Trods forfærdelige arbejdsforhold: Plejefirma går fri i Arbejdsretten

Det private plejefirma Aktiv Hverdag er netop frifundet for misbrug af ledelsesretten og organisationsfjendtlig adfærd i Arbejdsretten.
Virksomheden har ellers i flere tilfælde udvist kritisabel adfærd, overvåget og presset medarbejdere til ikke at gå til deres fagforening FOA med blandt andet sager om fejl i deres løn.
”Det er helt horribelt, at man som arbejdsgiver vil behandle sine ansatte på den måde. Der er tale om et firma, som nærmest systematisk har snydt medarbejderne for løn og pension og drevet rovdrift på dem. Når de så har sagt fra eller bukket under for presset, er de enten blevet fyret eller udsat for grov mistillid og udspionering på deres privatadresse,” siger forbundsformand i FOA, Mona Striib.
Hun undrer sig over, at Arbejdsretten ikke finder grund til at sanktionere virksomheden.
"Det kommer virkelig bag på mig efter selv at have hørt de tidligere ansattes beretninger i retten. Hver og en fortalte om dybt uretfærdige forhold og var dybt påvirkede af hele sagen. Det undrer mig virkelig, at virksomheden ikke i nogle af de mange anklagepunkter bliver holdt op på deres ansvar.”
”Det er ikke hverdagskost, at FOA eller andre fagforbund rejser de her sager om misbrug af ledelsesretten eller organisationsforfølgelse. Det er det ikke, fordi arbejdsgiverne heldigvis generelt behandler deres medarbejdere ordentligt og i langt de fleste tilfælde er der enighed og et godt samarbejde mellem FOA og arbejdsgiverne om løn- og arbejdsvilkår. Men det er også svære sager at vinde,” siger Mona Striib
Anden dom om misbrug af ledelsesret og organisationsfjendtlig adfærd på kort tid
Sagen mod Aktiv Hverdag, som har kontrakt med Frederikshavns Kommune om at levere pleje og omsorg til kommunens ældre, er den anden sag på bare tre måneder, hvor en privat arbejdsgiver på ældreområdet er slæbt i retten af FOA på vegne af medlemmerne for misbrug af ledelsesretten og for at udvise fjendtlig adfærd overfor medarbejdere, som er medlem af bestemte fagforeninger. I november blev virksomheden Sundplejen dømt for netop at have forbrudt sig på de punkter.
”Her kunne retten læse i skriftlig dokumentation for ledelsens uretfærdige ageren og trusler om bøder til medarbejderne. I denne sag har vi hørt om de mest forfærdelige episoder fra 9 tidligere ansattes ansættelsesforhold i Aktiv Hverdag. De forklaringer gør indtryk på enhver, der hører dem fortalt, men det har ikke været nok til, at Arbejdsretten har kunnet idømme Aktiv Hverdag en bod.”
”Det er i alle tilfælde fuldstændig uacceptabelt - og med de kæmpe udfordringer ældreplejen står i generelt med at tiltrække og fastholde uddannede social- og sundhedsmedarbejdere, er det vigtigere end nogensinde at tilbyde medarbejderne ordentlige løn og arbejdsvilkår. Jeg kan ikke begribe, hvordan ledelsen i de her virksomheder ikke kan se, at det er i deres egne, borgernes og medarbejdernes interesse at der er styr på forholdene,” siger Mona Striib.
Tidligere ansatte er mærkede af oplevelserne
I retssagen vidnede 9 tidligere ansatte i Aktiv Hverdag. De fortalte samstemmende om horrible forhold og gav alle eksempler på grov mistillid fra ledelsens side. For dem ville en dom mod Aktiv Hverdag i Arbejdsretten have været et skridt på vejen mod at lægge ansættelsen i virksomheden bag sig, fortæller Gitte Christensen, sektorformand i FOA Frederikshavn, hvor de tidligere ansatte er medlemmer.
”Dommen ændrer ikke på de oplevelser, de tidligere medarbejdere har haft. Mange af dem står tilbage med de psykiske og økonomiske konsekvenser af deres ansættelse i Aktiv Hverdag. De forsvinder ikke med en afgørelse af hverken det ene eller andet udfald i Arbejdsretten. De har rejst sagen ikke kun på egne vegne, men for at sikre, at de nuværende medarbejdere i Aktiv Hverdag og kommende ansatte vil blive forskånet for de forhold de tidligere ansatte har måtte arbejde under,” siger Gitte Christensen.
Håber på bedre vilkår
FOA Frederikshavn har registreret over 300 sager om blandt andet forkert løn og pension i Aktiv Hverdag, som siden 2017 har betydet, at virksomheden samlet har måtte betale over to millioner kroner til tidligere ansatte, som havde dem til gode.
Og der venter fortsat adskillige sager mod virksomheden, hvor Aktiv Hverdag indtil nu har nægtet at betale den løn og pension, de tidligere medarbejdere har krav på.
Gitte Christensen håber, at virksomheden i lyset af blandt andet denne sag vil lægge stilen om.
”Vi har at gøre med en virksomhed, som er hyret af Frederikshavns Kommune til at levere omsorg og pleje til de ældre. Når man behandler sine ansatte på den måde, går det ikke kun ud over dem, men man risikerer også, at de ældre vil mærke konsekvenserne af de ringe vilkår, virksomheden byder sine ansatte. I FOA Frederikshavn har vi – og har vi altid haft – et stort ønske om at skabe en dialog med virksomheden om at forbedre både det psykiske arbejdsmiljø og de store problemer, vi oplever, virksomheden har med at betale den løn, de ansatte har ret til,” siger hun.
Nøgleord
Kontakter
Mona StriibForbundsformand
46 97 23 12
Billeder
Information om FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 afdelinger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramte11.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Pressemeddelelse fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F
Samfundets sårbare mangler pædagogisk uddannede10.12.2025 08:56:11 CET | Pressemeddelelse
Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse.
FOA: Behersket bifald til regeringens sosu-skoler i udlandet9.12.2025 12:28:53 CET | Pressemeddelelse
Selv om ideen om danske sosu-skoler i udlandet ikke er groet i FOAs baghave, ser regeringens konkrete planer fornuftige ud. Men der mangler stadig svar på, hvad man egentlig stiller de kommende udenlandske kollegaer i udsigt, når de kommer til Danmark, påpeger fagforbundet.
Forlig styrker politiets jagt på velfærdskriminelle4.12.2025 14:28:30 CET | Pressemeddelelse
FOA roser det nye politiforlig. I det afsættes midler til at gå hårdere efter skruppelløse kriminelle, som udnytter botilbud og andre sociale tilbud til skattesnyd, hvidvask og anden kriminalitet.
FOA kalder ny rapport om hvidvask på bosteder for rystende24.11.2025 12:33:59 CET | Pressemeddelelse
Private sociale tilbud til samfundets sårbare mistænkes i udbredt grad for hvidvask og skattesnyd, viser ny rapport fra Hvidvasksekretariatet. Afsløringen kalder med høj klar stemme på politisk handling, mener FOA.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

