Unikt samarbejde skal skabe kapital

Del
Nye og bedre muligheder for iværksættere og virksomheder i Region Midtjylland, når det gælder om at finde kapital

En af tidens største udfordringer for at skabe erhvervsmæssig vækst er adgangen til kapital.
Derfor har Vækstforum for Region Midtjylland besluttet at tage en række initiativer for at
fremme unge vækstorienterede virksomheders muligheder for finansiering af vækst og
udvikling. Et af indsatsområderne er at lette adgangen til de såkaldte business angels, der er personer med kapital og kompetencer inden for virksomhedsudvikling.

Midlet er at understøtte netværk mellem business angels, hvor et centralt element er hyppige og målrettede præsentationer af investeringsmuligheder i unge vækstorienterede virksomheder.

Det er i dag blevet offentliggjort, at Væksthus Midtjylland har til hensigt at indgå kontrakt med et konsortium bestående af Keystones, Symbion, Partnerkapital og Nupark Innovation
med henblik på at varetage opgaven omkring facilitering af regionale business angels
netværk i de kommende tre år.

Direktør Erik Krarup fra Væksthus Midtjylland glæder sig til at igangsætte initiativet, og har store forventninger til effekten - ”Via midler fra Vækstforum for Region Midtjylland har der i de senere år været mulighed for at understøtte netværksaktiviteter mellem regionens business angels, hvilket har været et vigtigt element i bestræbelserne for at fremme kapitaltilførsel til unge virksomheder. Derfor er vi glade for, at Vækstforum
for Region Midtjylland vil fortsætte denne indsats, og vi er overbevist om, at samarbejdet
med Keystones, NUPARK Innovation, Symbion og Partnerkapital vil give yderligere
muligheder for at pleje og udvikle både eksisterende og nye netværk mellem regionens
business angels”

”I Keystones har vi gennem en årrække specialiseret os i at skaffe kapital til vækstformål i
unge virksomheder i såvel Danmark som i udlandet. Aktuelt betjener vi business angelsnetværk i bl.a. København, London og Schweiz, og vi glæder os til at blive en del af
indsatsen i Region Midtjylland. Vi tror på, at vi med vores omfattende erfaring på feltet og
brede kontakt til business angels i ind- og udland kan bidrage til at styrke midtjyske virksomheders muligheder for at skaffe kapital" siger Kenneth Larsen, partner og CEO i Keystones, som samtidig benytter lejligheden til at etablere en afdeling af det københavnske Keystones i INCUBA Science Park i Aarhus.

Også direktør Peter Torstensen i Symbion – som er en af Danmarks største forskerparker -
har store forventninger: ”Vi har i det seneste års tid været kraftigt involveret i den midtjyske
erhvervsudviklingsindsats via projektledelsen på det nationale virksomhedsudviklingsprogram ”Accelerace”, som henvender sig til landets mest vækstintensive unge virksomheder. Der har vi set en række meget perspektivrige unge virksomheder, og jeg glæder mig til, at vi nu kan medvirke til at udvide mulighederne for at fremme disse virksomheders videre vækst og udvikling.”

Konsortiet bag de kommende års indsats for at fremme kapitaltilførsel fra business angels
til unge midtjyske virksomheder har også fra starten i høj grad et lokalt midtjysk islæt, idet
NUPARK Innovation i Holstebro spiller en vigtig rolle.
”At skaffe kapital til unge virksomheders vækst er også, og måske ikke mindst, en udfordring i den vestlige del af region Midtjylland. Derfor tog vi allerede sidste år initiativ til at etablere et netværk af uformelle business angels i det vestjyske, som har vist sig at være særdeles handlekraftigt. Jeg glæder mig til at kunne videreudvikle dette netværk ved at være en aktiv del af konsortiet, som på en og samme tid således skaber en direkte forbindelse mellem Nordvestjylland og nogle af Danmarks absolut fremmeste aktører inden for kapitalfremskaffelse og virksomhedsudvikling” siger adm. direktør Peter Kjeldbjerg, Nupark Innovation.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Erik Krarup – direktør Væksthus Midtjylland, 70220076

FAKTA:
Initiativet er en del af det midtjyske iværksætterprogram ”STARTmidt Accelerator”, som Vækstforum for Region Midtjylland har igangsat. ”STARTmidt Accelerator” er aktivt i perioden 2011 – 2013 og vil bl.a. medfinansiere over 1.500 midtjyske unge virksomheders tilførsel af viden og rådgivning til deres videre vækst. Væksthus Midtjylland er operatør på ”STARTmidt Accelerator”, som udover at understøtte netværk for business angels også indeholder tilbud om adgang til ”kapitalcoaches”, netværk, vækstgrupper, m. v.
35 iværksættere og virksomheder i region Midtjylland forventes hvert år at få kapitaltilførsel gennem det nye business angels netværk.
Flere oplysninger om ”STARTmidt Accelerator” kan fås på www. STARTmidt.dk og yderligere
oplysninger om business angels netværket kan fås på www.INVESTORmidt.dk .

Information om Væksthus Midtjylland

Væksthus Midtjylland
Væksthus Midtjylland
Åbogade
8200 Århus N

70 22 00 76http://www.startvaekst.dk/vhmidtjylland.dk

Følg pressemeddelelser fra Væksthus Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Væksthus Midtjylland

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye