Vækstfonden

Vækstfonden trækker garantiramme fra EU-krisefond på 1,2 mia. kr. til Danmark

Del
Danske virksomheder, der er ramt af Coronakrisen, kan nu få del i stor EU-krisefond. Vækstfonden har lukket en aftale med Den Europæiske Garantifond (EGF) via Den Europæiske Investeringsfond (EIF) om en garantiramme på 1,2 mia. kr. Garantien dækker 70 % og sikrer dermed danske virksomheder endnu en pose penge til at komme godt ud af krisen.
Adm. direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard
Adm. direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard

Ny aftale mellem Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) sikrer kapital til danske virksomheder fra Den Europæiske Garantifond. 1,2 mia. kr. i garantiramme skal medvirke til, at flere danske virksomheder får del i de EU-midler, der er afsat til genstart efter Coronakrisen.

Erhvervsminister, Simon Kollerup:
”I regeringen har vi valgt at investere os ud af krisen, og indtil videre er det gået meget bedre for dansk erhvervsliv, end de fleste nok havde frygtet. Derfor er jeg også glad for, at vi endnu en gang er med til at sikre kapital ud til de små erhvervsdrivende i hele landet, der har haft en svær tid under corona og som har brug for investeringer for at få gang i hjulene igen. Aftalen betyder nemlig, at flere virksomheder og arbejdspladser kan komme sikkert i havn efter en turbulent tid med corona.”


Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden:
”Coronakrisen har skabt stor usikkerhed og bekymringer for danske virksomhedsejere. Der er virksomheder, hvor eksportsalg er forsvundet, turisterne er udeblevet, og et svækket dansk privatforbrug har betydet fald i omsætning. Derfor er det rigtig glædeligt, at vi nu har lukket denne garantiaftale med EGF, EIB og EIF, så vi kan få endnu mere kapital ud til virksomheder med ambitioner om genstart. Det er en rigtig god mulighed for danske virksomheder.”

EIF Chief Executive, Alain Godard:
”Vi er meget glade for samarbejdet med Vækstfonden under Den Europæiske Garantifond. EGF er et paneuropæisk værktøj, der er en del af EU's genopretningspakke, som giver os mulighed for markant at øge vores støtte til små virksomheder i Danmark og andre EU-lande. Virksomheder, især de mindre, har lidt store tab i løbet af det sidste år, og vi er glade for, at vi kan bygge videre på vores langvarige partnerskab med Vækstfonden ved at kanalisere tiltrængt finansiering til danske virksomheder.”

EIB Group Vice-President, Christian Kettel Thomsen:
”Ligesom virussen ikke kender grænser, bør finansieringen til genstart af europæiske virksomheder under Coronakrisen heller ikke være det. Den Europæiske Garantifond, som EIB oprettede i samarbejde med EU-medlemsstaterne, er væsentlig og relevant i hele EU, og vi er glade for, at danske SMV'er også vil kunne drage fordel af denne finansiering gennem samarbejdet med Vækstfonden. ”

Den høje garantidækning betyder, at Vækstfonden kan afløfte en stor del af risikoen via Den Europæiske Garantifonds krisekasse, og det giver endnu bedre muligheder for sammen med pengeinstitutterne at yde lån til danske virksomheder, som har planer for at foretage investeringer til at komme ud af krisen. Der bliver i høj grad brug for pengene i takt med, at samfundet begynder at åbne op, fortæller Rolf Kjærgaard:

”Siden marts 2020 har krisen tæret på reserverne hos de danske virksomheder. Mange har et stort ønske om at iværksætte nye investeringsprojekter, der kan give dem et stærkt fundament i genstarten efter Corona. Det er den slags projekter, jeg er overbevist om, at vores finansieringsindsats og nu samarbejdet med Den Europæiske Garantifond kan bidrage til: Renovering af caféen eller hotellet, udbygning af produktionsfaciliteterne og meget mere.”

Hvordan får du del i pengene?
Som en del af den nye aftale mellem Vækstfonden og EU kan danske virksomheder få hjælp fra garantierne ved at søge om lånefinansiering fra Vækstfonden. Vækstfondens adm. direktør er opsat på, at pengene skal komme bredt ud til virksomheder i hele Danmark.

”Vi har partnerskaber med pengeinstitutter og andre aktører over hele landet. Det er drevet af, at vi i Vækstfonden vil være med til at udvikle virksomheder i hele Danmark. De lokale styrkepositioner er afgørende for vækst og arbejdspladser, og med garantirammen fra EGF kan vi nå endnu bredere ud på tværs af landet og til gavn for hele samfundet,” siger Rolf Kjærgaard.

Læs mere om lånemulighederne i Vækstfonden lige her.  

Om EIF, EIB og EGF
Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er en del af Den Europæiske Investeringsbank (EIB). EIFs mission er at støtte Europas tidlige virksomheder samt små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ved at hjælpe dem med at få adgang til finansiering. EIF udvikler og bidrager med venture- og vækstkapital, garantier og øvrige finansieringsmuligheder for at støtte innovation, forskning og udvikling, iværksætteri, vækst og beskæftigelse.

Den Europæiske Garantifond (EGF) blev oprettet af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) med bidrag fra Danmark og andre EU-medlemsstater for at understøtte virksomheder, der lider af økonomiske tab under COVID-19-krisen. Ved hjælp af næsten 25 mia. EUR i garantier giver EGF, EIB og EIF mulighed for hurtigt at stille lån, garantier og flere andre finansieringsløsninger til rådighed for hovedsagelig små og mellemstore virksomheder.

Kontakter

For pressehenvendelser kontakt:
Kommunikationsrådgiver i Vækstfonden, Cecilie Idun Andersen, 31930573 eller e-mail cea@vf.dk

Billeder

Adm. direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard
Adm. direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard
Download

Information om Vækstfonden

Vækstfonden
Vækstfonden
Strandvejen 104B
2900 Hellerup

35 29 86 00http://www.vf.dk/

Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen – fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 10.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 38 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra Vækstfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vækstfonden

Tre statslige fonde bliver til én: Nyudpeget bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond bydes velkommen27.8.2022 13:22:54 CEST | Pressemeddelelse

Erhvervsminister Simon Kollerup har udpeget en bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der er en sammenlægning af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond. Direktørerne i de tre nuværende fonde byder bestyrelsen velkommen og ser frem til samarbejdet om at gøre Danmark rigere og verden grønnere.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye