Udenrigsministeriet

Udviklingsministeren til G20-møde i Indonesien

Del

I denne uge rejser udviklingsminister Flemming Møller Mortensen til Indonesien for at deltage i et officielt G20-møde. Under besøget vil ministeren lancere flere grønne initiativer og stille skarpt på behovet for at sætte skub i grøn omstilling og kuludfasning i Indonesien.

Med 270 millioner indbyggere er Indonesien verdens fjerde folkerigeste land og en af de største CO2-udledere i verden. I 2022 har Indonesien G20-formandskabet. 

Ved hjælp af udviklingsbistanden har Danmark længe spillet en central rolle for grøn energiomstilling i Indonesien, og danske investorer står klar til at sætte skub i udviklingen af vedvarende energi i landet.

Den danske udviklingsminister skal blandt andet deltage i et seminar om den blå økonomi og i den officielle middag under G20 udviklingsministermødet. 

”Selvom Danmark er et lille land, så er vi med blandt de helt store spillere, når det kommer til grøn omstilling i Indonesien. Jeg er beæret over at være inviteret med til et G20-møde. Det er en sjælden invitation og en helt unik mulighed for at fremme Danmarks grønne udviklingspolitiske interesser” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Efter G20-mødet på øen Belitung tager udviklingsministeren den grønne dagsorden med sig under politiske drøftelser i hovedstaden Jakarta. Her vil han desuden annoncere et nyt energisamarbejde med udvalgte indonesiske provinser samt en bevilling til et klimajournalistisk netværk.

Mangroveskov og Sydøstasiens største losseplads

Under sit ophold på Belitung vil ministeren også besøge en mangroveskov for at markere et dansk bidrag på 35 millioner kr. til mangrovebevarelse i Indonesien via Verdensbanken. Bidraget sker som et led i regeringen ønske om at støtte op om naturbaserede løsninger, der kan bekæmpe klimaforandringer. Over 20% af verdens mangrove findes langs Indonesiens kyster og gør dermed Indonesien til det land i verden med mest mangrove. En evaluering af dansk bistand til klimatilpasning har vist, at mangrove er et af de bidrag, der har den største klimatilpasningseffekt. 

Udviklingsministeren vil ligeledes stille skarpt på, hvordan dansk ekspertise er med til at fremme affaldshåndtering og cirkulær økonomi i Indonesien, når han, ledsaget af flere indonesiske ministre, besøger Sydøstasiens største losseplads uden for hovedstaden Jakarta.

”Indonesien står overfor store udfordringer, når det kommer til klima og miljø. Derfor er jeg glad for at udviklingsbistanden støtter bevarelsen af den indonesiske mangroveskov, samt at danske erfaringer kan være med til at forbedre affaldshåndteringen i landet”, forklarer udviklingsministeren.  

Gennem det dansk-indonesiske strategiske partnerskab, som blev underskrevet på statsministerniveau i 2017, samarbejder Danmark med Indonesien om bæredygtig udvikling inden for grøn energi, miljø, fødevarer og maritime anliggender.

For yderligere information kontakt: Oliver Routhe Skov på olisko@umdk / +45 30541227 

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum