DOF BirdLife

Tæt på halvdelen af verdens fuglearter er i tilbagegang

28.9.2022 16:13:58 CEST | DOF BirdLife | Pressemeddelelse

Del
Hver ottende fugleart er truet globalt, viser ny rapport. Det er uhyggelig læsning, men der er også mulighed for at vende udviklingen. Det går lidt bedre for de danske fugle, men også her er der i høj grad plads til forbedring.

Aldrig har fremtiden for verdens fuglearter set så dyster ud. Knap halvdelen af alle fuglearter i verden er i tilbagegang, og hver ottende art er truet.

Det er de barske konklusioner i rapporten ’State of the World’s Birds 2022’, der netop er udgivet af BirdLife International.

- Det er ganske enkelt uhyggelig læsning. Men det kommer ikke bag på os, for tilbagegangen har stået på længe. Det nye og foruroligende er, at det fortsætter med at blive værre, siger Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark, der er den danske partner i BirdLife International, og som har leveret de danske data til rapporten.

Danmarks hovedansvar ligger på havet og ved kysterne

Det går en smule bedre for de arter, vi møder i Danmark, end det gør globalt. Mens 49,2 procent af fuglearterne er i tilbagegang globalt, er det i Danmark 43,1 procent, der går tilbage.

Af de 1409 truede fuglearter i verden er der 10 arter, der jævnligt kan træffes i Danmark. Det lyder måske ikke af så meget, men de globalt truede fuglearter, der findes her i landet, tegner et tydeligt billede af, hvor det danske ansvar for beskyttelse ligger.

Havlit, fløjlsand, taffeland, nordisk lappedykker, lunde, stor stormsvale og ride er blandt de truede arter, og for dem har de danske kyster og farvande stor international betydning.

Udover de 10 truede arter er også ederfugl, der er i kategorien ’næsten truet’. Den har de danske farvande som vigtigt overvintringsområde for knap en tredjedel af de nordeuropæiske bestande.

- Igen og igen bliver det slået fast, at Danmark har et helt særligt ansvar for at beskytte vandfuglene. Vi er et vandland med masser af kyster og vigtige farvande og med vores placering som trækkorridor for enorme mængder af fugle, så har vi en forpligtelse til at sikre beskyttelsen af områderne til gavn for fuglene og naturen, siger Egon Østergaard.

Udviklingen kan vendes

’State of the World’s Birds’ udkommer hvert fjerde år og tager temperaturen på klodens samlede fugleliv og i forlængelse af det også helbredet for hele den samlede natur. Og det ser ikke godt ud med de massive tilbagegange for fuglene.

Men samtidig peger rapporten også på de løsninger, der skal til for at vende den krise, fuglene og naturen står i.

Det vigtigste og altafgørende tiltag til at vende den negative udvikling er at prioritere plads til naturen og beskytte den.

- Begynd med at beskytte 30 procent af naturen og lad 10 procent være strengt beskyttet. Og lad os få en biodiversitetslov i stil med klimaloven, der kan være med til at sikre den nødvendige beskyttelse og andre tiltag, der skal vende biodiversitetskrisen, siger Egon Østergaard.

Man kan komme langt ved at beskytte og genoprette de vigtigste områder for fuglene og biodiversiteten.

Sammen med partnerne i BirdLife International har DOF BirdLife været med til at udpege mere end 13.600 områder, der har særlig betydning for fugle og biodiversitet, ’Important Bird and Biodiversity Areas’ (IBA’er). Der er udpeget 130 IBA’er i Danmark.

Landbruget er største trussel for fuglene globalt

Udover at pege på løsninger, sætter rapporten fokus på nogle af de mest alvorlige trusler for de mange fugle, der har det svært.

Det intensive landbrug og den massive opdyrkning af ikke bare Danmark, men også resten af verden er med længder den største trussel mod fuglene, hvor 73 procent af de truede arter bliver påvirket.

Pesticider, omdannelse af græsområder til marker, rydning af skov og klimaforandringer er også blandt de mest fremtrædende årsager til forværringen af fuglelivets tilstand.

Produktionen og udgivelsen af denne udgave af ’State of the World’s Birds’ er blevet mulig med støtte fra den danske fond Aage V. Jensen Charity Foundation.

Fakta:

49,2 procent af verdens fuglearter er i tilbagegang, 38,5 procent er stabile og seks procent er i fremgang. (6,3 procent har ukendt status)

1409 fuglearter er truede globalt. Det svarer til cirka hver ottende fugleart.

I Danmark er 43,1 procent af fuglearterne i tilbagegang på globalt plan. 24,8 procent er stabile og 20,4 procent er i fremgang globalt. (11,7 procent har ukendt status globalt)

Her er de 10 arter, der er truet globalt og som yngler eller jævnligt kan opleves i Danmark:

Havlit, fløjlsand, taffeland, nordisk lappedykker, turteldue, stor stormsvale, ride, lunde, stor skrigeørn, aftenfalk

Her er de 10 arter, der er i kategorien ’næsten truet’ globalt og som yngler eller jævnligt kan opleves i Danmark:

Ederfugl, hvidnæbbet lom, sodfarvet skråpe, strandskade, vibe, storspove, lille kobbersneppe, stor kobbersneppe, islandsk ryle, krumnæbbet ryle, tredækker, steppehøg, vindrossel

Kontakter

Knud N. FlenstedBiolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark

Tlf:21 24 22 75

Links

Information om DOF BirdLife

DOF BirdLife
DOF BirdLife
Vesterbrogade 138-140
1620 København V

https://www.dof.dk/

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)/BirdLife Danmark er en forening for fugleinteresserede og fuglebeskyttelse. DOF BirdLife arbejder for at fremme kendskabet og interessen for vilde fugle og naturbeskyttelse. Med hjælp fra mere end 2000 ornitologer overvåger DOF sjældne og truede fugle i Danmark og det danske fugleliv generelt. Foreningen har omkring 18.000 medlemmer, fordelt på 13 lokalafdelinger over hele Danmark. DOF er dansk partner i BirdLife International, et globalt netværk af fugle- og naturbeskyttelsesorganisationer. DOF arbejder internationalt med at redde fuglearter, bevare og beskytte levesteder og skabe gode levevilkår for mennesker.

Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife

Frygt for mange døde alkefugle på tælletogt efter havfugle langs danske kyster26.2.2026 13:45:37 CET | Pressemeddelelse

Tusinder af døde lunder er de senere uger skyllet i land på kysterne af Storbritannien, Frankrig og Portugal. I de kommende uger og særligt næste weekend skal mange danske kyster gennemgås for døde havfugle. En vinter med flere ekstreme vejrsituationer skaber frygt for dødsfald blandt arter af havfugle, der i forvejen er i krise på grund af fødemangel, plastikforurening og overfiskeri. DOF BirdLife sender ornitologer ud på strandvandringer for at registrere døde havfugle i et samarbejde med Aarhus Universitet. Projektet skal kaste nyt lys over havfuglenes aktuelle krise.

Se de store vingefang suse over Danmarks natur19.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Erfarne ornitologer og ørneeksperter vil søndag 22. februar på 24 lokaliteter landet over stå klar til at fortælle danskerne om Nordeuropas største rovfugle, havørnen og kongeørnen. Efter mange uger med sne og kulde er der udsigt til plusgrader på Ørnens Dag. DOF BirdLife krydser fingre for klart vejr og for alt i verden ikke tåge og dis. Hvis ørnevejret ellers arter sig, vil der være garanti for havørne på himlen de fleste steder.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye