Tandlægeforeningen

Tandlæge i Svendborg er nyt medlem af Tandlægeforeningens hovedbestyrelse

Del
Tandlæge Marie-Louise Berntsen er valgt til Tandlægeforeningens hovedbestyrelse. Hendes ambition er at få sat fokus på den unge generation af tandlæger og deres tilhørsforhold til Tandlægeforeningen.

Tandlæge Marie-Louise Berntsen, 38 år og ansat i den kommunale tandpleje i Svendborg på Fyn, skal de næste to år varetage tandlægernes interesser som nyt medlem af Tandlægeforeningens hovedbestyrelse.

Marie-Louise Berntsen brænder for flere mærkesager. En af dem er den unge generation og deres syn på medlemskab af en faglig organisation.

”Jeg vil være rigtig stolt, hvis jeg kan få flere unge tandlæger til at få øjnene op for fagpolitik og se værdien i, at der er nogen, der kæmper vores sag. Hvis ikke en faglig organisation, hvem så? Jeg vil op i helikopterperspektiv og folde ud, hvad faglig organisering er og kan. Hvad skal min generation bruge en faglig organisation til? Og hvad skal en forening som Tandlægeforeningen, kunne tilbyde? Det vil jeg arbejde for at finde svar på”, siger Marie-Louise Berntsen.

Hun vil også arbejde for, at Tandlægeforeningens hovedbestyrelse engagerer sig i temaet arbejdsglæde:

”Arbejdsglæde optager mig meget i mit eget arbejdsliv. Jeg synes, det er vigtigt, at alle tandlæger trives på jobbet, og det er til gavn for både tandlæger og patienter”, fortæller Marie-Louise Berntsen.    

Interessen for tandlægefaget og fagpolitik ligger til familien

Marie-Louise Berntsen er tredje generation af tandlæger. Hendes mor, som også har siddet i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse, er tandlæge og har haft egen tandklinik på Bornholm, siden Marie-Louise Berntsen var barn. At vokse op som datter af en tandklinikejer har affødt den største respekt for klinikejere. Hun har set på nært hold meget det kræver at drive en tandklinik. At hun brænder for fagpolitik, viser sig ikke kun ved den nyerhvervede plads i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse. Marie-Louise Berntsen har tidligere været formand for Tandlægeforeningens udvalg for privatansatte tandlæger.

Marie-Louise Berntsen har både arbejdet i privat og kommunal praksis, men i dag trives hun i den kommunale tandpleje i Svendborg, som giver hende mulighed for at arbejde med et område, hun har særlig interesse for:

”Jeg har et blødt punkt for de sårbare voksne. Alle kommuner har fra sidste år skullet kunne tilbyde de mest socialt udsatte personer behandling, men i Svendborg Kommunale Tandpleje har vi taget hånd om den gruppe længere. Jeg er glad for at være på en stor klinik som Svendborg Kommunale Tandpleje, der i mere end én forstand rummer bredt og, foruden de udsatte, behandler både børn, unge, gamle og mennesker, som er fysisk og psykisk udfordrede”, siger Marie-Louise Berntsen.

Fra opvækst på solskinsøen til base på Sydfyn

Marie-Louise Berntsen er født og opvokset i Nexø på Bornholm. Efter gymnasiet tog hun turen over Østersøen, hvor hun etablerede sig i København for at læse til tandlæge på Københavns Universitet. Hun blev færdiguddannet i 2011 og har siden arbejdet i København og andre steder i Danmark, indtil hun i 2020 slog sig ned i Svendborg, hvor hun bor sammen med sin kæresteog sønpå halvandet år.

Når arbejdet på tandklinikken og i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse er klaret, har vennerne høj prioritet. Marie-Louise Berntsen rejser derfor en del frem og tilbage mellem landsdelene i fritiden for at besøge sit netværk. Og ferierne – de tilbringes på fødeøen, Bornholm.

Nøgleord

Information om Tandlægeforeningen

Tandlægeforeningen
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K

Tlf.: 70 25 77 11https://www.tandlaegeforeningen.dk/

Følg pressemeddelelser fra Tandlægeforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tandlægeforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye