsatte lyst til at lave hjemmelavet mad anno 2019.

DE SIDDER I MADTANKEN:

  • Adam Aamann-Christensen, kok og tv-vært
  • Anders René Jensen, indkøbsdirektør i Rema 1000
  • Ann-Christine Hellerup Brandt, mad- og livsstilsblogger på Valdemarsro.dk
  • Anne Sophie Lahme, kommunikatør og madskribent
  • Annette Juhler Kjær, Group Vice President, Public Affairs & CSR i Salling Group
  • Anika Madsen, kok og køkkenchef på Roxie
  • Anthony Aconis, formand for Madtanken og designdirektør i Fireball
  • Camilla Milsted Karstad, blogger
  • Christian Hüttemeier, kommunikationsdirektør i Landbrug og Fødevarer
  • Gorm Wisweh, kok og iværksætter
  • Iben Krogh Rasmussen, udviklingsdirektør for Tænketanken Frej
  • Jacob Grønlykke, medejer af Falsled Kro
  • Jakob Jønck, stifter af Simple Feast
  • Jan Algreen, adm. dir. Søris A/S
  • John Wagner, adm. dir. De samvirkende købmænd
  • Jonathan Leer, docent ved Professionshøjskolen Absalon
  • Kamilla Seidler, kok
  • Kasper Fogh, politik- og kommunikationschef i Cevea
  • Katrine Klinken, kok og kogebogsforfatter
  • Lars Sonne Hansen, forstander på Suhrs Højskole
  • Louise Køster, restauratør og bondekone
  • Thomas Roland, CSR-chef COOP
  • Tove Færch, leder af Karolines Køkken

Billeder

Gruppebillede fra Madtankens første møde
Gruppebillede fra Madtankens første møde
Download

Information om Madkulturen

Madkulturen
Madkulturen
Maglegårdsvej 12
4000 Roskilde

http://www.madkulturen.dk

Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Miljø- og fødevareministeriet. Madkulturens vision er ’Bedre mad til alle’. Det løfte fortæller, hvorfor Madkulturen er sat i verden – nemlig at gøre bedre råvarer, madlavning og måltider tilgængelige for alle uanset alder, indkomst, social baggrund og geografisk placering. ​ 

Følg pressemeddelelser fra Madkulturen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Madkulturen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye