Tønder Festival

Tønder Festival henter musikalsk guld

Del
Programmet for Tønder Festival 2023 tager nu for alvor form. Ti internationale og danske navne er booket, blandt andre amerikanske topkunstnere som Sarah Jarosz, Nickel Creek og Joachim Cooder.
Joachim Cooder
Joachim Cooder

Mange husker uden tvivl de fine koncerter med den amerikanske sangskriver Sarah Jarosz, da hun besøgte Tønder Festival i 2011 og 2017. Nu kan endnu flere opleve den Grammy-vindende kunstner, som vender tilbage i år.

Glæd jer også til Joachim Cooder, amerikansk sangskriver og musiker – og søn af guitaristen Ry Cooder – der kommer med sit band. Og der er mere guld i vente. Nemlig bluegrass-trioen Nickel Creek med Chris Thile og søskendeparret Sara og Sean Watkins. Fra Austin, Texas, kommer stilsikre Shane Smith & The Saints med country og americana, og fra Virginia blæser roots-tornado-bandet Hackensaw Boys ind over marsklandet.

Den yngre folkscene i Skotland har meget at byde på i disse år, og Tønder Festival kan sige velkommen til de to stærke folk-bands Mec Lir og Gnoss.

Et fast og fremragende indslag på festivalen er det dansk-tyske FolkBALTICA Ensemblet, som også i år vil vise, hvad unge folkemusikere i grænselandet kan byde på. Og som altid tager Tønder Festival temperaturen på nyere danske navne inden for folkroots-musikken og præsenterer to navne på vej frem: Sangskriveren William Torp og kvartetten Baby Did A Bad Thing.

OM KUNSTNERNE:

Sarah Jarosz (USA)

Der er noget at glæde sig til, når den amerikanske sangskriver Sarah Jarosz (født 1991) vender tilbage til Tønder Festival. Hun var her i 2011 og i 2017 og fik forståeligt nok mange fans. I dag er hun et af de allerstørste navne på den amerikanske folkroots-scene. En kompromisløs og anmelderrost sangskriver, sangerinde og musiker, som på imponerende vis har vundet fem Grammy’er og været nomineret til 10. Sarah Jarosz har udgivet seks album. Især “Undercurrent” (2016) og “World On The Ground” (2020) er værd at bemærke, og de vandt begge Grammy’er. Sarah Jarosz har gennem tiden arbejdet sammen med en stjernespækket skare af musikere og producere. For eksempel John Leventhal, Jerry Douglas, Chris Thile, Tim O’Brien samt ikke mindst Aoife O’Donovan og Sara Watkins. Sammen med de to sidstnævnte dannede Sarah Jarosz trioen I’m With Her, som i 2018 udgav albummet “See You Around”, der scorede flere priser og nomineringer. Både Aoife O’Donovan og Sara Watkins optræder også på årets festival. Sarah Jarosz behersker mandolin, guitar, mandocello og banjo. Hun er blevet sammenlignet med sangerinder som Alison Krauss og Gillian Welch, men står helt som sin egen med et personligt musikalsk touch. Eneste danske festival i 2023. www.sarahjarosz.com

Nickel Creek (USA)

Da Nickel Creek i 2000 slog igennem med albummet af samme navn, vakte det stor opmærksomhed på de amerikanske folk- og bluegrass-scener. Med pladen, der var produceret af Alison Krauss, blev Nickel Creek nomineret til to Grammies og en Country Music Awards, og TIME Magazine udråbte trioen til en af "Five Music Innovators of the Millennium". De spillede opvarmning til Lyle Lovett, og i 2001 blev de valgt som backing til Dolly Partons Grammy-optræden. Nickel Creek består af mandolinspilleren Chris Thile og søskendeparret Sara og Sean Watkins på henholdsvis violin og guitar. I 2002 udkom “This Side”, som høstede en Grammy for “Best Contemporary Folk Album”. Dette åbnede op for et nyt publikum, der ikke normalt lyttede til bluegrass. I 2007 blev der sat et midlertidigt punktum for Nickel Creek. Sara Watkins forfulgte en solokarriere, mens Chris Thile fik succes med folk-bandet Punch Brothers. I 2014 fandt Nickel Creek sammen igen og udgav “A Dotted Line”, der opnåede to Grammy-nomineringer. Et nyt album udkommer i marts i år. Trioen har annonceret en lang række koncerter i foråret og sommeren i USA, inden de rammer Tønder. Eneste danske festival i 2023. www.nickelcreek.com

Joachim Cooder (USA)

Lyder efternavnet bekendt? Den er god nok, Joachim Cooder (født 1978) er søn af strenge-ekvilibristen og roots-musikeren Ry Cooder. Joachim Cooder er perkussionist, trommeslager, keyboardspiller og komponist. Han har komponeret musik til film, skrevet til andre kunstnere og medvirket på en stribe af sin fars udgivelser. Mest kendt er naturligvis “Buena Vista Social Club” fra1997. Joachim Cooder har udgivet en stribe solo-album, hvor det seneste er det anmelderroste “Over That Road I’m Bound” (2020). Her fortolker Joachim Cooder ældgamle country/blues-sange af sangeren og banjospilleren Uncle Dave Macon (1870-1952). Joachim Cooder kendte sangene via sin far og har på sine fortolkninger erstattet banjoen med den elektriske mbira. Et instrument, han i mange år har dyrket, og som er en videreudvikling af den afrikanske akustiske mbira. Mbira’en består oprindeligt af en træbund med påsatte afstemte metalstykker og er forfaderen til den senere kalimba. Med sin elektriske mbira skaber Joachim Cooder en helt særlig harpe-agtig lyd, som sammen med violin, guitar og vokal opbygger et nærmest hypnotisk lydlandskab. Joachim Cooder optræder med trio, og det er eneste danske festival i 2023. www.joachimcooder.com

Shane Smith & The Saints USA)

Et flittigt turnerende band med et musikalsk mix af americana, country, southern rock og firstemmige vokalharmonier. Hos Shane Smith & The Saints, som har base i Austin, Texas, mødes traditioner og moderne sangskrivning. De er kendt for deres energiske koncerter, og med mere end 100 koncerter om året har kvintetten Shane Smith & The Saints ramt et stort publikum. Sangskriveren og guitaristen Shane Smith er i front, og han følger i fodsporene af navne som Chris Stapleton, Hayes Carll og Ryan Bingham. Bandet har udgivet tre album: “Coast” i 2013, “Geronimo” i 2015 og “Hail Mary” i 2019.  Det er ikke kun på livescenen, Shane Smith & The Saints er populære. De er med i sæson fem i den kendte western-dramaserie “Yellowstone”, hvor Kevin Costner har en hovedrolle, og spiller en stribe sange. Blandt andre deres seneste hit “Fire in the Ocean”. Udover Shane Smith på vokal og guitar består bandet af Bennett Brown, violin, Dustin Schaefer, guitar, Chase Satterwhite, bas, og Zach Stover, trommer. Eneste danske festival i 2023. www.shanesmithmusic.com

Hackensaw Boys (USA)

I mere end tyve år har Hackensaw Boys fra Virginia været energiske udbringere af ærke-amerikansk rootsmusik. Bandet har gennem årene fungeret som et stort musikerkollektiv, og i den aktuelle udgave er Hackensaw Boys et fem-mands band med sangskriveren og guitaristen David Sickmen som centrum. Stilmæssigt løber musikken ubesværet gennem folk, americana, old-time, bluegrass og country blandet godt op med en små-punket attitude. Her er masser af vokalharmonier, finger-pickin’ akustiske guitarer, violin samt bandets selvopfundne slagtøjsinstrument, charismo’en. Et bærbart og hundrede procent analogt instrument bestående af konservesdåser, metalplader og diverse genbrugs-dingenoter. Charismo’en er sammen med bandets øvrige akustiske instrumenter med til at skabe den særlige Hackensaw Boys-lyd. Instrumentet har givet navn til en af gruppens markante udgivelser, nemlig albummet “Charismo” (2016) produceret af multi-instrumentalisten Larry Campbell. Seneste album er ”Hackensaw Boys” fra 2022. Eneste danske festival i 2023. www.hackensawboys.com

Mec Lir (SCO)

Da Mec Lir i 2014 sprang frem på den keltiske musikscene, brød de rammerne for, hvad man hidtil har hørt på den front. Sprød synth og komprimerede trommer gav de lynhurtige melodier et bagtæppe af en distinkt firserlyd. Mec Lir består af fiddler Tomas Callister, Adam Rhodes på bouzouki og David Kilgallon på keyboard, der alle er toneangivende inden for den traditionelle musik på Isle of Man. Fjerde mand i bandet er den skotske trommeslager Greg Barry. Medlemmerne er desuden at finde i bands som Ímar og Elephant Sessions, der tidligere har høstet succes på Tønder Festival. Mec Lir har fået et ry som et sprudlende liveband, der viser stor legelyst og kreativitet. Som for eksempel når alle medlemmer spiller “Foxhunters Reel” på én violin. Denne gimmick blev fanget på video ved et pressemøde på Festival Interceltique og gik viralt med over to millioner visninger på Facebook. I 2020 udkom albummet “Livewire”, der blev produceret under corona-nedlukningen. Pladen blev godt modtaget af anmelderne og blev i RnR Magazine kaldt “perhaps the most energetic album you’ll hear this year”. Eneste danske festival i 2023. www.meclir.com

Gnoss (SCO)

Med en eksperimenterende tilgang til de skotske rødder har Gnoss markeret sig som et af de mest interessante unge bands fra Skotland. Aidan Moodie, guitar og sang, og Graham Rorie, violin og mandolin, kommer begge fra Orkney-øerne og har opnået stor anerkendelse som duo. På The Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow fandt de sammen med Connor Sinclair, fløjter og vokal, og Craig Baxter, bodhrán og percussion, og skabte i 2015 Gnoss. Samme år vandt gruppen Danny Kyle-prisen, der gives til unge folkemusikere på vej op. I 2017 blev det til en nominering til ‘Up and Coming Artist of the Year’ ved Scots Trad Music Awards, og Gnoss var igen nomineret i kategorien Album of the Year i 2019 og 2021 for pladerne “Drawn from Deep Water” og det seneste album “The Light of the Moon”. De fire musikere mestrer håndværket, og melodierne bakkes op af fantasifyldte arrangementer kombineret med sange, der trækker tråde til country og indie-folk. Gnoss har optrådt i en række lande i både Europa og Nordamerika, og kvartetten har indtaget scener på festivaler som Orkney Folk Festival, Festival Interceltique De Lorient og Celtic Connections. Eneste danske festival i 2023. www.gnossmusic.com

William Torp (DK)

Han er blevet kaldt et nyt lovende talent på den danske musikscene, og der er bestemt noget om snakken. 26-årige William Torp er vokset op i Aarhus, men har haft adresse i København de senere år. Han har udgivet et par singler, men det er især hans EP-udgivelse i efteråret 2022, “Still U’r All I’m Thinking About”, der har givet ham medvind. EP’en rummer en række personlige sange med den insisterende sangskriver bevæbnet med guitar, vokal og gennemarbejdede tekster som grundpiller. Titelsangen til EP’en er inspireret af tv-programmet “Alene i vildmarken”, og i et interview har William Torp fortalt, at programmet “tændte lejrbålsgnisten” til sangen. William Torp bekender sig til folkroots med indie-rock i ascendanten, og blandt inspirationskilderne er navne som Bon Iver, Big Chief og Fleet Foxes. Publikum har opdaget ham, og han har spillet flere udsolgte koncerter i begyndelsen af 2023. Magasinet Soundvenue har også bemærket William Torp og sat ham på deres liste “Breaking Sound 2023: De 15 mest lovende nye danske musiknavne.” www.facebook.com/will.not.shakespeare

Baby Did a Bad Thing (DK)

Det danske band Baby Did a Bad Thing befinder sig i en genre, mange kalder “nordicana”, som kan oversættes til americana med et nordisk anstrøg. Hovedsporet følger den store amerikanske sangskrivertradition kombineret med bandets egne rødder i Danmark og dermed Skandinavien. Den nordiske melankoli, kunne man tilføje. Baby Did a Bad Thing læner sig behændigt op ad både den intime akustiske countryballade og den mere hårdtslående rootsrock-sang. Bandet blev dannet i 2018 og udgav i 2020 deres debutalbum, som er produceret af guitaristen og produceren Rune Kjeldsen. Her er tydelige tråde til navne som Lucinda Williams, Chris Stapleton og Gillian Welch. Albummet fik fine anmeldelser, flot airplay og blev udsendt på flere end 30 amerikanske radiostationer via “The International Americana Music Show.” Magasinet GAFFA var også begejstrede og nominerede bandet i kategorien “Årets Nye Danske Navn” til GAFFA PRISEN 2021. Oprindeligt var Baby Did a Bad Thing en kvintet, men sangerinden Eline Engholm forlod bandet i sommeren 2022. Baby Did a Bad Thing er nu kvartet med sangeren Jonas Fjeldsted i front. www.babydidabadthing.com

 

FolkBALTICA Ensemblet (DK, D)

Når de er sammen, taler de dansk, tysk og engelsk, men det fælles sprog er musikken. FolkBALTICA Ensemble består af omkring 50 unge musikere fra det sydlige Danmark og det nordlige Tyskland. Orkestret er opstået i forbindelse med den årlige folkBALTICA Festival, som finder sted i midten af maj. FolkBALTICA Ensemble er denne festivals ungdomsorkester, som både geografisk og musikalsk krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik. Violinisten Harald Haugaard står som kunstnerisk leder af folkBALTICA Festivalen i spidsen for ensemblet, som har til formål at udvikle unge talenter og bevare og forny folkemusiktraditionerne i grænselandet. Tønder Festival støtter aktivt talentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet, og det er efterhånden blevet en tradition, at FolkBALTICA Ensemble optræder på festivalen. Både til en egen koncert og i forbindelse med den store skolekoncert for elever fra skoler på begge sider af den dansk/tyske grænse. Så endnu engang kan publikum i Tønder opleve dette sprudlende ungdomsorkester. www.folkbaltica.de/ensemble-2

Tønder Festival 2023 – indtil videre:

Sarah Jarosz (USA), Caleb Klauder & Reeb Willms Country Band with special guest vocalist Lukas Graham (USA, DK), David Ramirez (USA), Aoife O’Donovan (USA), Joachim Cooder (USA), Nickel Creek (USA), Allan Olsen (DK), Sierra Ferrell (USA), The Dead South (CAN), The Unthanks (ENG), David Ritschard (SE), Ariel Posen (CAN), Sorten Muld (DK), Frankie Gavin & De Dannan (IRL), Emily Scott Robinson, Alisa Amador & Violet Bell (USA), Lawrence Maxwell (CAN), Jeremy Dutcher (CAN), Buffalo Nichols (USA), Israel Nash (USA), The Local Honeys (USA), Adyn Townes (CAN), Ross Ainslie, Ali Hutton & Owen Sinclair (SCO), The Mary Wallopers (IRL), Lisa O’Neill (IRL), Leftover Salmon (USA), Aysanabee (CAN),Niteworks (SCO), Shane Smith & The Saints (USA), Hackensaw Boys (USA), Mec Lir (SCO), Gnoss (SCO), The Tarantino Twist Show (DK), Bjonko (DK), AySay (DK), William Torp (DK), Baby Did A Bad Thing (DK), FolkBALTICA Ensemblet (DK, D).

 

Tønder Festival 24. 25. 26. 27. august 2023

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Billetsalg på www.tf.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Joachim Cooder
Joachim Cooder
Download
Nickel Creek
Nickel Creek
Download
Shane Smith & The Saints
Shane Smith & The Saints
Download

Information om Tønder Festival

Tønder Festival
Tønder Festival
Vestergade 80, 1
6270 Tønder

Tønder Festival er en unik festival med en klar profil, en stærk identitet og en atmosfære bygget op gennem fem årtier. Festivalen vokser år for år med frivillige, gæster, musikere og lokale, der alle har en ting til fælles: Kærligheden til det, der er gjort med omhu. Det særlige. Det ægte. I 2024 kan Tønder Festival fejre 50 års fødselsdag. Non profit siden 1974.

Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye