Too Good To Go ApS

Undgå madspild og spar penge denne sommer

Del

Ved at udnytte dine rester kan du spare mange penge på dit månedlige madbudget. Her er madspildsaktøren Too Good To Go’s bedste tips og tricks til at udnytte dine rester og spare penge denne sommer.

Fødevarepriserne buldrer op og er nu steget med 10% siden samme tid sidste år (Danmarks Statistik). Samtidig bliver der ifølge Miljøstyrelsen hvert år smidt 247.000 tons spiselige fødevarer i skraldespanden i de danske husholdninger, hvilket, udover at ramme pengepungen, også har store miljømæssige konsekvenser.

Og sommeren er ingen undtagelse. Varmere dage, ændringer i rutiner og mere spontanitet betyder nemlig ofte også mere madspild, fordi vi glemmer alt om de gode vaner, når vi kommer ud af dagligdagens rutiner. 

En ny undersøgelse foretaget af madspildsaktøren Too Good To Go peger på, at frugt og grøntsager er højest på listen over fødevarer, som oftest bliver kasseret om sommeren. Her peger 41% nemlig på, at det især er frugt og grøntsager, som de smider i skraldespanden. 

Men der er ingen grund til at smide dine frugter og grøntsager ud, selvom det måske har ligget i grøntsagsskuffen lidt for længe. Det handler blot om at være kreativ og udnytte, at modent frugt og grønt har ekstra meget smag.

Her er fire opskrifter, der viser, hvordan du nemt kan forvandle dine slatne og overmodne frugter og grøntsager til velsmagende sommerretter: 

Ispinde med overskudsfrugt/bær

Ispinde er den perfekte forfriskning i det varme sommervejr, som man altid burde have i fryseren. Og så kan de laves med utallige forskellige frugter og bær, der gør dem til en oplagt anti-madspilds-snack. 

8 stk.

Ingredienser:

2 bananer (så brune som muligt)

  • 1 bakke med røde/mørke bær
  • ½ dl saftkoncentrat - fx hyldeblomstsaft eller rabarbersaft 
  • Evt. 50 g mørk chokolade

Udstyr:

Forme og pinde til at lave ispinde

Fremgangsmåde:

  1. Blend bananer, bær og saftkoncentrat i en blender 
  2. Fyld is-massen i formene
  3. Sæt en pind i alle formene og kom dem i fryseren til de er helt frosne 
  4. Pynt evt. dine ispinde med smeltet mørk chokolade og/eller frysetørret bær eller hakkede nødder

Friske forårsruller 

Brug dine overskydende grøntsager til friske forårsruller, der er nemme at lave og som kan laves med netop de grøntsager, der gemmer sig i grøntsagsskuffen. 

10 stk.

Ingredienser:

  • 1 pakke rispapir
  • En rest kål (fx spidskål, blomkål, broccoli, hvidkål mm.
  • 1 løg (fx forårsløg, porre, rødløg) 
  • 1 rodfrugt (fx gulerod, pastinak, rødbede, selleri)
  • 1 peberfrugt
  • 2 æg

Fremgangsmåde:

  1. Snit kål, gulerødder, løg og peberfrugt i tynde strimler
  2. Pisk æggene sammen med lidt salt, sukker og soya 
  3. Steg æggemassen til så tynde pandekager som muligt, rul dem derefter sammen, og snit det i fine strimler.
  4. Saml forårsrullerne ved at dyppe rispapiret i kogende vand, kom dem på et skærebræt og fyld rispapiret med 1 spsk. af hver ingrediens på den nederste tredjedel af papiret. Fold den korte side henover fyldet, derefter “siderne” - og rul derefter fremover den lange side.
  5. Servér rullerne med en dip - fx på soya, citrus, fiskesauce og sesamolie

Gazpacho 

En lækker, kølig, frisk og læskende suppe. Og da den ikke skal tilberedes er den oven i købet hurtig at lave! Lav den i enten en rød eller grøn udgave alt efter hvilke frugter og grøntsager, du har til overs. 

1 liter suppe

Ingredienser:

  • 750-1000 gram blandede frugt og grøntsager 
  • Eddike/citron/lime
  • Croutoner 

Fremgangsmåde:

  1. Skræl det der skal skrælles og hak det groft.
  2. Blend det hele til en homogen masse og sigt det eventuelt for kerner
  3. Smag suppen til med salt, sukker og eddike 
  4. Servér suppen med en isterning, hakkede urter og croutoner på siden - de bliver hurtigt bløde nede i suppen.

Grøn gazpacho - eksempel på frugt og grønt: 

Agurk, grønne meloner, avocado, grøn peberfrugt, kiwi, grønne/gule tomater, grøn chili.

Rød gazpacho - eksempler på frugt og grønt: 

Tomat, vandmelon, rød peberfrugt, jordbær, hindbær, ribs, agurk uden skræl, rød chili.

Pastasauce med overskudsgrøntsager 

Man kan også altid lave en pastasauce af sine skæve ender og rester af grøntsager.

Ligesom med Gazpacho er det en god ide at tænke på farverne - medmindre man ikke har noget imod brun.

Til 2 personer

Ingredienser: 

  • 1 avocado
  • 2 forårsløg
  • 2 hvidløg
  • Rester af krydderurter - mynte og basilikum
  • 30 gram ost (fx feta
  • Citron, salt og olivenolie
  • 200 gram pasta

Fremgangsmåde:

  1. Snit og hak grøntsagerne groft, så de kan blendes med en stavblender - hvis grøntsagerne er for grove til at blende, kan man med fordel koge dem i det samme vand som man koger pasta i - for at blødgøre dem.
  2. Blend indtil saucen er homogen og smag til med citron, salt og olivenolie.
  3. Kog pastaen som angivet på pakken, og dræn vandet fra - men gem lidt i en kop.
  4. Vend pasta og sauce i den varme gryde - juster konsistens med lidt kogevand.
  5. Anret pastaen med lidt ost på toppen og nogle enkelte blade fra krydderurterne.

5 tips til at undgå madspild om sommeren:

  1. Frys dine rester i små portioner eller i isterningbakker, så det nemt kan tages op igen.
  2. Drop indkøbsturen inden rejsen og vær i stedet kreativ med resterne i dagene op til.
  3. Organiser køleskabet, så du ikke glemmer det, der gemmer sig bagerst i køleskabet.
  4. Lav mindre portioner, så du ikke glemmer maden til fordel for spontane aftaler.
  5. Red mad fra supermarkeder, restauranter og butikker med Too Good To Go.

Sådan opbevarer du dine frugter og grøntsager, så de har længst holdbarhed: 

  • Agurk: Opbevares i køleskabet 
  • Bær: Skal opbevares indpakket på køl for at bevare smagen (men være opmærksom på, at holdbarheden er kort) 
  • Kartofler: Skal opbevares mørkt og køligt 
  • Majs: Opbevares i køleskabet 
  • Melon: Opbevares uden for køleskabet, men i køleskabet når der er skåret af den 
  • Salat: Opbevares i køleskabet 
  • Tomater: Holder længst i køleskabet, men smagen bevares bedst ved at opbevare ved stuetemperatur

Nøgleord

Billeder

Information om Too Good To Go ApS

Too Good To Go ApS
Too Good To Go ApS
Landskronagade 66
2100 København Ø

81773718http://toogoodtogo.dk

Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i Danmark i 2016, og de nu over 59 mio. brugere har siden da reddet mere end 147 millioner måltider, hvilket svarer til over 369.000 tons sparet CO2e. Too Good To Go har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 17 lande, hvor appen er aktiv.

I appen kan man redde lykkeposer/bokse med overskudsmad fra bl.a. bagerier, supermarkeder, restauranter, kantiner og producenter.

Too Good To Go har sideløbende iværksat en lang række oplysnings- og uddannelsestiltag for at fremme viden om madspild.

 

Følg pressemeddelelser fra Too Good To Go ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Too Good To Go ApS

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum