Vækstiværksættere fik hjælp fra EU til at se professionelle ud: Nu erobrer Sensohive nye markeder
Det begyndte for fem år siden, da tre fynske ingeniørstuderende grundlagde startup’en Sensohive i Odense med udgangspunkt i en innovativ opfindelse, en trådløs sensor.
I første omgang blev den solgt med succes til gartnerier og siden til fødevareovervågning, men det store gennembrud kom for to år siden med en ny teknik, der ramte en niche på det globale marked for betonproduktion. Siden er det gået rasende hurtigt for Sensohives innovative trådløse sensorer, som er i brug hos store entreprenører i Danmark, Nordeuropa og Australien.
Tidligere i år gik Sensohive i partnerskab med det canadiske familiefirma Kryton, som ikke blot er samarbejdspartner, men også har investeret i en større aktiepost i det fynske firma. Desuden forhandler Sensohive lige nu de sidste detaljer på plads med en ny, udenlandsk partner.
EU-projekt hjalp med design og video
Men selv en hurtigt voksende virksomhed har indimellem brug for hjælp, når det går stærkt. Derfor deltog Sensohive i 2018 i det EU-støttede iværksætterprojekt Medstrøm i Svendborg, hvor iværksættere på alle udviklingsniveauer uddannes og støttes. Sensohive fik her sparring i et individuelt vækstforløb på et år, hvor fokus var på ekspansion og skalering i samarbejde med forretningsudviklere.
”Konkret havde vi en god idé til videoproduktion, logo og designlinje. Men vi havde ikke erfaringen og ressourcerne internt til at realisere den, så projektet hjalp os med det. EU-støtten fik fremrykket den proces, for det havde vi ikke selv fået igangsat på det tidspunkt. Nu får det os forhåbentlig til at fremstå som meget professionelle,” forklarer business development manager Thomas Juhl.
”I dag laver vi alle videoer selv, og video er et helt centralt redskab for os, fordi det supplerer tunge manualer, som ellers ofte er brugt i den mere traditionelle betonindustri,” siger Sensohive-manageren og tilføjer, at videoer i 2020 bliver helt central i markedsføringen for virksomheden.
Sådan virker Sensohive-sensoren
Kort fortalt gør teknikken i Sensohives sensor det muligt at optimere hærdningsprocessen i beton. Dén proces er en tidrøver og ressourcesluger på mange byggepladser og elementfabrikker, fordi der i dag er stor usikkerhed om, hvornår betonen er færdighærdet. Datadrevne beslutninger med sensorer muliggør hurtigere beslutninger.
Tråden, der bliver nedstøbt i betonen og koblet til sensoren, fortæller den præcist, hvornår betonen er hærdet tilstrækkeligt. Online-målinger fra betonen lagres automatisk i en cloud-baseret løsning, Internet of Things-teknologi inddrager andre relevante data, f.eks. fra vejrtjenester, og sensorens kunstige intelligens bearbejder den samlede datamængde. De endelige data sendes direkte til en app, som en byggeleder kan hente ned på sin mobiltelefon eller laptop.
Marked med stort potentiale
Sensohive har lige nu omkring 4.000 sensorer i drift i betonindustrien, og potentialet er kæmpestort. Alene i produktionen af beton på byggepladser og i den danske betonelementproduktion er der et potentielt behov på op mod 100.000 sensorer om året, lyder Sensohives egen markedsanalyse. Og markedet er i vækst: I 2017 blev der brugt 2,6 mio. kubikmeter beton på støbninger på byggepladser - en stigning på knap 35 procent siden 2010, viser tal fra ERMCO, den europæiske betonleverandørforening.
I øjeblikket er virksomheden på 10 ansatte, men de fynske iværksættere tror på, at forretningen om fem år har mangedoblet antallet af ansatte.
”Det kræver, at vi formår skabe en række sensorer og software services, som sammen skal skabe det mest avancerede og effektive værktøj til automatisering af processor omkring betonen. Presset på industrien øges hver dag for at finde kvalificerede medarbejdere til en omkostning, industrien kan betale. Vi tror på, at sensorer og software kan automatisere processor, mindske spildtid og øge sikkerheden i håndteringen af betonen,” siger Casper Harlev.
Delmontagen af sensorerne foregår hos underleverandør Aarhus, mens kvalitetskontrol, pakning salg og marketing foregår fra Wichmannsgade i havneområdet i Odense.
I betonindustrien har man fulgt Sensohives vækst med interesse. Den store betonvirksomhed DK Beton var en af de første, der afprøvede Sensohives produkt, og her er adm. dir. Niels Søndergaard imponeret.
”Det er sjældent, man ser iværksættere ramme en global niche så rent, som Sensohive har gjort det. De har et godt drive, de er hurtige og agile, og de indretter deres systemer efter deres kunders behov,” siger Niels Søndergaard, som også er formand i brancheforeningen Dansk Beton.
Kontaktperson: CEO Casper Harlev, +45 88 44 11 90 / mobil +45 30 20 75 50
FAKTA Det socialfondsstøttede projekt Medstrøm, Svendborg
Iværksætteri- og jobskabelsesprojekt med vejledning og støtte til iværksættere på Fyn, de fynske øer, Trekantområdet og Sydjylland. Løber fra 2014 til august 2020. EU’s Socialfond støtter projektet med 25,2 mio. kr. Operatør er Svendborg Kommune. Partnere: Syddansk Universitet, Vejle Kommune og Fonden Business Kolding.
FAKTA EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.
FAKTA Sensohive
Historie: Startup fra 2014 – grundlagt af tre fynske nyuddannede ingeniørstuderende: CEO Casper Harlev, CTO Tobias Ejersbo, COO Tim Larsen. Thomas Juhl er business development manager, og investoren Michael Voss-Jensen er trådt ind i bestyrelsen og har investeret i virksomheden.
Produkter: Maturix er Sensohives produkt i en serie, der skal effektivisere betonindustrien gennem data opsamlet af sensorer og brugt til automatisk rapportering, alarmering og optimering. Maturix benytter en sensor i betonen, der via et mobilt netværk er forbundet til en software, der minimerer spild og optimerer hærdningstid.
Awards: Sensohive har modtaget en stribe priser og donationer for sin gazellevirksomhed, bl.a. fra Venture Cup, Nordic Start-up Awards, Universitets Word Cup, Green Tech Challenge, Innovationsfondens Iværksætterpilotordning og DI Fonden.
Nøgleord
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum