IFPI Danmark

The Minds of 99 topnomineret til DMA 2019

Del

Danish Music Awards er tilbage som en ny stærk koncertbegivenhed. Få et samlet overblik over nominerede kunstnere her.

The Minds of 99 (Foto: Daniel Hjorth)
The Minds of 99 (Foto: Daniel Hjorth)

Når Danish Music Awards slår dørene op til K.B. Hallen d. 17. oktober 2019 får The Minds of 99 en pæn portion af aftenens fokus. Udover at gruppen spiller tre numre live for det fremmødte publikum, er The Minds Of 99 samtidig nomineret til priser i hele fem kategorier.  Det drejer sig om nomineringer i Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Livenavn, Årets Danske Rocknavn og Kodaprisen – Årets Danske Sangskriver.

Lukas Graham er nomineret til fire af de eftertragtede statuetter af den lille gyldne bronzefugl. Det er bandet i kategorierne Årets Danske Livenavn og Årets Danske Popnavn samt Årets Danske Radiohit og Årets Danske streaminghit, hvor den storhittende ballade ”Love Someone” har sikret det internationale succesband et velfortjent fokus. MØ følger ligesom Hans Phillip og Gilli trop med tre nomineringer.

Både nye og erfarne kræfter i spil

En række nye navne har markeret sig i en grad, som gør, at spotlyset også rettes mod dem til dansk musiks ældste og mest prestigefyldte musikpris. Det drejer sig blandt andet om Jada, der er nomineret i Årets Nye Danske Navn og Årets Nye Danske Livenavn, om Clara i Årets Nye Danske Navn og om Nicklas Sahl i Årets Nye Danske Navn og i Årets Danske Radiohit for hittet ”New Eyes”.

Samtidig hylder Danish Music Awards mere erfarne kræfter i dansk musik. Anne Sanne Lis er nomineret som Årets Danske Livenavn for deres succesfulde koncerter i 2019. Nik & Jay er både nomineret i Årets Danske Livenavn og Årets Danske Popnavn, og Peter Sommer er nomineret i Årets Danske Solist og i Årets Danske Album for ”Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske”.

Et nyt koncertformat med Nik & Jay, The Minds of 99, Jada, Sivas og mange flere

Når DMA vender tilbage, bliver det i et nyt overdådigt koncertformat, hvor alle artister spiller live, som de ville gøre til egne koncerter. På plakaten er Nik & Jay, The Minds of 99, Sivas og NODE, Jada, Mads Langer, Christopher, Clara, Alex Vargas, Lord Siva og Vera, Lis Sørensen, CityBois og TopGunn.

DMA bliver afholdt i K.B. Hallen torsdag d. 17. oktober. Der bliver i alt overrakt 18 priser ved begivenheden – herunder Danish Music Awards’ Ærespris, der tildeles en eller flere personer, som med deres kunstneriske virke gennem en længere periode har sat et markant og inspirerende fingeraftryk på dansk musik.

Bag DMA 2019 står musikselskabernes brancheorganisation IFPI og den nye danske musikstreamingtjeneste Moodagent. Da DMA ikke blev afholdt i 2018 vil nomineringsperioden undtagelsesvist være en 2-årig periode fra august 2017 til august 2019.

DMA 2019 vises på TV 2 lørdag d. 19. oktober i en redigeret version, og TV 2 Play viser showet i sin fulde længde.

Billetter til arrangementet kan købes på www.billetlugen.dk.

Kontakter

Lasse Lindholm, formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i musikselskabernes brancheorganisation, IFPI Danmark
Mail: lal@ifpi.dk / Mobil: 26233833

Billeder

The Minds of 99 (Foto: Daniel Hjorth)
The Minds of 99 (Foto: Daniel Hjorth)
Download
DMA-statuette (Foto: Arkiv)
DMA-statuette (Foto: Arkiv)
Download

Vedhæftede filer

Information om IFPI Danmark

IFPI Danmark
Bredgade 75, 1. sal
1260 Copenhagen

http://www.ifpi.dk