Dansk Vegetarisk Forening

Vegetarisk Forening med opråb: Nu må det være slut med at ignorere kostens betydning for alvorlig Covid-19-sygdom

Del
Det er “utroligt”, hvis de danske myndigheder fortsat ignorerer, at kosten spiller en stor rolle i forhold til, hvem der bliver alvorligt syg af Covid-19. Sådan lyder budskabet fra DVF, som den 20. september på en konference på Christiansborg bl.a. sætter fokus på emnet.

Et studie af over 30.000 personer med Covid-19 peger på, at der er en markant lavere risiko for et alvorligt sygdomsforløb blandt dem, der spiser en sund, plantebaseret kost.

Studiet er lavet af forskere på det Harvard-associerede Massachusetts General Hospital (MGH) og publiceret i BMJ-tidsskriftet Gut. Forskerne konkluderer, at de personer i undersøgelsen, som spiste mest plantebaseret - med fokus på frugt og grønt - havde 41 pct. lavere risiko for at udvikle alvorlig Covid-19-sygdom, end den gruppe, der spiste mindst plantebaseret. De havde ligeledes en 9 pct. lavere risiko for at blive syge.

Forskerne har i det nye studie renset for andre faktorer som BMI og underliggende sygdomme, der kan påvirke sygdomsforløbet. Det er baseret på knap 600.000 mennesker i den brede befolkning i USA og Storbritannien, heraf 31.831 personer der i løbet af 2020 blev smittet med det nye coronavirus.

Dansk Vegetarisk Forening påpeger, at studiet blot er det seneste i rækken af undersøgelser, som viser en mulig sammenhæng mellem en grøn kost og lavere risiko for at blive syg af Covid-19. 

“Det bør simpelthen ikke længere være muligt at ignorere det åbenlyse, at man kan sænke risikoen for alvorlige sygdomsforløb ved at ændre sin kost. Det er helt oplagt, at en plantebaseret kost kan styrke modstandskraften mod Covid-19, og det er på høje tid at sætte fokus på kostens betydning,” siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Danske tal peger på det samme

Vegetarisk Forening har netop analyseret svar på et spørgeskema udfyldt af cirka 4.000 danske vegetarer, veganere og fleksitarer om, hvorvidt de havde været smittet med Covid-19, og om de havde været indlagt. DVF’s egne tal viser, at der er 10 gange så stor risiko for indlæggelse blandt de smittede i den generelle befolkning som for undersøgelsens deltagere.

I alt 310 af undersøgelsens fleksitarer, vegetarer og veganere anførte, at de havde været smittet med coronavirus. Kun 0,65% af dem blev indlagt. Blandt de over 50-årige blev blot 1,40% af de smittede indlagt. 

Tallene skal naturligvis tages med forbehold, når de kun er baseret på 310 smittede, men de er stadig opsigtsvækkende, fordi de klart, ligesom de videnskabelige studier fra udlandet, peger på en mulig sammenhæng mellem kosten og risikoen for sygdom.

Dr. Andrew Chan fra Harvard Medical School, som leder afdelingen for klinisk epidemiologi på MGH og er en af forskerne bag det nyeste studie, har i forbindelse med offentliggørelsen udtalt til The Harvard Gazette, at det nye studie antyder, at folk kan “reducere risikoen for Covid-19 såvel som alvorlige sygdomsforløb ved at være opmærksomme på deres kost”. 

Dansk Vegetarisk Forening har tidligere forgæves rettet henvendelse til både Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut for at få dem til at sætte fokus på, at sundere kostvaner kan mindske risikoen både under den igangværende epidemi og formentlig også under fremtidige epidemier. Ikke mindst, fordi forhøjet blodtryk, diabetes og hjertesygdomme er centrale risikofaktorer hvad angår Covid-19 og andre sygdomme.

“Vi har forsøgt at råbe myndighederne op siden marts 2020, og det er utroligt, at der endnu ikke er kommet bredt fokus på emnet. Vores budskab er, at hvis man allerede sidste år havde sat fokus på, at det er vigtigt at spise grønnere og få nok motion for på den måde at forebygge f.eks. forhøjet blodtryk og blodpropper, havde vi måske kunnet mindske befolkningens sårbarhed gennem pandemien,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl. 

Fokus på af forebygge fremtidens epidemier

Dansk Vegetarisk Forening holder mandag den 20. september konference på Christiansborg om forebyggelse af fremtidige epidemier med oplæg fra en række internationale og danske eksperter. Her vil der bl.a. være fokus på sammenhængen mellem kost, immunforsvar og sundhed samt indblik i den seneste nye forskning på området om Covid-19 og en grøn kost. 

Tidligere undersøgelser, bl.a. et studie i BMJ Nutrition, Prevention & Health foretaget blandt 2.884 sundhedsfaglige medarbejdere fra seks vestlige lande, har vist, at de personer, som i undersøgelsen har angivet, at de følger “en plantebaseret kost” har hele 73 pct. lavere risiko for at få alvorlige corona-forløb end de personer, som ikke spiser plantebaseret.

To studier fra Holland og Danmark har ligeledes antydet en sammenhæng mellem alvorlige Covid-19-forløb og mangel på K-vitamin, som især findes i grønne grøntsager. 

Nøgleord

Kontakter

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

Billeder

Links

Information om Dansk Vegetarisk Forening

Dansk Vegetarisk Forening
Vesterbrogade 15, 2. sal
1620 København V

50 56 18 17https://vegetarisk.dk

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Vi er en forening for vegetarer, veganere og alle andre, der støtter plantebaseret levevis. Vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel. Vi samarbejder med erhvervsliv, forskere, politikere, myndigheder og andre organisationer om at gøre verden grønnere.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye